Salget af fladskærms-tv er mere end fordoblet i forbindelse med det analoge sluk hos YouSee, melder Elgiganten.
Ikke set siden 2009
Ikke siden 2009, hvor Danmark slukkede for det analoge antenne-net, har Elgiganten oplevet så stærkt salg af fladskærms-tv, bekræfter elektronikkæden i dag.
Stigningen skyldes, at YouSee har slukket for det analoge kabel-tv-net, så man fremover kun kan modtage digitale tv-kanaler hos YouSee, der er Danmarks største tv-udbyder. Det har fået mange danskere til at reagere ved at erstatte ældre tv-skærme i hjemmet med nye digitale modeller.

- ”Man kan roligt sige, at danskerne flokkedes om at købe nye digitale TV. Vi sælger lige nu mere end dobbelt så mange digitale TV, sammenlignet med hvad vi plejer - og på nogle modeller er tallet mere end fire gange så højt” udtaler administrerende direktør i Elgiganten, Peder Stedal.
YouSee slukkede for de analoge tv-kanaler den 9. februar. De estimerede selv, at det ville påvirke 40.000 til 80.000 husstande, men det præcise tal kendes ikke, da man ikke kan aflæse det ud af det analoge signal.
- ”Kunderne vil lige nu gerne vide om TV’et er klar til at vise de digitale kanaler, så der er ingen tvivl om, at salget er eksploderet, fordi YouSee har slukket for det analoge signal. Vi ser især en stor efterspørgsel på SMART-TV, og det gamle TV bliver i stor grad skiftet ud med en endnu større model. Derudover er interessen for digitalbokse også stor, da det er en enkel og prisbillig løsning for kunden. Alle TV på hylderne i Elgiganten og på elgiganten.dk kan vise YouSee´s digitale kanaler” afslutter Peder Stedal.
FlatpanelsDK har en liste med tv-skærme, som vi anbefaler her.