Acer’s nye 32-tommer XB321HK PC-skærm vil byde på 4K IPS-panel og Nvidia G-Sync teknologi. Det er en del af virksomhedens Predator-serie, der er beregnet til spil.
Acer XB321HK med 4K & G-Sync
Acer har ikke officielt løftet sløret for den nye skærm endnu, men den kan findes på flere af producentens regionale hjemmesider. Den bedste nyhed er vel nok, at monitor-producenterne endelig ser ud til at opgive de inferiøre TN LCD-paneler.
I stedet bruger Acer XB321HK et IPS LCD-panel med 4K-opløsning (3840x2160). IPS-panelet har de sædvanlige specifikationer såsom sRGB-farver, et lavt kontrastforhold på 1000:1 og brede betragtningsvinkler, men billedkvaliteten er alligevel et synligt løft over TN-paneltyper. Det store format på 32-tommer giver også høj detaljegrad sammen med 4K-opløsning. Acer har integreret Nvidia G-Sync, der sørger for, at skærmens opdateringshastighed er den samme som grafikkortets til enhver tid. Dermed forhindres hak i billedet.

Den dårlige nyhed er, at skærmen har en maksimal opdateringshastighed på 60 Hz. De fleste PC-maskiner har nok svært ved at holde spil stabilt i 60fps, når der samtidig køres 4K-opløsning, men ikke desto mindre har mange andre spilskærme langt højere opdateringsfrekvens. Nvidia G-Sync understøtter variable opdateringshastigheder imellem 30 og 60 Hz.
Skærmen kan tilsluttes til en PC via HDMI eller DisplayPort 1.2, men G-Sync fungerer kun med DisplayPort. Foden har vippe, dreje, højde og pivot-justering.
I og med at Acer ikke officielt har præsenteret XB321HK kender vi heller ikke pris eller lanceringsdato endnu.
- Kilde: PCmonitors.info