YouSee har udsendt en lille sommerupdate omkring deres udviklingsplaner for YouBio såvel som hvad der er sket i de seneste par måneder. YouBio er bl.a. på vej med nyt design, et børneunivers og filmtrailers.
Seneste nyt omkring YouBio
Efter det massive indtog af streamingtjenester i slutningen af 2012 og starten af 2013 har der været lidt stille henover foråret og sommeren på trods af, at der stadig er mange hængepartier.
YouSee fortæller nu om, hvad der er nyt og hvad der kommer på YouBio. Først og fremmest fortæller de, at YouBio-app’en til Samsungs Smart TV endnu en gang er blevet forsinket. Den var sendt til godkendte i slutningen af juni, men der var stadig fejl. De håber nu på at have den klar efter sommerferien.

YouBio findes til LGs Smart TV, men app’en til Samsung har været forsinket. Ny deadline er efter sommerferien
Herudover er der trailers på vej på ”et udvalg af nye film”. Det kommer i løbet af 3. kvartal sammen med mærkning af, hvilke film og tv-serier der er i HD. YouBio.dk hjemmesiden har fået nyt design og designet kommer også til YouBio-apps på iOS og Android. Der bliver bl.a. nemmere at navigere i serier, sæsoner og afsnit. YouBio tilføjede også for nylig begrænset Airplay i form af Airplay Mirroring. Der lægges ikke op til at ægte Airplay kommer.
Derudover nævnes det, at Facebook Connect tilføjes efter sommeren. Dermed bliver det muligt at dele og modtage anbefalinger fra dine venners YouBio – hvis du har lyst naturligvis. YouBio fortsætter og siger, at der fra august kommer anbefalinger på film og tv-serier indenfor forskellige genrer fra YouBio-redaktionen og at der kommer et børneunivers på YouBio i slutningen af året. Universet bliver lukket med en kode, så børnene ikke kan hoppe ud til de rigtige film og tv-serier.
Endelig fortæller YouBio, at de stadig arbejder på, at det samme indhold er tilgængelig på alle platforme. Det forventes på plads til september. Til sidst kommenteres der på nye apps, men der er nogle byggesten som skal falde på plads, såsom smooth streaming, før der kan åbnes op for Xbox, PlayStation og flere Smart TV. Der gives ingen tidsramme.
Du kan prøve YouBio gratis måneden ud her.
- Kilde: YouSee