Tv-teknologien udvikler sig hele tiden, men verdens største sportsbegivenhed hjælper med at udbrede den. I Danmark ligger ”folkestørrelsen” nu mellem 55 og 65”, ifølge Elgiganten. Hvert 10. solgte tv op til VM er baseret på OLED-teknologien.
20 tommers luksus i sort-hvid
Ved VM 1970 brillerede Pelé, men seerne hjemme i stuerne fik kun gråtonerne at se. Dengang var et sort-hvid tv på 20 tommer noget særligt. Finalen, hvor Brasilien vandt 4-1 over Italien, blev også for første gang sendt i farver, men meget få danskere havde udstyret til at kigge med.
Det var først ved VM 1974 i Vesttyskland, hvor værtsnationen vandt over Holland i finalen, at farve-tv for alvor havde vundet indpas. Dengang var 25 tommer ”folkestørrelsen”.
Det er Elgiganten, som har forsøgt at følge udviklingen i ”folkestørelsen” på tv-skærme op igennem VM-historien, for at demonstrere, hvordan fodbold-VM, der verden over ses af 3,5 mia. seere, er med til at udbrede ny tv-teknologi.
I 1980, hvor Italien kunne løfte pokalen ved VM i Spanien samt i 1986, hvor Argentina vinder over Vesttyskland, ved VM i Mexico, er folkestørelsen på tv-skærmen øget til omkring 28 tommer. Seerne kiggede med på billedrørs-tv, hvor man var ved at nå en smertegrænse for både vægt og størrelse.
- "Det man skal huske på er, at i 1980’erne var fjernsynet i de fleste stuer baseret på billedrør. Disse bestod af glas og indeni var der et vakuum som elektronerne kunne bevæge sig i. Selve væggene på disse apparater skulle være tykke, og det begrænsede naturligt størrelsen på røret til 29 til 32 tommer på grund af vægt og pris," fortæller Thomas Overgaard, salgschef for AV, Elgiganten.
I samme periode havde man PAL-signaler i lav SD-opløsning, så det var ikke kun skærmene, der satte begrænsningen. Tv-signalet kunne heller ikke tåle at blive blæst op i stort format.

Store TV og OLED vinder indpas
Ved VM 2002 i Sydkorea og Japan begyndte tv-teknologien igen at rykke på sig og forbrugerne begyndte at købe skærme baseret på plasma-teknologi. Brasilien vandt 2-0 i finalen over Tyskland.
Ved VM 2006 i Tyskland slog Italien i finalen Frankrig ud på straffesparkskonkurrence. Forbrugerne havde indkøbt 32 tommer skærme i stor stil. Siden da er skærmene i vores stuer blevet gradvist større alt imens LCD-teknologi har udkonkurreret plasma.
Forud for VM 2018 i Rusland ligger folkestørrelsen nu imellem 55 og 65 tommer, fortæller Elgiganten. Det er dog ikke det eneste, der har ændret sig. LCD-skærme udfordres nu for alvor af den nyere OLED-teknologi. Hvert 10. solgte tv-skærm hos Elgiganten i Danmark er nu OLED. Priserne er banket godt i bund og det er ikke sikkert, at andelen holder sig helt deroppe i de kommende kvartaler, men det er ikke desto mindre en milepæl i branchen.
Læs også: Tilbudsjagten: OLED til 9.999 kroner
- ”Vi plejer at se solide hop i TV-salgstallene i ugerne og dagene før store sports-arrangementer som fx. de Olympiske Lege og store fodboldmesterskaber som EM og VM, og det har vi så afgjort også set denne gang. Det er især de større modeller, der er populære i år. Faktisk er andelen af solgte 65” fladskærme fordoblet i forhold til samme periode sidste år, men også 55” er en meget populær størrelse,” siger Thomas Overgaard.
Læs også: Hvordan ser TV-størrelsen ud på væggen
En anden milepæl i forbindelse med VM 2018 i Rusland er, at slutrunden for første gang sendes i 4K HDR-kvalitet. Det er desuden første direkte tv-udsendelse i Danmark i HDR-format.
Elgiganten noterer afslutningsvis, at næsten alle de tv-skærme, som danskerne i dag køber, har 4K-opløsning og internet-funktionalitet.
Fodbold-VM 2018 skydes i gang i morgen. Danmark spiller sin første kamp på lørdag d. 16. juni klokken 18:00.