Netflix-effekten ses tydeligt på det danske tv-marked her 2 år efter ankomsten. Hvad branchen tidligere kiggede lidt skævt til, tager de nu til sig. DR er den seneste til at frigive alle afsnit i en tv-serie på nettet før de vises på tv-kanalerne.
DR følger Netflix's eksempel
Anden sæson af tv-serien Bankerot skal vises hver søndag på DR2, men allerede nu kan du se samtlige afsnit via streaming på DR TV. Det markerer dermed også en milepæl for DR, der ellers hidtil har brugt tv-kanalerne som den primære rute til danskernes stuer.
Det er første gang, at DR lægger en hel sæson online. Det var Netflix der i sin tid forsøgte sig med modellen da de begyndte at producere egne tv-serier. Netflix vidste på baggrund af brugsmønstre, at seere foretræk at se mange afsnit i træk – noget som sidenhen er blevet døbt ”binge watching”. Næste skridt for Netflix bliver at gøre film tilgængelige online samtidig med biografpremieren.

- ”Derfor forsøger vi os med forskellige måder at præsentere indholdet på for at få erfaringer med, hvordan brugerne tager imod det. Tilbuddet om forpremiere på alle afsnit af ’Bankerot’, inden den sendes på DR2, er et sådant forsøg, og vi er spændte på, hvordan brugerne tager imod det. Og så er det også en julegave til brugerne af DR TV, som får en fantastisk serie til juledagene.” lyder det fra Michael Arreboe fra DR Presse.
TV2 forsøgte sig for nylig med samme model med anden sæson af Tomgang, hvor alle afsnit blev frigivet samtidig på TV 2 Play. Det har været en fantastisk succes, melder TV 2.
- ”På Play gik det fantastisk godt. Indtil videre ligger vi på 800.000 visninger af ’Tomgang’ på Play, så det er vi meget på toppen over. Vi håber, at vi kommer op og rammer en million”, udtaler Sune Roland, kanalchef for TV 2 Play til DR.
Hele Bankerot sæson 2 kan ses online på DR TV nu via Smart TV (med HbbTV), PC/Mac, mobil og tablet. Til sommer udvides DR TV til PlayStation 3 og 4.
- Kilde: DR