Loewe lancerer en ny tv-model, der kombinerer elegant design med fleksible placeringsmuligheder. Loewe One kommer i 40 og 55 tommer med en startpris på 8.999 kroner.
Loewe One TV
Loewe One er en ny serie af tv-skærme fra den traditionsrige tyske producent. Skærmene beskrives som ”næsten rammeløs” og højttalerne er skjult på bagsiden, men leverer stadig en ”kraftfuld, balanceret og tredimensionel stereolyd”, ifølge Loewe.
Som altid tilbyder Loewe fleksibilitet i designet. Selve skærmen ser ud som den gør, men den kan placeres på væg, bord, reol eller direkte på gulvet. Det muliggøres af den vifte af beslag- og standløsninger, som Loewe tilbyder. Loewe tror på, at skærmen dermed kan passe ind i nærmest hvilken som helst boligstil.

Loewe One kommer i 40 og 55” og teknisk adskiller de sig ved, at 40” modellen har HD-opløsning (1920x1080 pixels), mens 55” har Ultra HD-opløsning (3840x2160 pixels). En ”Dual Channel”-funktion gør skærmene i stand til at optage et program imens seeren ser noget andet. Det kræver tilslutning af en USB-harddisk. Tuneren gør også kanalskift hurtigere.
Der er integrerede apps i skærmen fra Loewe’s egen tv-platform, der dog ikke byder på mange danske. Loewe mener, at højttalerne i skærmen er god nok til at nyde et godt stykke musik, hvorfor de har allieret sig med Tidal om at indbygge musikstreamingtjenesten som en app. App’en understøtter Tidal’s Hi-Fi-kvalitet. Vha. en såkaldte ”Loewe Feature Upgrade”, der købes særskilt, kan man desuden afspille musik, der ligger på en telefon via Bluetooth.

Specifikationer på Loewe One findes her og du kan finde mere information på loewe.tv.
Loewe One er i de danske butikker nu og koster 8.999 kroner for 40” og 16.999 kr for 55".