Den 16. januar 2018 påbegynder Viasat udfasning af MPEG2. Det kan betyde sort skærm på visse tv-kanaler, hvis man stadig bruger Viasats gamle tv-boks.
MPEG2 skal udfases
Det gamle format til videokomprimering blev udfaset fuldstændig på antennenettet til fordel for MPEG4 allerede i 2012, men udbydere af parabol- og kabel-tv har holdt fast i længere tid.
Viasat varsler nu, at de påbegynder udfasning af MPEG2-formatet den 16. januar 2018 på udvalgte tv-kanaler. Det vil betyde, at kunder med den gamle SD-boks vil miste kanaler med mindre de opgraderer til en set-top-boks med understøttelse af MPEG4.
- ”Hvis ikke du skifter til en HD-boks eller UHD-boks inden ændringen, vil du enten opleve sort skærm eller at kanalerne er fjernet fra kanallisten,” skriver Viasat.
Viasat oplyser, at de starter med udvalgte tv-kanaler og at alle tv-kanaler gradvist overgår til kun at blive udsendt i MPEG4-format i HD-opløsning. Er du i tvivl om, hvorvidt du har en SD-boks fra Viasat, så tjek listen her. De fremgår som ”standard tv-boks”.

MPEG2 forsvinder i landskabet
Foruden antennenettet, hvor MPEG2 blev udfastet den 1. januar 2012, har YouSee slukket for MPEG2. Det skete i 2013, men først i 2016 slukkede YouSee for analoge tv-signal. Canal Digital slukkede for MPEG2 i starten af 2016. Mange antenneforeninger med kabel-tv har løbende udfaset MPEG2 over de seneste år.
Viasat oplyser ikke, hvor stor en andel af kunderne, der stadig modtager tv-kanaler via MPEG2.
Omlægningen af Viasats parabolsignal starter den 16. januar 2018 og vil tage et par måneder. Selskabet oplyser, at kunder med SD-boks har mulighed for at bestille en HD-boks til 0 kroner. De skal kun betale forsendelsen.
- ”Har du endnu ikke bestilt en ny tv-boks kan du gøre det ved at kontakte Kundeservice på 77 401 685 eller bestille via det link du har modtaget. Et skift fra en SD-boks til en HD-boks ændrer ikke ved abonnementsprisen.”
Migreringsplan:
15-01-2018 TV2 SPORT 6’eren. |
30-03-2018 Viasat Film Series Viasat Film Hits Viasat Film Premiere Viasat Film Action. |
15-04-2018 DR1 TV2 Lorry TV3 TV3+ TV3 SPORT 1 (TV3 Sport pr. 31.10.2017) TV3 SPORT 2 (TV3 MAX pr. 31.10.2017) Viasat Golf. |
- Kilde: Viasat