TV2 Play følger i fodsporene på Netflix. De giver nu alle afsnit i en ny sæson af en tv-serie premiere på TV2 Play før tv-kanalerne. Det er et led i en større satsning på streaming, som også skal bringe TV2 Play ud på nye platforme såsom Smart TV med ny teknik.
Først på streaming, derefter tv-kanal
TV2 Play har hidtil spillet andenviolin til TV2-kanalerne, men rækkefølgen på indholdet kan måske tippe over til streamingtjenestens fordel i fremtiden. Som led i en stor ny indholdsstrategi hos TV2, vil man for første gang lægge samtlige afsnit i den nye sæson af tv-serien Tomgang online til streaming, samtidig med, at første afsnit sendes på tv-kanalen. Det sker 13. oktober.
- ”Vi satser stort på det populære danske indhold på TV 2 PLAY, og nu prøver vi for første gang at lægge en ny, dansk fiktionsserie ud på PLAY, inden den er sendt på tv. Vi er meget spændte på, hvordan seerne vil tage imod vores tilbud, og vi vil i den kommende tid prøve lignende nye tiltag af på PLAY, i forbindelse med at vi investerer yderligere i vores tv-tjeneste” siger Sune Roland, der er kanalchef TV 2 PLAY og nichekanaler.

Modellen har været en stor succes hos Netflix, på trods af skepsis i branchen, og fænomenet med at se en hel sæson i streg kaldes populært ”binge-watching”. Og selvom satsningen næppe er på niveau med Netflix’s satsning, så vidner det om nye vinde i tv-branchen. Hvis tv-kanalerne ikke længere viser tv-serier først, vil folk så stadig blive hængende?
TV2 fortæller desuden, at de fire amerikanske serier; Californication, The Good Wife, Under The Dome og Elementary netop er tilføjet. De nyeste sæsoner af Californication og Under The Dome får også premiere på TV2 Play før de danske tv-kanaler.
TV2 er meget bevidste om, at danskernes tv-vaner ændrer sig i disse dage, siger man. Folk ser tv på andre måder og andre steder, og det vil man imødekomme. TV2 Play har for nylig ansat den tidligere landechef for Viaplay, Bo Bergstedt, som produktchef. Han skal bidrage til at realisere idéerne.
TV2 fortalte også tidligere på året FlatpanelsDK, at de er på vej ud på blandt andet Smart TV og andre produkter via nye apps. Lanceringen er blevet skubbet lidt, men nærmer sig. Samtidig introduceres en ny brugeroplevelse og nye muligheder såsom offline-funktioner.
- ”TV 2 PLAY skal fortsat være førende på det danske indhold – især på fiktion, sport og comedy,” slutter Sune.