Soundbaren med Dolby Atmos blev for nylig sendt på markedet i USA og Samsung benytter nu IFA-messen i Berlin til at sende HW-K950 ud i de europæiske lande. Vil du have Dolby Atmos-lyden hjem i stuen, skal du dog gribe dybt i lommen.
Dolby Atmos soundbar
Dolby Atmos kan opleves i blandt andet biografen, men Dolby ser også gerne Atmos – deres objekt-baserede lydteknologi – gøre indtog i stuerne. Ud over de fulde surroundanlæg, har Dolby allieret sig med producenter, heriblandt Samsung, om at lancere soundbars baseret på teknologien.
Den første fra Samsung hedder HW-K950 og den har to trådløse baghøjttalere og en trådløs subwoofer. Samsung kalder det 5.1.4-kanals lyd. Der lanceres senere en billigere HW-K850 model uden de trådløse baghøjttalere.
- “By combining the HW-K950 soundbar’s surround sound, the premium picture quality of the SUHD TV with Quantum dot display and the latest content available through our Ultra HD Blu-ray player (UBD-K8500), we’re proud to offer our consumers a complete 4K entertainment experience,” sagde Jurack Chae, SVP for Visual Display Business hos Samsung.
Samsung tilføjer, at de i alt 15 indbyggede enheder leverer 500W udgangseffekt. Soundbaren tilsluttes til afspillere via en af to HDMI-indgange og til tv’et via HDMI-udgangen. Ud over at levere filmlyd, kan den også afspille musik via Bluetooth og WiFi.

Vil du have Dolby Atmos i stuen vha. Samsungs soundbar, skal du dog gribe dybt i lommen. Den har en vejledende pris på 1500 Euro og den første danske forhandler har HW-K950 stående til 11.799 kroner. Samsung har ikke sat europæisk pris på den billigere HW-K850, men i USA koster de to til sammenligning hhv. $1500 og $900 dollars.
HW-K950 fremvises på IFA-messen i Berlin, der starter senere på ugen.