HBO har 17 år i træk kunne bryste sig af at have modtaget flest Emmy-nomineringer – tv-branchens pendant til filmbranchens Oscar. I år er det imidlertid Netflix, som topper listen med 112 nomineringer foran HBO’s 108.
Det tog blot fem år
Netflix skød showet i gang i 2013 med House of Cards, som vandt første Emmy for et tv-program, der kun blev vist online. Tv-serien markerer samtidig starten på den rejse, som har forvandlet Netflix fra en streamingtjeneste med licenseret indhold til en global magtfaktor i indholdsproduktion.
Television Academy anerkender Netflix’s vilde succes. Selskabet har således fået 112 Emmy-nomineringer, hvilket er det højeste antal ved dette års prisuddeling. Netflix’s The Crown og Stranger Things er begge nomineret i kategorien bedste drama, mens Glow og Unbreakable Kimmy Schmidt er nomineret til bedste komedie.

HBO har ellers siddet komfortabelt på tronen igennem næsten to årtier. Selskabet har nemlig i 17 år i træk modtaget fleste Emmy-nomineringer. Det er i år blevet til 108 nomineringer, hvorfor HBO må se sig overgået af Netflix. HBO har dog stadig gode chancer ved prisuddelingen idet både Game of Thrones og Westworld er nomineret i kategorien bedste drama. Tv-serierne er desuden de to mest nominerede på tværs af alle kategorier.
- “Årets nomineringer fortsætter med at repræsentere øget mangfoldighed og inddragelse foran kameraet. Der er et væld af nye og tilbagevendende programmer, som afspejler så mange af dagens kritiske problemer,” sagde Hayma Washington, formand for Television Academy.
Amerikanske Hulu har samlet 27 nomineringer, herunder for The Handmaid’s Tale, mens Amazon har modtaget 22, herunder for The Marvelous Mrs. Maisel. NBC har modtaget 78. Apple har i øvrigt modtaget en enkelt nominering for Carpool Karaoke-serien, men selskabet poster i disse dage milliarder af kroner i indholdsproduktion, hvorfor de sandsynligvis vil spille en prominent rolle i nærmeste fremtid.
Tv-serier bliver stadig mere populære og selvom en Emmy ikke er lige så prestigefuld som en Oscar – der tildeles film – reflekterer prissudelingen den udvikling, som er ved at indtræffe på markedet for tv-underholdning. Streamingtjenester oplever eksplosiv vækst, men kan Netflix holde fokus i takt med, at de hælder stadig flere penge i indholdsproduktion? Selskabet forventes at spendere over 75 mia. kroner på indhold alene i 2018 – mere end noget andet tv- eller filmstudie.
HBO kan naturligvis stadig slå Netflix på målstregen. Vinderne af Emmy Awards skal findes den 17. september 2018 ved Television Academy’s årlige show.
- Kilde: Television Academy