Dolby har overbevist Hollywood om at udgive film i Dolby Vision-formatet, men har ikke haft meget held i henholdsvis tv- og spilindustrien. Den første live-transmission i Dolby Vision og Dolby Atmos, realiseret i Spanien ifølge CE-Pro, er første skridt på vejen.
Dolby Vision via tv-kanaler
Dolby har designet sit nye videoformat til at virke på tværs af lagrede medier, broadcast, streaming og spil. Udbyderne af tv-kanalerne har dog været tøvende. Vel og mærke ikke kun hvad angår Dolbys videoformat, men tøvende med at tage HDR i brug generelt.
Britiske BT Sport gennemførte første live-transmission i Dolby Atmos i januar 2017 og spanske RTVE byggede ovenpå ved at transmittere første udsendelse i Dolby Atmos og Dolby Vision i denne måned. RTVE benyttede en 4K DVB-T2 (antenne) testkanal til at sende ’Solemn Changing of the Guard’ cerimonien. Den kunne ses hjemme i stuerne i Madrid, Barcelona og Sevilla.

For at gøre det muligt samarbejdede Dolby med Loewe, LG, Cellnex, Albala, Abacanto, Grass Valley, Crosspoint, Moncada y Lorenzo, Canon og Huri, ifølge CE-Pro. Opsætningen krævede to OB-vogne – en til video og en til lyd – som transmitterede hhv. et videospor med de nødvendige dynamiske metadata, som kræves til Dolby Vision samt et lydspor i Atmos komprimeret vha. Dolby AC-4, der er arvtageren til det meget udbredte AC-3 lydkomprimeringsformat.
Dolby Vision er et proprietært HDR-videoformat og et alternativ til det åbne HDR10 brancheformat. HDR10 betragtes generelt som en baseformat til HDR, hvorimod Dolby Vision tilbyder nogle fordele, som kan hæve billedkvaliteten.
Mens Hollywood har taget imod HDR med åbne arme og spilindustrien så småt er begyndt, har broadcast-industrien forholdt sig afventende hvad angår både 4K og HDR, blandt andet fordi det kræver øget båndbredde og fordi standarderne skulle falde på plads.
Et alternativt format til at transmittere HDR via tv-kanaler er foreslået i form af HLG-formatet, som er udviklet af BBC og NHK. HLG-formatet gør det muligt for tv-kanaler at transmittere SDR (standard video) og HDR på samme tv-kanal for at spare båndbredde. Dolby Vision understøtter også HDR som et lag ovenpå det normale tv-signal.
- Kilde: CE-Pro