Asus har afsløret deres kommende PC-skærme på Computex 2015. Der er en 34-tommer buet skærm samt to modeller med 144Hz IPS-paneler på programmet. Alle tre har Nvidia G-Sync-teknologi. Der blev også fremvist to skærme med FreeSync-teknologi samt en 4K-skærm til produktion af grafik, foto og video.
Asus løfter sløret for 2015-skærmene
Asus kalder den "ROG Curved" og det er tale om en stor 34-tommer buet skærm med opløsning på 3440x1440 pixels. Det ekstremt brede 21:9-format giver en fantastisk oplevelse i spil, der understøtter det, men kan også være nyttig til kontorbrug. PG34Q understøtter desuden Nvidia G-sync i op til 60 Hz og kan tilsluttes til en PC via DisplayPort eller HDMI.

På innovationsfronten ser man lige nu de største fremskridt indenfor gamerskærme. Det demonstrerer de to nye 27-tommer PG27AQ og PG279Q skærme på fornem vis ved at tage springet til 144Hz, samtidig med, at de bruger IPS-paneler. Skærmene har også Nvidia G-sync, der sørger for skærmens frekvens altid matcher med antallet af billeder per sekund i indholdet. Så kan du f.eks. kun køre spillet i 80fps, så kører skærmen også i 80Hz. PG27AQ har en opløsning på 3840x2160 pixels mens PG279Q har 2560x1440 pixels.
Til AMD-folket kunne Asus præsentere to modeller i MG-serien af skærme; 27-tommer MG279Q og MG278Q. Disse leverer også 144Hz og har begge en opløsning på 2560x1440 pixels. MG278Q har et TN-panel med en 1 ms responstid og MG279Q bruger et bedre IPS-panel. Begge har AMD FreeSync, der er AMD’s version af et ”adaptiv frame rate”-system, altså alternativet til Nvidia G-Sync. Der er igen tale om gamer-skærme, som i øvrigt fremhæves som flimmerfrie.
Ny 4K-skærm til grafik, foto & video
Endelig afslørede Asus deres ProArt PA329Q, der henvender sig til professionelle brugere indenfor video, foto, grafik og anden indholdsproduktion. Det er en 32-tommer skærm med en IPS-panel, 4K-opløsning og fuld understøttelse af AdobeRGB-farverummet, der indeholder flere farver end sRGB på normale skærme. Skærmen kan også indstilles til DCI P3 og sRGB og panelet leverer farver i 10-bit (med en intern 16-bit LUT).

Asus har endda integreret en Rec.2020-billedprofil, men det skal bemærkes at panelet ikke kan gengive det fulde Rec.2020-farverum, der indeholder langt flere af de farver som det menneskelige øje kan se, end alle de andre farverum. Skærmen kan tilsluttes en PC eller Mac via DisplayPort 1.2, HDMI 2.0, HDMI 1.4 (2x) eller mini DisplayPort. Der er også fire USB 3.0 porte.
Der blev hverken sat dato eller priser på de nye skærme.