Samsung opkøbte i 2013 Boxee og holdet bag har sidenhen arbejdet på projekt PX (Perfect Experience), der skulle erstatte den traditionelle fjernbetjening med en tablet. Det bliver dog ikke til noget alligevel for Samsung har valgt at droppe planerne, ifølge Variety.
Boxee er officielt død
Du husker måske firmaet Boxee bedst for deres skæve sorte boks, der kunne tilsluttes tv-skærme. Selskabet kom i økonomiske problemer i 2013, hvorefter Samsung valgte at opkøbe dem for 170 millioner. Over de seneste to år har holdet angiveligt arbejdet på ”projekt PX”.
Ifølge mediet Variety’s oplysninger havde Samsung store planer med opkøbet. Cirka 40 ansatte rykkede med over til Samsung efter opkøbet og yderligere 60 blev tilføjet fra andre afdelinger og opkøb af mindre virksomheder. Planen var at bygge fremtidens fjernbetjening, der skulle bygges op omkring en tablet med berøringsskærm.

Fra skærmen kunne man styre hele tv-oplevelsen, inklusiv kanaler og streaming. Der var tale om en tablet med apps i traditionel forstand, men i stedet en tablet, der altid lå på sofabordet og hvis eneste formål var at styre tv-skærmen. Det var meningen, at denne tablet skulle følge med i kassen, når man købte en af Samsung’s 2015 high-end tv-skærme.
- “Det var et meget dristigt initiativ,” siger en kilde til Variety. En anden kilde siger, at projektet var ”stærkt kontroversielt” på ledelsesgangen i virksomheden. Flere ledere hos Samsung var angiveligt meget skeptiske overfor det hemmelige projekt, der blev udviklet fra et kontor i New York uden at Samsung’s tv-afdeling i Korea var blevet orienteret.
Det færdige produkt ser dog aldrig dagens lys. Samsung har valgt at droppe planerne og har afskediget en stor del af holdet, inklusiv den tidligere direktør for Boxee. En af grundene var angiveligt, at indholdspartnere ikke ville lege med og overlade styring af brugerfladen til Samsung. Udbydere af streamingtjenester ser hellere, at du går direkte ind i deres egen app.
Rapporten giver således svar på hvorfor Samsung opkøbte Boxee. Bestræbelserne var dog forgæves og forhåbningerne om at holdet kunne bidrage med noget til Samsung’s Smart TV ser ud til at være slukkede.
- Kilde: Variety