Telia har i dag lanceret en ny tv-boks, som giver adgang til streamingtjenester såsom HBO Nordic og C More, foruden selskabets egen Telia TV-tjeneste med tv-kanaler.
Ny tv-boks fra Telia
Telia kalder det en ”uskik blandt tv-udbydere”, at tv-tjenester sælges sammen med en bredbåndsforbindelse. Selskabet præsenterer den nye boks som ”den første boks, der kombinerer tv og streaming uden, at man som kunde er tvunget til også at købe internet af sin tv-udbyder”.
- ”Hvis du går ind i et supermarked, bliver du jo heller ikke nægtet at købe yoghurt, hvis du ikke samtidig køber seks liter mælk. Det er en uskik blandt danske TV-udbydere. Derfor skal du ikke nødvendigvis være internet-kunde hos Telia for at få adgang til Telia TV og den nye tv-boks. Vi har mange tv-kunder, der enten har arbejdsgiver-betalt internet eller bor i boligforening, hvor de ikke frit kan vælge internetudbyder, ” siger Gustav Berghog, privatkundedirektør i Telia.
Telia oplyser, at boksen giver adgang til Telia TV, hvor man kan købe sig adgang til danske tv-kanaler. Herudover kan man få adgang til HBO Nordic og C More via boksen. Netflix m.fl. nævnes ikke.

Tjenesten Telia TV blev lanceret i 2015 og tilbydes allerede på Apple TV, Chromecast, iOS og Android. Særligt løsningen til Apple TV er populær hos kunderne, oplyses det. Så hvorfor er der behov for endnu en tv-boks?
- ”Telia vil gerne give sine kunder frihed til selv at vælge og gøre det så simpelt som muligt, at være kunde. Derfor samler vi nu streaming og tv i én og samme boks,” siger Gustav Berghog. ”Vi oplever en stor efterspørgsel en løsning, der samler de medier, som danskerne samles om på den store skærm hjemme i stuen. Du kan let og ubesværet tage boksen med dig over hele Europa. Det er plug-and-play, og så har du de samme tv-kanaler og streaming-tjenester på ferien, som du har derhjemme.”
Boksen understøtter højest HD-opløsning. Den sælges til 699 kroner. Mere information kan findes på telia.dk.

Fakta om ny Telia-boks
Mål: Bredde 190 mm, dybde 130 mm, højde 41 mm Vægt:350 g Farve: Sort Energiforbrug:4.7 W USB-port: 1 st. 2.0 Netværkstilslutning: RJ45 og WiFi Billlede udgang HDMI med HDCP, 3,5 mm-udgang- kombineret lyd og billedeudang. Lydudgang: HDMI med HDCP, 3,5 mm-udgang- kombineret lyd og billedeudang. |