Sidste år forsvandt YouTube på 2012 Sony TV og nu er turen kommet til Blu-ray-afspillere og hjemmebiografsystemer fra samme årgang. App’en forsvinder den 15. februar.
Google roder i maskinrummet
Vi har desværre set talrige eksempler på apps, der forsvinder på Smart TV og andre internetopkoblede AV-produkter. Sony er langt fra alene.
Det virker dog denne gang som om, at fingeren peger på Google, der ejer YouTube. I april 2015 begyndte de en teknisk overgang fra Flash-afspiller til HTML5-afspiller på YouTube, hvilket påvirkede mange typer produkter. Degang forsvandt YouTube app’en på Apple TV2, Google TV, spilkonsoller, ældre Smart TV og visse mobile enheder.
Sony forsøgte at holde liv i app’en på 2012 Smart TV, men forgæves. Nu rammer samme sørgelige skæbne Blu-ray-afspiller og hjemmebiografsystemer fra 2012.

App’en forsvinder i februar
Der har igennem noget tid været problemer med YouTube app’en på kundernes produkter.
- ”Du har muligvis oplevet symptomer som f.eks. sort skærm og afbrydelser i videoafspilningen ved brug af YouTube-appen på Sony lyd- og videoprodukter fra 2012,” skriver Sony.
Disse problemer har tilsyneladende ikke været mulige at løse, så nu tager Sony konsekvensen.
- ”På grund af disse problemer har Sony besluttet at fjerne YouTube-appen fra disse enheder efter den 15. februar 2017. Vi beklager eventuelle ulemper, dette måtte medføre,” afslutter de.
App’en ophører med at virke den 15. februar på nedenstående produkter. FlatpanelsDK har tidligere lavet en oversigt over apps, der er forsvundet på tv-produkter.
Påvirkede produkter
Blu-ray-afspillere: BDP-S490 BDP-S495 BDP-S590 BDP-S790 |
Hjemmebiografsystemer: BDV-E190 BDV-E290 BDV-E490 BDV-E690 BDV-EF220 BDV-EF420 BDV-N590 BDV-N790W BDV-N890W BDV-N990W BDV-NF620 BDV-NF720 |
- Kilde: Sony support