I den seneste runde af rygter, hører vi, at Google arbejder på en dedikeret spilkonsol til tv-skærmen. Wall Street Journal hævder også, at Google arbejder på en ny version af streamingproduktet Nexus Q.
Google arbejder på spilkonsol - rygte
Wall Street Journal fortæller i en længere artikel, at Google pt. arbejder på at udvikle tre nye produkter: et armbåndsur, en spilkonsol og en ny version af Nexus Q. Alle tre vil være baseret på Android-styresystemet.
Spil til Android og Apples iOS bliver stadig mere sofistikerede og vi har for nylig set, hvordan tidligere konsolspil tager hoppet videre til de mobile enheder, som har fået regnekræft nok (seneste eksempel er det danske spil Limbo). Google håber på at kunne bygge videre på dette og udvikle en spilkonsol til stue-tv’et. WSJ siger, at Googles bestræbelser delvist er motiverede af forventningen om, at Apple TV vil kunne fungere som en spilkonsol på et tidspunkt.
Google har ikke haft succes med deres Google TV-satsning. Blandt de store tv-producenter er kun LG med på vognen. Nu arbejder Google i stedet på en spilkonsol
Googles forvirrende tv-satsninger
Med en spilkonsol og en ny Nexus Q på vej, kan det være svært at blive klog på Googles vision og strategi for tv-markedet. Google synes til at være i en tilstand af forvirring omkring tv-satsningerne.
Google lancerede for nogle år siden Google TV-projektet, som dog ikke har været en succes på trods af flere opdateringer. Tv-producenterne har været tilbageholdne med at hoppe på Google TV-vognen – på trods af løfter om det modsatte.
Senere lancerede Google deres Nexus Q mediestreaming-boks, som dog blev droppet før den overhovedet landede på markedet. Gennem 2012 og 2013 er vi også begyndt at se flere og flere Android-sticks, som minder om små USB-nøgler, der kan sættes direkte i tv-skærmen og give adgang til Android-apps.
WSJ siger, at mindst ét af de tre produkter vil blive frigivet til efteråret.
- Kilde: WSJ