LG har store planer om at promovere deres Cinema 3DTV med de billige polariserede 3D-briller i 2011. Og nu har LG bekræftet, at deres topmodeller kaldet Nano Tv også får Cinema 3D i stedet for aktiv 3D-teknologi. LGs Nano Tv lander på markedet i august 2011.
LG Nano-tv med Cinema 3D
På CES-udstillingen i Las Vegas i januar 2011 annoncerede LG deres Nano fladskærme, der vha. en nano-film giver ultra-slanke fladskærme med fuld local dimming og derfor fantastisk billedkvalitet. På CES-udstillingen meldte LG også, at deres fladskærme med Nano-teknologi vil få aktiv 3D-teknologi med de dyre 3D-briller.

LG Nano LW770W
Men siden da har LG kæmpet for at skubbe gang i deres nye Cinema 3D-teknologi, der udnytter de ekstremt billige polariserede 3D-briller, som du kender fra biograferne. LG har derfor besluttet, at deres Nano topmodeller skal bygge på Cinema 3D fremfor aktiv 3D-teknologi, der ellers dominerer 3D-fladskærme i dag.
Det vil først og fremmest betyde, at LW770W og LW950W skifter navn. Sidstnævnte er bekræftet til at hedde LW980W. Modellerne vil dog forsat have Nano local dimming, Smart TV og Wi-Fi.

LGs Nano-teknologi skaber ekstremt tynde Tv
Cinema 3D fungerer vha. et filter, der sender polariseret lys til billige polariserede 3D-briller. Ved at anvende denne metode, kan man undgå både flimmer og hovedpine ved 3D. Polariserede 3D-briller kræver heller ikke batterier og koster typisk 5-30 kroner. Hvis du vil vide mere om Cinema 3D så se vores LW650W anmeldelse her.
LGs Nano fladskærme er de slankeste LED-modeller med local dimming der er annonceret hidtil. LG vil lancere deres Nano fladskærme i august i Europa og USA. Læs mere om LGs 2011 TVs her og lær mere om Nano-teknologien her.