Vi beskrev tidligere Samsung og Sonys planer om opførslen af en 8G fabrik. Planerne er nu officielle. Samsung og Sony forlænger deres joint venture samarbejde i form af S-LCD ved at opføre en ny 8. generations LCD fabrik.
Samsung og Sony dannede for noget tid siden et joint venture samarbejde med en 7G fabrik. Dels ville Sony sikre sig en fast og konkurrencedygtig levering af LCD paneler, dels ville Samsung have kapital til større og bedre produktionsfaciliteter. Samsung ejer en aktie mere end Sony i samarbejdet, blandt andet fordi teknologien bag selve panelerne er patenteret og udviklet hos Samsung.

Kontrakten på den nye fabrik og forlængelsen af samarbejdet er underskrevet og de produktionsmæssige faktorer er således også på plads. Omkostningerne forventes at løbe op i knap 2 milliarder dollars, hvor de respektive firmaer betaler halvdelen hver.
Produktionen starter i efteråret 2007, hvor man forventer at kunne producere 50.000 8. generationssubstrater per måned, hvilket også var udgangspunktet sidste gang vi skrev om 8G fabrikken. S-LCD holder således fast i de oprindelige planer, på trods af en smule forsinkelse.
Sammen med S-LCDs nuværende 7G fabrik kan Samsung og Sony nu producere LCD-TV i mange forskellige størrelser.
Fra ét 8G substrat kan der skæres otte 40 tommer paneler eller seks 50 tommer paneler. Når 8G fabrikken står klar forventer man således at producere et betydeligt antal 50 tommer paneler, som forventes at vinde frem i løbet af de kommende år.