Det er verdens største og første af sin slags, siger LG. Den 77” store OLED-skærm er gennemsigtig og kan rulles sammen. Drømmen om tapet-skærme rykker stadig nærmere.
Tapet-OLED rykker nærmere
LG har netop lanceret sit ”wallpaper OLED”, men selvom panelet indeni er bøjeligt, er skærmen som helhed stadig forholdsvis rigid. Drømmen om tv-skærme, der kan rulles ud og hænge fladt på væggen rykker dog stadig nærmere.
LG.Display fremviser i disse dage en gennemsigtig 77” OLED-skærm, der kan rulles sammen til en radius på 80mm uden det påvirker skærmen. Den ekstremt bøjelige skærm kan således sno sig om overflader, som det ses på billederne.
![Bøjelige OLED Bøjelige OLED](billeder/lg77flexible-1.jpg)
I første omgang er skærmen tiltænkt kommerciel brug, men LG.Display producerer som bekendt allerede OLED-skærme til forbrugermarkedet.
- “LG Display, opened the large-sized OLED TV market in 2013, has been leading the OLED industry and will continue to bring innovation to the market,” lød det fra Chief Technology Officer In-Byung Kang fra LG.Display ved præsentationen. “We pledge to provide differentiated value as the leader in the future display market.”
![Bøjelige OLED Bøjelige OLED](billeder/lg77flexible-2.jpg)
Regeringsfinansieret program
Rent teknisk har skærmen 3840x2160 pixels og gennemsigtigheden er 40%. Skærmen er udviklet som et led i investeringsprojektet ”Future Flagship Program”, som den sydkoreanske regering vil investere op imod 330 mio. kroner i. Da programmet blev annonceret i 2012 var målet at udvikle en gennemsigtig og bøjelig OLED-skærm på minimum 60 tommer.
LG.Display blev af regeringen i 2012 valgt som hovedpartner sammen med udvalgte underleverandører. Den sydkoreanske regering håber på, at OLED-teknologi kan skabe 840.000 nye arbejdspladser og eksport for 56 mia. US dollars årligt.
LG.Display har desuden bekræftet, at opførslen af den nye ’P10’ fabrik til produktion af OLED-paneler i små, mellemstore og store formater forventes klar i første halvdel af 2018.
- Kilde: LG.Display