Selvom videostreaming først lige for alvor er skudt i gang, så har streaming allerede overhalet fil-deling, som største internet trafikkilde på internettet. Udviklingen kommer næsten præcis et år efter det skete i USA og er drevet af både musik og video. Det fortæller YouSee.
Streaming nu største trafikkilde på internettet
Streaming er i den grad ved at få fodfæste i Danmark. Danskerne streamer nu både musik og film til deres tv-skærme, smartphones og tablets. Henover sommeren har streaming overhalet fil-deling, målt på internetrafik.
YouSee har opgjort internettets trafikkilder, og du kan se resultatet herunder.

Streaming overhaler nu fildeling, som internettrafikkilde
- ”Udviklingen er kommet ret præcist et år efter USA, hvor streaming sidste år fortrængte fildeling som dominerede trafik-type. Og ligesom dér må vi herhjemme forvente, at streaming-andelen vil vokse yderligere i takt med at flere og flere dropper DVD’en og begynder at leje film og serier på nettet”, siger Udviklingsdirektør Anders Blauenfeldt, YouSee.
YouSee slår samtidig et slag for deres egen struktur for internetforbindelser, hvor kunderne får langt hurtigere download-hastighed end upload-hastighed.
- ”Jo større andel streaming udgør, des mere skæv bliver bredbåndstrafikken. Gabet mellem up- og download vokser, også hos den enkelte kunde. Man får simpelthen mere brug for download- end uploadhastighed, og det er faktisk det stik modsatte af, hvad mange har forventet tidligere,” siger Anders Blauenfeldt.
Netflix har allerede lanceret deres streamingtjeneste, men HBO og YouSees egen streamingtjeneste YouBio er stadig på vej. Til den tid vil streaming formentlig tage en endnu større andel.
YouSee afslutter med at sige, at de har iværksat et stort udbygningsprojekt, som skal øge kapaciteten i forbindelse med lanceringen af YouBio. YouSee forventer at investere et tocifret millionbeløb alene i løbet af efteråret.
Fakta om undersøgelse: YouSee har ca. 400.000 kunder, som lægger til grund for undersøgelsen. Den samlede streamingtrafik udgår nu ca. 38 pct. Fildeling er på kort tid faldet til lidt over 30 pct. efter tidligere knap 50 pct.