Samsung vil tilføje reklamer i brugerfladen på deres “Smart TV” og udsende en opdatering, der skal gøre det muligt på ældre tv-modeller. Det skal hæve indtjeningen hos den koreanske producent, som er presset af særligt nye kinesiske producenter. Det skriver Wall Street Journal.
Reklamer i tv-brugerfladen
Der er ikke tale om reklamer på tv-kanaler - de forbliver der naturligvis - men i stedet om reklamer i tv-brugerfladen, hvorfra brugeren også tilgår apps såsom Netflix, HBO og Viaplay.
Samsung vil vise reklamerne side-om-side med ikonerne på de apps, som du bruger oftest. Producenten rullede programmet ud i USA sidste år og vil nu udvide til Europa over de kommende måneder, lyder det fra kilder, som Wall Street Journal har talt med.
Om denne praksis bliver godkendt i Europa er dog ikke givet på forhånd, noteres det. Udvalgte kunder vil formentlig også reagere negativt. Kunderne har vel og mærke betalt fuld pris for produkterne, som kommer i prisklasser fra nogle få tusinde kroner til over 50.000 kroner.
Reklamerne kan allerede vises på nyere “Smart TV” fra Samsung og ældre tv-skærme vil modtage en softwareopdatering, som skal aktivere reklamerne. Reklamerne vil være interaktive. I et eksempel nævnes en reklame fra Disney, hvor brugeren får en quiz, hvis der trykkes på reklamen.
![Samsung 2016 Tizen Samsung 2016 Tizen](billeder/samsung2016tizen-1.jpg)
Ikke første tilfælde
Det er ikke første gang, at Samsung har eksperimenteret med reklamer på deres tv-skærme. På deres gamle tv-platform blev der vist såkaldte “integrated ads” i et lille felt i app-butikken.
Samsung’s tv-skærme pausede også i en kort overgang brugernes egne videoer lagret på f.eks. netværket eller en USB-harddisk for at indsætte reklamer i afspilningen; en praksis som de dog hurtigt stoppede med igen efter ramaskrig fra ejere.
Samsung er imidlertid ikke de eneste, som viser reklamer i brugerfladen. Panasonic viser også reklamer i brugerfladen på tv-skærme med styresystemet Firefox OS, som blev introduceret sidste år. Da Philips overgik til Android TV-styresystemet sidste år begyndte de at integrere reklamer i tv-guiden.
Samsung sidder på ca. 20% af markedet for tv-skærme og sælger omkring 50 millioner årligt. Deres indtjenening er dog presset af særligt nyere kinesiske producenter.
- Kilde: Wall Street Journal