TV2 Play fortsætter udrulningen på Smart TV og denne gang er turen kommet 2015-modellerne fra Sony og Philips. Der er dog ikke tale om en Android TV app.
TV2 Play på Sony og Philips TV
TV2 Play har over det seneste år tilføjet en række enheder og platforme til listen: herunder Chromecast, LG’s webOS og Samsung’s Tizen.
Nu er udrulningen på Sony og Philips’ 2015-skærme begyndt. App’en rulles ud i faser, så de heldige skulle allerede se den nu, mens andre ejere må vente lidt endnu.
- ”Vores app er ved at blive released til Sony og Phillips 2015-modeller, men dukker ikke op i samme tempo på alle platforme. Så nogle brugere vil endnu ikke se vores app på de Android-baserede modeller,” siger Bo Bergstedt, Product Manager hos TV2 Play, til FlatpanelsDK-

2015-modellerne fra både Sony og Philips kører som bekendt Android TV styresystemet, men den nye app fra TV2 Play er ikke en Android-app. Det skal forstås på den måde, at det er TV2 Play’s normale HTML-app, som også kører på Smart TV fra andre producenter. Sony og Philips ”sideloader” app’en på deres skærme udenom Android-systemet.
Det betyder også, at app’en ikke fungerer på Nexus Player og Nvidia Shield, og at vi derfor stadig har den første danske app til gode på Android TV platformen her lidt over et år efter lanceringen.
Brugerfladen i app’en er opbygget omkring en side-menu, hvorfra man kan vælge live-tv, kanaler, tv-oversigt, programmer, film og børn. Der er også en søgefunktion. Det er muligt at udforske app’en uden at have en bruger, hvis man vil snuse til sagerne.