LG har afsløret en række nye skærme, herunder en 31-tommer IPS-skærm med 4096x2160 pixels og Thunderbolt 2 stik, samt to 29 og 34-tommer 21:9-formats skærme. Alle de nye modeller vil blive vist frem på CES 2014.
LGs nye UM95, UM65, UB65 & U95-serier
LGs nye PC-skærme er interessante på flere niveauer. Den første bliver præsenteret som en ”ægte 4K” 31-tommer skærm. Den har en opløsning på 4096x2160 pixels, hvilket typisk er det som biografer kalder 4K – også kaldet DCI 4K.
Skærmen kaldes 31MU95 Color Prime og er rettet mod professionelt arbejde med film og fotografering. LG praler også med Thunderbolt 2 porte samt 99 % AdobeRGB-understøttelse. Den er kalibreret fra fabrikken, så farvegengivelsen på IPS-panelet er på ”professionelt niveau”.
LGs nye ultrabrede UM95 og UM65 skærme
LG har også afsløret to af de ekstra brede 21:9-skærme i en ny UM95-serie. 34 og 29-tommer skærmene har begge en opløsning på 3440x1440 pixels, 99 % sRGB-understøttelse og IPS-paneler. De to modeller kan også prale med Thunderbolt 2, DisplayPort 1.2 og HDMI-stik og et metalfinish-design. LG siger, at de er rettet mod spil og filmentusiaster, såvel som grafisk redigering. Flere skærme kan i øvrigt serieforbindes og er kompatible med Apple Mac, siger LG.
LGs nye ultrabrede UM95 og UM65 skærme
LGs UM65-skærme anvender også 21:9-formatet, IPS-paneler samt HDMI og DisplayPort, men kommer med et mindre prisskilt. De vil blive tilgængelige i 25, 29 og 34 tommer. Endelig vil LG lancere UB65, som er 21:9-formats skærme til kontorer.
Alle de nye skærme fra LG vil blive fremvist for første gang på CES 2014 i Las Vegas. FlatpanelsDK er i Las Vegas og dækker CES på nærmest hold.