På CES 2015 annoncerede Samsung deres seneste tv-skærme kaldet S’UHD, der "tager billedkvalitet til det næste niveau." S’UHD er Samsungs variant af quantum dot LCD-TV.
S’UHD er en quantum dot tv
Samsung kan endnu ikke masseproducere OLED-skærme, så de forsøger at holde snor i rivalen LG ved at satse på quantum dot-teknologi i LCD-TV - noget som Sony har gjort i to år nu. Samsung’s plan B kaldes S'UHD, hvor man forsøger at booste billedet i andre områder ved at bruge local dimming.

Samsung siger, at deres S’UHD skærme har "rige farver, der er bedre end OLED”, baseret på et bredere farverum end det som bruges på HD og Ultra HD skærme i dag. Farverummet er omkring 90 % af DCI. Skærmene har 2,5 gange højere lysstyrke ift. traditionelle LCD-skærme og de kan gengive HDR (high dynamic range) indhold. For at drage fordel af det bredere farverum skal filmen eller tv-serien dog også være skabt i samme farverum, hvilket endnu ikke er udbredt.
Netflix taler om at udvide farverummet på noget af deres indhold og UHD Blu-ray-formatet vil understøtte farverum helt op til Rec.2020, der er væsentlig bredere end hvad du ser i biograferne.
Så hvad står S egentlig for? Samsung gav nogle eksempler under pressekonferencen, bl.a. Smart (fordi Tizen), Stylish (fordi buet), Superb (fordi opløsning) og Spectacular (fordi quantum dot). Samsung vil desuden markedsføre skærmene som “Seductive" - altså forførende.
Samsung har endnu ikke annonceret modelnavne og specifikationer på alle de nye S'UHD TV, men vi ved, at Samsung lancerer tre serier kaldet JS9500 (buet), JS9000 (flad) og JS8500 (buet) i 48 til 88 tommer til foråret. Om alle tre kommer til Danmark er endnu uklart.