YouSee fortæller i dag på IFA-messen, at der skal være mere fokus på streamingindhold i tv-pakkerne. De lancerer også den første 4K tv-boks til efteråret.
Tv & streaming i samme pakke
Hos YouSee forventer man, at streaming-tjenester bliver fremtidens tv-kanaler. Derfor vil YouSee forny bland-selv-konceptet, så kunderne kan vælge mellem både tv-kanaler og streaming-tjenester.
- ”Tv-markedet er under forandring, og vi vil gerne tilbyde vores kunder masser af digitalt indhold, som de kan se, når der passer dem. Derfor har vi samlet en stor streaming-pakke med film og tv fra bl.a. Viasat, Discovery, Comedy Central og Nickelodeon, som alle vores kunder får adgang til,” siger Jacob Mortensen, tv- og bredbåndsdirektør i YouSee.
YouSee lægger ikke skjul på, at tidsforbruget af tv-kanaler er nedadgående. De ser en fremtid, hvor “danskerne bruger mindre tid på at se traditionelt flow-tv”, men supplerer med streaming. De kalder streamingtjenester for “fremtidens tv-kanaler”.
Derfor vil de udvide kataloget af streaming og gøre der mere fleksibelt. Til efteråret vil kunder have adgang til over 1000 timers streaming-indhold fra bl.a. C More, HBO og Dansk Filmskat.
- ”Vores kunder skelner ikke mellem tv-kanaler og streaming-tjenester, men vælger den underholdning, de har lyst til. Derfor har mange af dem f.eks. HBO Nordic som et supplement til deres tv-pakker, men i dag skal en tv-pakke selvfølgelig også indeholde streaming-tjenester. I første omgang kan vores kunder bl.a. vælge at få HBO Nordic, C-More eller Dansk Filmskat med i deres tv-pakke, men vi arbejder på, at endnu flere streaming-tjenester skal være en del af bland-selv-pakken, hvor vores kunder kan sammensætte og ændre deres unikke tv-pakke med et enkelt klik,” fortæller Jacob Mortensen.

4K-boks til efteråret
YouSee har i dag lanceret en app til Android TV og til efteråret følger en tv-boks, som for første gang kan håndtere 4K-opløsning.
YouSee fortæller, at den nye 4K-boks fremover skal være den primære. Den nuværende boks med indbygget harddisk vil blive en ekstra-boks til kunder, som har brug for mere end en.
- ”Det skal være nemmere at se tv på den måde, der passer vores kunder bedst. Uanset om det er på den store tv-skærm eller på digitale platforme. Derfor har vi udviklet en app, der giver alle med en tv-boks mulighed for at se tv via Android TV, og inden længe lancerer vi en ny 4K tv-boks, der er både mindre og hurtigere, og hvor man kan gemme sine tv-optagelser i skyen, så man kan se dem overalt.”
Boksen understøtter 4K UHD-opløsning og er desuden fire gange hurtigere, men er alligevel mindre fysisk end den nuværende. Wi-Fi er også blevet bedre. Brugerfladen og fjernbetjeningen er den samme.


Det oplyses ikke, hvilket indhold, som kunder kan forvente i den højere opløsning.

Fakta om kommende YouSee 4K-boks
Se tv i 4K-kvalitet |
Få adgang til sine optagelser på mobil, tablet og pc |
Planlægge optagelser via YouSee Tv & Film appen og ‪tv.yousee.dk |
Gemme 250 timers optagelser i skyen |
Optage fra lige så mange kanaler man vil på én gang |