PGA Tour og Discovery har indgået en 12-årig global aftale, hvor Discovery sender over 2 mia. dollars ind i golfverdenen. Det skal kaste bl.a. en PGA Tour-streamingtjeneste af sig.
PGA Tour-streamingtjeneste
Golf-glade seere får i fremtiden nye muligheder. Aftalen med Discovery skal ”skabe et nyt globalt hjem for golf” over de kommende 12 år, hvor Discovery får rettighederne i alle lande undtagen USA.
Der skal først og fremmest lanceres i ny, global streamingtjeneste, som vil være dedikeret til PGA Tours medieaktiver, inklusiv de seks ture under PGA Tour-paraplyen og mere end 140 turneringer årligt, inklusiv The Players Championship, the FedEx Cup Playoffs samt Presidents Cup.
- “I dag er en fantastisk dag for golf-fans jorden rundt. Discoverys alliance med PGA Tour er unik og noget, der aldrig er set før. Det langsigtede partnerskab mellem PGA Tour og Discovery kommer til at skabe det nye globale Home of Golf, inklusive mere end 2000 live timer årligt af denne fantastiske sports største øjeblikke, historier og spillere på tværs alle Discovery og Eurosports globale distributionskanaler. Med afsæt i vores succesfulde dækning af OL i PyeongChang, Sydkorea, vil Discovery tilføre vores globale rækkevidde, indgående kendskab i de enkelte markeder, globale sportsekspertise og stærke tv og direct-to-consumer platforme til udviklingen af et nyt stærkt golf-tilbud i ethvert marked uden for USA,” siger David Zaslav, President og CEO, Discovery.
Golf vil fortsat blive sendt på tv-kanaler. Discovery lufter dog tanken om, at de muligvis vil videresælge dele af rettighederne til konkurrenter.

Bliver ikke ”hole in one”
Streamingtjenesten lanceres i alle lande undtagen USA, men udrulningen af den sker over flere år og sæsoner. Australien, Canada, Italien, Japan, Holland, Portugal, Rusland og Spanien bliver nogle af de første lande, som får adgang. Det sker i 2019.
I Danmark må vi dog vente helt til 2022 for at kunne streame PGA Tour-golf. Det skyldes de nuværende senderettigheder. PGA Tour har hidtil skulle navigere igennem det store tv-kompleks med geoblokering og afskærmet konkurrence ved at forhandle rettigheder individuelt per region.
PGA Tour ønsker ikke rive sig fuldstændig fri, men samarbejdet med Discovery samt internettets direkte forbindelse ind i stuerne, gør det muligt at satse på en digital tjeneste, hvor man kommer tættere på seerne. Discovery vil investere over 2 mia. dollars fordelt på senderettigheder og udvikling af streamingtjenesten. Til sammenligning betalte Discovery 1,4 mia. dollars for senderettighederne til fire Olympiske Lege i Europa.
At gå direkte til forbrugeren – over the top (OTT) – er stærk tendens på tv-markedet. Netflix kræver ingen introduktion, men selskabet har været med til at inspirere aktører i alle hjørner af branchen. Formel 1 har for nylig lanceret egen streamingtjeneste. MotoGP har også egen streamingtjeneste, mens den spanske LaLiga har
annonceret planer om at lancere en.
- “David Zaslav og JB Perrettes ambition om at tage den internationale dækning af PGA Tiyr til det næste niveau er ekstremt spændende. Vi kan slet ikke vente på at komme i gang og bygge en verdensklasse global platform og langsigtet distributionsstrategi – og få det hele til at spille,” udtaler Alex Kaplan fra Discovery, som skal står i spidsen for projektet.
Partnerskabet imellem PGA Tour og Discovery starter næste år og forventes fuldt implementeret i alle lande undtagen USA i 2024. Danskerne må, som nævnt, vente med at få adgang til streamingtjenesten til 2022.
- Kilde: Discovery. Fotos: Chris Wellner