Under CES annoncerede Philips, at der er to nye spiltjenester på vej til deres skærme med Android TV. Philips løftede også en smule af sløret for 2016-programmet, men det fulde program afsløres først senere.
Spiltjenester på Android TV
Philips’ tilstedeværelse i USA er lille, så CES har traditionelt ikke været en stor begivenhed for producenten. Alligevel havde de en smule at fortælle det europæiske publikum. Philips sagde først og fremmest, at Amazon Video-tjenesten snart kommer som app til deres skærme, men tjenesten er ikke officielt lanceret i Norden.

I løbet af første halvår 2016 kommer to spiltjenester til Android TV - og dermed også Philips’ skærme. Der er tale om streamingtjenesterne Gamefly og Gametree TV. Førstnævnte findes allerede på Smart TV fra Samsung og byder på titler såsom Grid, Batman Lego, MotoGP og Dirt. Sidstnævnte fokuserer på familiespil.
I Google Play-butikken tilføjes desuden spil såsom Asphalt 8: Airborne og GT Racing 2 fra Gameloft samt Feed me Oil 2 fra Chillingo.
Philips i 2016
De tidligere annoncerede 8601 og 8901 AmbiLux modelserier bliver en del af 2016-modelprogrammet og distributionen udvides til flere butikker i Danmark i denne måned, siger Philips.

I 2016 kommer der naturligvis også et helt nyt modelprogram bestående af nye 4000, 5000, 6000 og 7000 serier. Philips vil understøtte HDR (high dynamic range) fra 7000-serien, der som regel består af mere end en model. Philips siger, at de i 6000 og 7000-serier vil præsentere 4K-skærme i pænt design udført i ægte materialer og nye paneler. En del modeller i 6000 og 7000-serierne får 3-sidet Ambilight samt kraftfuld to- og tre-dobbelt ”Sound Ring”-højttalerteknologi.
Philips fortsætter naturligvis med Android TV styresystemet i 2016. I år udvides lagerkapaciteten og version 6.0 rulles ud med diverse ydelsesforbedringer og nye funktioner, herunder en hurtigere stemmestyringsfunktion. Android TV vil være at finde fra 5000-serien, der er Full HD-modeller.
I 5000-serien lanceres også en 24” multifunktions-model (5211), som forener en tv-skærme med en Bluetooth-højttaler, hvilket Philips mener, gør fjernsynet ideelt til køkkenet eller soveværelset.
4000-serien vil være Full HD skærme i en række forskellige størrelser.
De nye 4000, 5000, 6000 og 7000 serier lanceres i slutningen af 1. kvartal 2016. Det fulde modelprogram præsenteres i midten af februar.