HDR-revolutionen er på vej til PC-økosystemet, så på CES annoncerede både AMD og Nvidia opdaterede versioner af hhv. FreeSync og G-Sync. Systemerne understøtter nu HDR.
HDR + adaptiv billedfrekvens
FreeSync og G-Sync er systemer, der bygger på hvad branchen også kalder adaptiv billedfrekvens. Det betyder kort, at skærmen synkroniserer, i realtid, med det antal billeder per sekund, som grafikkortet kan levere. Dette sikrer optimal bevægelse uden hak. Spil kører nemlig sjældent med en fast billedfrekvens.
På CES blev 2. generation af begge systemer annonceret. Fælles for ’FreeSync 2’ og ’G-Sync HDR’ er at de begge understøtter HDR (High Dynamic Range), som dækker over et udvidet dynamikområde og et større farverum.
AMD fikser samtidig et af de problemer, som plagede FreeSync i første udgave. Nemlig understøttelse af et større spænd af billedfrekvenser. FreeSync har hidtil været begrænset til f.eks. at svinge imellem 40 og 75Hz eller et andet interval. De kalder løsningen LFC (low frame rate compensation).
AMD forklarer ydermere, at FreeSync 2 og eventuelle kompatible PC-skærme kommunikerer intern ift. hvad skærmens billedegenskaber er (maksimal lysstyrke, farverum osv). Det er samme system, som Dolby Vision gør brug af. På PC understøttes udelukkende HDR10-formatet i dag.
Det står ikke klart om G-Sync HDR ligeledes kommunikerer med skærmene, men det forekommer sandsynligt. Nvidia siger, at systemet understøtter HDR10-formatet.

Første HDR-spilskærme & spil
AMD vil samarbejde med Samsung om at lancere de første skærme med FreeSync 2. Nvidia vil samarbejde med Acer og Asus. Du kan læse mere om skærmene fra Acer og Asus her, der også er de første ægte HDR PC-skærme.
To af de første PC-spil, som understøtter HDR, er ’Mass Effect: Andromeda’ og ’Shadow Warrior 2’.
Både FreeSync 2 og G-Sync HDR vil eksistere sideløbende med de ældre systemer. Der vil stadig være masser af PC-skærme uden HDR-evner, som ikke behøver de mere avancerede systemer. Herudover kræves et grafikkort fra nyeste generation.
- Kilde: AMD & Nvidia