På mobilmessen MWC 2014 i Barcelona blev der afsløret nye mobiler i lange baner, men der var også første tegn på en stor ny trend. De bøjelige OLED-skærme vil muliggøre helt nye typer af produkter, med Samsung Gear Fit og Huawei Talkband som tidlige indikatorer.
OLED som grundsten
Der sidder efterhånden en skærm i næsten alle vores enheder. Billedrør og plasma teknologierne har været forbeholdt tv-skærme, men LCD-teknologien har muliggjort alt lige fra bærbare computere til smartphones og tablets. OLED er næste skridt. De papirtynde skærme, som kan bøjes, vil muliggøre en helt ny type produkter.

Huawei TalkBand til venstre og Samsung Gear Fit til højre
Selvom hverken Samsung eller Huawei’s produkter er fuldkomne, demonstrerer de alligevel, at der er store perspektiver i OLED-teknologien kombineret med f.eks. sensorer og bluetooth. Skærmene i begge produkter er bøjelige og er monteret i en let kurve. Potentielt kunne de sagtens bøjes mere, men det kræver, at andre komponenter såsom batteri også bliver bøjelige. Bøjelige OLED-skærme er skabt på et plastikunderlag, hvilket også gør dem modstandsdygtige overfor slag.

Den bøjelige OLED-skærm inde i LGs G Flex telefon
Dette er første skridt i hvad der ser ud til at blive en stor trend med ”wearable devices” – armbånd er kun et lille element heraf. På sigt er det ikke svært at forestille sig, hvordan det kan påvirke formfaktoren på tablets, smartphones og andre typer mobile produkter, som slet ikke findes i dag. LG har også lanceret en mobil med en bøjelig OLED-skærm.
Det er LG og Samsung som går forrest indenfor udviklingen af de bøjelige skærme. Samsung’s bøjelige OLED-skærme går under navnet YOUM og det er dem som bruges i deres egne produkter. LG og Samsung har en mindre produktion af skærmene lige nu, som udvides markant senere i 2014 og i 2015.
Huawei’s Talkband skal sælges fra marts til $99. Samsungs Gear Fit kommer til april, men prisen kendes ikke.