Apple afholder sin årlige udviklerkonference WWDC om lidt under 3 måneder. Selskabet går på scenen den 4. juni for at præsentere nyeste version af bl.a. styresystemet til Apple TV. Her er de nyheder, som vi håber på at se i tvOS 12.
tvOS 12 til Apple TV
Apple afholder sin årlige Worldwide Developers Conference for 29. år i træk. Det er her selskabet løfter sløret for nyhederne i de fire styresystemer – iOS, macOS, tvOS og watchOS.
Apple arbejder på nuværende tidspunkt på at finpudse tvOS 11.3, der forventes at udkomme til Apple TV indenfor nogle uger, men på WWDC kan vi med al sansynlighed se frem til den mere omfangsrige tvOS 12 version.
Så hvad kan man forvente? Rygtemøllen har kørt i meget lavt gear i år – i hvert fald hvad angår tvOS. Apple kommenterede dog i går på planerne for originalt tv-indhold, så det er muligt at vi får mere at vide – måske er det for tidligt. Der er i tvOS fundet referencer til bl.a. picture-in-picture og HLG HDR-format, som kan bruges til live-udsendinger i HDR. På vores kanter savner vi naturligvis i den grad dansk Siri, universalsøgning og TV app’en, der præsenterer indhold på tværs af tjenester. Vores nordiske naboer har allerede disse funktioner.

Airplay 2, HomePod-samspil & Atmos
Airplay 2 lader stadig vente på sig. Det var kortvarigt inkluderet i betaer af tvOS 11.3, men blev senere fjernet igen. Det er muligt, at det udskydes yderligere. Apple har for nylig lanceret HomePod, men potentialet i samspil med Apple TV er slet ikke udnyttet. Amazon og Google tillader, at man kan tænde og slukke TV samt søge efter indhold via forbundne højttalere i hjemmet. Forestil dig et scenarie, hvor du frit ud i rummet siger ”afspil seneste afsnit af House of Cards”, hvorefter lyset dæmpes, tv’et tændes, videoen ruller og filmhøjttalerne aktiveres. Apple TV er allerede tilknyttet HomeKit, så det er teknisk muligt, om Apple vil det.
Andre producenter er så småt begynde at flirte med udvalgte funktioner i HDMI 2.1 standarden, som kan tilføjes på HDMI 2.0 enheder via firmware. En funktion, som kunne være særligt interessant på Apple TV, er såkaldt QMS (Quick Media Switching), så man undgår sort skærm ved frekvensskift.
Og så håber vi, at Apple løfter lydkvaliteten. Selskabet har indikeret, at Dolby Atmos er på vej. Vi håber, at understøttelse inkluderes i tvOS 12.
Der forventes ikke ny tv-hardware på WWDC. Apple TV 4K blev lanceret i september 2017.
Apple går på scenen den 4. juni, hvor WWDC18 skydes i gang. De nye softwareversioner frigives som regel til efteråret. Hvilke nye funktioner håber du på at se til Apple TV?