På CES 2019 demonstrerer LG Display en 88-tommer 8K OLED-skærm med et “avanceret 3.2.2-kanals lydsystem indbygget i skærmen”. De har også medbragt et 65-tommer 8K OLED-panel.
LG Display - ikke LG Electronics - fremviser seneste udvikling i OLED-teknologi, som formentlig dukker op i forbrugerprodukter indenfor få år. LG Display er den eneste producent, der kan masseproducere OLED-tv-paneler, så paneler findes i alle OLED-tv på forbrugermarkedet - fra alle producenter.
Højdepunktet er en 88-tommer 8K OLED-skærm med indbygget lyd. LG Display kalder det ‘Crystal Sound’, men du kender måske konceptet bedre fra Sonys OLED-tv, hvor det går under navnet ‘Acoustic Surface’.
- “LG Display will introduce an 88-inch 8K Crystal Sound OLED (CSO) display with an advanced 3.2.2 channel sound system embedded into the display. The sounds which emanate directly from the panel reach new audio heights, and when combined with Dolby Atmos®, this acoustic innovation enables viewers to experience dynamic sound coming from their top, bottom, left and right,” lyder det fra selskabet.

Ved at bruge flere aktuatorer kan LG forvandle selve OLED-panele til en højttalermembran. Der kan sendes lyd i forskellige retninger så med nok aktuatorer hævder selskabet at kunne, i hvert fald delvist, gengive Dolby Atmos-lyd, inklusiv ovenlyd.
Som du måske har hørt, så lancerer LG Electronics - afdelingen for forbrugerelektronik - et 8K OLED-tv senere på året, men med mindre der er noget, som selskabet ikke fortæller os endnu, så lander dette panel nok først i tv-skærme næste år - måske som en opgraderet “wallpaper” model?
65" 8K OLED-skærm
Herudover fremviser LG Display et mindre 65-tommer 8K OLED-panel (uden indbyggede højttalere) samt en 65-tommer 4K “Crystal Motion OLED (CMO) skærm med verdens laveste Motion Picture Response Time (MPRT) på 3.5m/s”.

For at demonstrere fleksibiliteten ved OLED-teknologien har selskabet desuden skabt en skulptur af OLED-paneler, der skal ligne en blomst.
Afslutningsvis annoncerer LG Display 65- og 75-tommer 8K LCD-tv-paneler baseret på IPS-paneltypen, forskellige skærme til brug i monitorer og biler samt en “gigantisk show-vinduesskærm sammensat af fire gennemsigtige 55-tommer OLED-paneler med 40 procents transparensgrad”.
LG Display er leverandør af LCD og OLED, så deres paneler og komponenter er en god rettesnor for, hvor tv-markedet er på vej hen. Selskabet taler endnu ikke om microLED, som er ærkerivalen Samsungs store tema på CES 2019, men LG Electronics har tidligere fremvist microLED, hvilket indikerer, at LG Display også aktivt forsker i den nye skærmteknologi.
