Apple’s produkter er ofte prissat i premium-segmentet, men LG’s første 4K Cinema-skærm koster knap det samme som den nye 5K Retina iMac. 31MU97 skærmen har dog to forcer i forhold til iMac’en. Den ene er fuld gengivelse af AdobeRGB-farverummet.
Opdatering: Prisen er allerede sænket betydeligt i forhold til den vejledende pris, som LG meldte ud globalt. Skærmen fås til omkring 1400 USD i USA. Den danske pris kendes endnu ikke.
Men har AdobeRGB & 10-bit
LG nævnte første gang deres nye 31-tommer 31MU97 tilbage i august og her er den så. Skærmen har en ”4K Cinema”-opløsning, hvilket betyder 4096x2160 pixels. Den er rettet mod professionelle videofolk og fotografer.

LG-skærmen har godt nok betydeligt færre pixels med i alt 8.847.360 sammenlignet med 14.745.600 på den nye 5K iMac, men til gengæld kan den gengive 99,5 % af det langt større AdobeRGB-farverum samt 97 % af DCI-P3-farverummet, der anvendes af biografprojektorer. Det gør den også et oplagt redskab til videoproduktion. Herudover tilbyder den 10-bit farver i et 60 Hz IPS-panel. LG siger, at den desuden er Mac-kompatibel pga. en Thunderbolt-port.
- “This monitor’s high-end features and functions make it the perfect solution for professionals who require a top-of-the-line monitor with all the technology currently available,” siger LG.
Skærmens design er ganske anonymt med en sort plastikramme. Foden gider dog en række ergonomiske indstillingsmuligheder, herunder højdejustering.
LG 31MU97 sættes i handlen i USA, Sydkorea, Tyskland, Australien og England i denne uge, efterfulgt af Holland, Spanien, Polen og Japan i november. En dansk lancering er endnu ikke bekræftet. Den står lige nu til omkring $2200 US dollars. Apple’s 5K iMac starter til sammenligning på $2500.