De ultratynde skærme, som har fået tilnavnet ’wallpaper’ fordi de hænger på væggen vha. magneter, er nået anden generation. LG W8 har opgraderet panel, ny videoprocessor og HFR. Den er nu i handlen.
LG W8 wallpaper OLED
Fremmødte på CES-messen blev i 2017 vidne til lanceringen af en ultratynd skærm. LG havde årene forinden proklameret, at OLED ikke kun ville løfte billedoplevelsen, men også muliggøre helt nye designløsninger. Det var W7-modellen beviset på.
Ved lanceringen luftede LG selv bud på, hvad w’et stod for. Det var alt fra ”window to the world” til ”wall display”. Det lå dog i luften, efter mange års snak om tapet-skærme, at tilnavnet skulle blive wallpaper. Og sådan blev det.

Nu kommer anden generation. Den nye W8-model har et opgraderet OLED-panel, ny Alpha 9 videoprocessor, webOS 4.0 samt understøttelse af HFR (High Frame Rate). Sidstnævnte indebærer, at skærmen kan modtage og vise video optaget i 100 eller 120 billeder per sekund, men dog ikke via HDMI-forbindelsen. Skærmene har 4K-opløsning og understøtter naturligvis HDR, herunder Dolby Vision.
Selskabet forklarer, at soundbaren til W8 i store træk er identisk med den soundbar, som forgængeren W7 var udstyret med. Den har bl.a. loftvendte enheder og kan levere Dolby Atmos-lyd. Det er også i soundbaren, at alt styreelektronikken sidder, så selve skærmen kan blive så tynd som mulig. OLED-skærmen måler 6 mm i tykkelsen og ville være endnu tyndere, hvis der ikke skulle sidde magneter på bagsiden.
Wallpaper OLED er stadig dyr
Alt dette har dog sin pris og den dårlige nyhed er, at prisen er faldet marginalt i forhold til første generation. 65-tommer W7 blev introduceret til 64.999 kroner og 65-tommer W8 koster ved lancering 59.999 kroner. 77-tommer W8 er stadig uproportionel dyr med sit prisskilt på 134.999 kroner.
Det er stadig muligt at få fingerene i sidste års W7 wallpaper-model, der i perioder har været på tilbud til 27.777 kroner.

En af grundene til, at prisen stadig er så høj er, at LG sidder eksklusivt på wallpaper-panelet. Da vi turnerede IFA-messen sidste år, spottede vi prototyper hos adskillige producenter. Da vi vendte tilbage til Berlin og IFA-messen tidligere på måneden var næsten alle prototyperne væk.
Så længe der ikke er konkurrence, vil prisen forblive høj, da det vel nok er markedets mest unikke tv-skærm. Samsung tilbyder også skærme med styreelektronik i separat boks, men de er baseret på LCD-teknologi og er derfor ikke nær så tynde og lette.
65-tommer LG W8 er i handlen nu. 77-tommer W8 frigives senere. Danske priser fremgår af tabellen nedenfor.
LG 2018 OLED – priser & forhandlere
Serie | Features | Pris |
---|
LG W8 | 4K OLED HDR & HFR Wallpaper design webOS 4.0 | (65”) (77”) |