Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonYouSees planer for HDTV i 2012 - og fremtiden - FlatpanelsDK

YouSees planer for HDTV i 2012 - og fremtiden

14 Dec 2011 | Rasmus Larsen |

YouSee afholdte i går et møde omkring HDTV, billedkvalitet, teknik og de fremtidige udsigter. FlatpanelsDK deltog, sammen med en masse nysgerrige private brugere, på præsentationen, hvor vi også fik mulighed for at se YouSees nye HD-encodere, der er med til at skabe det billede, som ses på fladskærmen hjemme i stuen.

HDTV hos YouSee

YouSee er begyndt at lægge mere fokus på HDTV og gennem de seneste par år, er HD-kanalerne flyttet ind i kanalpakkerne, frem for at fungere som ekstrapakker. YouSee vil fortsætte den trend, og i 2012 forventer YouSee, at i alt 20 HD-kanaler (10 i 2011) vil findes i Fuldpakken. 2015 kan meget vel blive året, hvor hele fuldpakken leveres i HD – måske endda før. Ud over fuldpakkens HD-udvidelse, kommer ESPN America HD og History Channel HD til i HD-pakken i 2012. Herudover vil billedkvaliteten på web-Tv bliver hævet i 2012 og så arbejder YouSee på interessante Smart TV funktioner. Til gengæld har YouSee ingen konkrete planer om at skifte til DVB-C2 standarden. YouSee fortsætter med at levere Tv-kanaler i normal SD-opløsning samt analoge Tv-kanaler, der stadig i høj grad bruges blandt kunderne – ikke mindst på det sekundære Tv i soveværelset eller kontoret. Der skal dels tages hensyn til ældre Tv-skærme, men også ældre Tv-bokse ude i hjemmene, som ikke kan håndtere mpeg4, der bruges til HD-kanalerne. Der blev stillet en del brugerspørgsmål i forbindelse med arrangementet og herunder gennemgår vi nogen af de emner der blev vendt.

HD-encodere og billedkvalitet

YouSee udskifter deres HD-encodere ud netop nu og fra 1. april har YouSee lavet en komplet udskiftning. En encoder er den boks, som komprimerer Tv-signalet før det sendes ud via kablerne til kunderne. Målet er, at YouSee vil levere samme HD-billedkvalitet med de nye encodere, men denne billedkvalitet kan opnås ved lavere bitrate – altså færre megabit per sekund. Dermed kan der blive plads til flere HD-kanaler i nettet i takt med, at flere Tv-kanaler leveres i den højere opløsning.

Opstilling af YouSees styreenheder, computere og encodere
Opstilling af YouSees styreenheder, computere og encodere, billede: Recordere.dk

YouSee har dog allerede lavet tests af de nye encodere og sænkede for nylig DR HD fra en bitrate på cirka 11-12 mb/s til lige over 6 mb/s i forbindelse med skift fra gammel til ny encoder. Det affødte en del debat (på siden recordere.dk), fordi seerne oplevede en synlig forringelse af billedkvaliteten. DR HD er nu hævet igen til det oprindelige niveau på de gamle encodere, men planen er fortsat, at der skal skiftes over til de nye encodere før 1. april 2012 – dog ved højere bitrate.

Tre 64-tommer Samsung plasma-TV
Tre 64-tommer Samsung plasma-TV, billede: Recordere.dk

YouSee havde arrangeret en opstilling med tre 64” Samsung plasma-TV, der kørte hhv.: 1. TV - Oprindeligt signal direkte fra Tv-stationen 2. TV - 11 Mb/s komprimeret signal med gammel encoder (som DR HD kører på nu) 3. TV – 6 Mb/s (samt 8 Mb/s senere) komprimeret signal med ny encoder (som DR HD kørte på i kort tid ved 6 Mb/s) Herved var der lagt op til kiggetests, hvor YouSee ind i mellem også lagde støj ind og omkring billedet for at se, om de to forskellige encodere kunne presses i knæ. Den generelle holdning syntes at være, at den nye encoder håndterede forskellige aspekter klart bedre, men på de 6 Mb/s manglede der også detaljer i HD-billeder – specielt ved close-up billeder. Det blev betydeligt bedre, da YouSee skruede den nye encoder op til 8 Mb/s, og her blev den nye encoder (i 8 Mb/s) foretrukket over den gamle (i 11 Mb/s). Med den nye encoder på 6 Mb/s og den gamle på 11 Mb/s var den gamle dog at foretrække.

Tre 64-tommer Samsung plasma-TV
YouSee imiterer nu støj i billedet for at bringe encoderne i knæ, billede: Recordere.dk

YouSee har derfor besluttet, at samtlige HD-kanaler i deres net skal over på den nye encoder. Målet er at benytte en bitrate på 9 Mb/s (heri ligger også lyd, undertekster og kanal-data) for samtlige HD-kanaler, og transformationen sker løbende frem til 1. april. Beslutningen er taget af flere hensyn, blandt andet ønsket om at kunne levere stadig flere kanaler i HD-opløsning på et kabel-Tv net, hvor båndbredden ikke er ubegrænset. Herunder kan ses, hvordan bitraten for YouSees HD-kanaler fordeler sig i dag.

Bitrate på YouSees HD-kanaler netop nu
Bitrate på YouSees HD-kanaler netop nu

NY HD-boks

YouSee har flere bokse ude hos forbrugerne, blandt andet en ældre Sagem, der ikke tager HD-signaler samt den nyere Samsung HD-boks, der i dag understøtter filmudlejning, Start forfra og meget andet. I slutningen af 2012 (forhåbentlig) vil YouSee lancere en helt ny boks – igen fra Samsung. Boksen vil muliggøre nogle nye funktioner, som YouSee ikke kan afsløre på nuværende tidspunkt. YouSee lover dog både hurtigere navigering, færre fejl, hurtigere processor og et lavere strømforbrug. Der blev ikke vist billeder af boksen. Der er endnu ikke sat konkret dato på lanceringen, og YouSee vil hellere udskyde den fremfor at sende den for tidligt på markedet. Der er herudover planlagt 2-3 opdateringer til den nuværende Samsung HD-boks.

Web-Tv og Smart TV

Udviklingen indenfor Web-Tv og Smart TV er bestemt ikke gået YouSees næse forbi. YouSee tilbyder allerede Web-Tv på de fleste platforme og de lancerede tidligere på året Cinema-filmudlejning i Samsungs Smart TV. På mødet blev også drøftet YouSees planer på disse områder, og YouSee nævnte, at der i 2012 bliver skruet op for billedkvaliteten på Web-Tv udsendelser. I dag ligger bitraten på omkring 1 Mb/s, men der rammer et sted mellem 2 og 2,5 Mb/s i 2012.

YouSee App i Samsung Tv
YouSee arbejder på Start Forfra i Smart TV

YouSee talte også om Smart TV og udsigterne til at få bedre Smart TV løsninger, samt at få start-forfra og andet interaktivt indhold ind i Smart TV – ligesom det i dag findes i YouSees HD-boks. YouSee fortalte, at man ”ikke er så langt fra en løsning”, men at den største hovedpine lige nu, er producenternes mange forskellige Smart TV platforme. YouSee håber dog på at kunne lancere noget i 2012. Tak til YouSee for et fint arrangement og en rigtig fin opstilling med sammenligningsgrundlag. Spørgsmål kan stilles nedenfor.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

LGs 2024 OLED TV nu i handlen i Danmark

14 Jun 2024 |

Hisense tilslutter sig igen 8K-alliancen

14 Jun 2024 |

Der hamstres storskærme før en stor sportssommer

13 Jun 2024 |

Første 8K 3D-kamera til Apples Immersive Video-format afsløret

13 Jun 2024 |

Streamingtjenesten Max har nu tv-kanaler inkl. Kanal 5

12 Jun 2024 |

Ingen danske biografer kan vise 'Inderst inde 2' som Pixar ønsker

12 Jun 2024 |