Der blev solgt mærkbart færre tv-skærme i Danmark sidste år. Næsten to ud af hver tredje solgte tv-skærm har 4K-opløsning. Salget af OLED stiger, mens buede skærme går tilbage.
Salget faldt med 30%
Salget af tv-skærme i Danmark har over de seneste mange år holdt et stabilt højt niveau, drevet af blandt andet flere analoge sluk, overgang fra MPEG2 til MPEG4 og lignende ændringer i teknik, som har tvunget nogle danskere til at investere i nyt udstyr.
Et omskifteligt marked kombineret med danskernes forkærlighed for tv-skærmen, har betydet, at der hvert år mellem 2007 og 2016 blev solgt 500.000 tv-skærme i Danmark. I 2017 faldt salget imidlertid med 30% til 380.000, ifølge tal fra GfK.
Der skete i løbet af 2017 ingen drastiske ændringer hos de traditionelle tv-distributører. I stedet har markedet været præget af, at danskerne nedgraderer eller helt opsiger tv-pakken for i stedet at streame video. Til disse formål er eksterne løsninger såsom Apple TV og Chromecast blevet populære på trods af, at tv-producenterne implementerer apps direkte i skærmene.
OLED i fremgang – buede TV går tilbage
Der blev sidste år solgt 9.000 buede tv-skærme, hvilket svarer til en andel på 2,3%. Salget af de buede skærme går tilbage efter i 2015 at have udgjort over 4% af markedet. Alle større tv-producenter med undtagelse af Samsung har da også droppet satsningen.
Til gengæld går salget af OLED-tv frem i et ellers faldende marked. Det blev sidste år solgt over 10.000 OLED-skærme, hvilket svarer til en andel på 2,7%. Salget lå på henholdsvis 1.600 og knap 6.000 i 2015 og 2016.
Ud af de i alt 380.000 tv-skærme, som blev solgt i 2017, havde knap 62% af modellerne 4K-opløsning.
Tv-producenterne siger ofte, at salget stiger i store sportsår. Om under en måned skydes fodbold-VM i Rusland i gang. Der er således håb for, at 2018 bliver et bedre år for branchen.