Playpilots tjeneste gør det muligt at søge efter film og tv-serier på tværs af streamingtjenester. Guiden findes nu som app til iOS og Android. Her er vores første indtryk.
Playpilot som mobil-app
Du kender sikkert situationen. Du vil gerne gense Adam Sandler i rollen som Zohan for tredje gang, men du kan ikke lige huske, hvor du så den sidst. Du kan vælge at åbne og trævle hver streamingtjeneste igennem. Eller du kan søge på tværs af streamingtjenesterne med Playpilot, siger selskabet bag Playpilot.
Den dansk/svenske tjeneste har eksisteret som hjemmeside i nogle år, men nu lanceres streamingguiden som mobil-apps til iOS og Android.

- “Vi har arbejdet benhårdt på at give vores brugere en app, som ikke bare gør deres hverdag nemmere, men som også er virkelig gennemtænkt. Vi er meget tilfredse med resultatet og takket være de mange indbyggede features er det lettere end nogensinde at finde noget godt at se,” siger Anne-Marie Ubbe, medstifter af Playpilot Danmark.
App’en fremhæver nyt indhold på hovedskærmen, men har også kategorisektioner og en søgefunktion. Søger man efter eksempelvis filmen Wind River, får man at vide, at den findes hos Viaplay og Blockbuster. Søger man efter tv-serien Fear the Walking Dead får man at vide, at den kan ses hos HBO Nordic, SF Anytime og Amazon.
Første indtryk
Playpilot er som udgangspunkt en rigtig fin og brugervenlig app. Søgefunktionen og brugerfladen kan hænge lidt i det, men derudover fungerer navigationen godt. Vi har anvendt den på iOS.
Playpilot kan søge i abonnementstjenesterne Amazon, C More, Dansk Filmskat, Dplay, HBO Nordic, Min Bio, Netflix, TV2 Play og Viaplay samt gratistjenesterne DR TV, Filmcentralen, Filmstriben, Viafree og YouTube. Endelig er det muligt at søge efter leje/købsfilm i Blockbuster, DanishDox, Google Play, iTunes, Microsoft, Plejmo, SF Anytime og Viaplay.
Selvom iTunes og Google Play fremgår på listen, vises mulighederne dog ikke umiddelbart ved søgninger. Søger man efter en film som Salt fremgår heller ikke Blockbuster ved søgningen, selvom vi kan konstatere at Blockbuster både udlejer og sælger filmen. Blockbusters resultater fremgår ved søgning på andre film. TV2 Play vises sjældent og en dokumentarserie såsom Drabet uden lig fremgår slet ikke ved søgning. Det gør DRs I hus til halsen, men det angives ikke, at tv-programmet kan ses på DR TV.
- ”For Blockbuster gør det samme sig gældende som Google Play og iTunes. De vil blive integreret med fuldt katalog - indtil da bør de som providere være skjulte. Vores tanke indtil nu, også på sitet, har været at lægge nogle af de største titler fra de tjenester ind manuelt som en service, men noget tyder på det måske forvirrer mere end det gavner,” oplyser Anne-Marie Ubbe i et skriftligt svar. ”DR og TV2 er integreret med fuldt katalog og bliver opdateret snarest.”
Det er således ikke samtlige tjenesters kataloger, der er blevet fuldt integreret i Playpilot, selvom de kan vælges ved opsætning. Vi savner også muligheden for at se leje/købspriser hos de forskellige tjenester ved søgning. Klikker man videre til de tjenester, som tilbyder filmen eller tv-serien, åbnes Netflix direkte i Netflix app’en, mens de andre tjenester åbnes på hjemmesiderne.
Der er omvendt mange positive elementer i app’en. Alene muligheden for at søge efter indhold på tværs af tjenester er guld værd, selvom kataloget pt. er mangelfuldt. App’en viser også IMDB-rating og trailere, og giver desuden mulighed for at gemme på en ”watchlist”, der holder styr på, hvornår nye afsnit eller film udkommer. Det er muligt at følge venners lister og bedømmelser.
- “Vi kommer til at udgive en række spændende features den kommende tid, men fokus vil især være på det sociale. Et af de hyppigste spørgsmål, når man møder sine venner er: ’Har du set noget godt for nyligt?’ eller ’Er der noget du kan anbefale?’ ” tilføjer Anne-Marie Ubbe. ”Vi vil gøre disse anbefalinger lettere tilgængelige, samt udvide cirklen af folk du får tips fra til også at inkludere fx. anmeldere, skuespillere eller instruktører.”
Playpilot har eksisteret i Danmark siden 2016 og bliver gradvist mere interessant. Vi anbefaler, at du installerer den gratis app og giver det en chance. Kataloget er dog ikke fuldt udbygget endnu, hvorfor Playpilot endnu ikke er streamingguiden.