Samsung har et spændende udvalg af nye Tv på programmet for dette års IFA messe i Tyskland. Vi har fået et smugkig på, hvad der venter sig af præsentationer.
Vi har tidligere beskrevet en M92 serie, som går ind og fungerer som en efterfølger til M8 serien. Sammen med den nye M92 serie, vil Samsung dog også præsentere en ny F9 og en F8 serie. Vi kigger her lidt nærmere på, hvad man kan forvente sig af F9 serien, og tager et kig på F8 serien en af de kommende dage.
F9 serien er nok en af Samsungs største nyheder i 2007. Det er deres nye high-end LCD serie, hvor man endnu en gang forsøger sig med LEDs som baggrundsbelysning – og denne gang med fokus på det såkaldte local dimming.
Local dimming er en teknologi, som har været flere år undervejs og som mange har ventet spændt på. Vi har tidligere set den præsenteret fra Samsungs side, men med F9 serien er det første gang man lancerer teknologien i et kommercielt produkt.
Selve teknologien består i en ny type kontrol af backlight. Hvor man tidligere har benyttet dynamiske kontrastfunktioner til at styre lyset overordnet på skærmens panel, og f.eks. sænket lyset i mørke scener, gør man nu brug af de nye muligheder der ligger i LED – diode – teknologien.
Det tillader, at man kan dele skærmen op i domæner, og f.eks. styre højre side separat fra venstre side. Det betyder også, at man kan sænke lysstyrken i venstre side af et billede uden nødvendigvis at sænke lysstyrken i højre side. Fordelen ligger i, at man således kan forbedre gengivelsen i de mørke dele af billedet, mens man stadig kan lade lysstyrken forblive uændret i de lyse dele af billedet.
I sidste ende kan det betyder bedre kontrast og dybere gengivelse af sort.

Samsung F9 serien
Kontrastforholdet angives også til hele 100.000:1 på baggrund af dette nye local dimming system.
Anvendelsen af LED backlights har også andre fordele, som f.eks. lavere strømforbrug, større farvespekter mm.
F9 serien er desuden baseret på panelteknologien S-PVA (Super PVA), som vi kender fra blandt andet den populære M8 serie, der er på markedet i dag. F9 serien skal også gøre brug af den blanke overflade, som Samsung kalder Super Clear Panel.
Sammen med F9 serien, introduceres også teknologien 100 Hz LED Motion Plus, uden der dog nævnes yderligere detaljer.
Derudover besidder F9 serien 3 HDMI indgange, Samsungs Anynet+ funktionalitet, samt 1:1 pixelmapping.
F9 serien skal angiveligt lanceres i løbet af september eller oktober. Der nævnes dog på nuværende tidspunkt ikke nogen vejledende priser. Det er heller ikke fastlagt i hvilke størrelser F9 serien introduceres i, men det ser angiveligt ud til at vi skal stifte bekendtskab med en gigantisk 70 tommer udgave på et tidspunkt. Derudover må man formode, at der lanceres modeller i 40, 46 og 52 tommer.