I takt med, at Google TV har fået sneget flere og flere reklamer ind i brugerfladen på TV-skærme og bokse, har udviklingen af alternative brugerflader – launchers – taget fart.
Flatpanels publicerede sidste år en guide til at skifte Google TV-brugerflade for at slippe for reklamer. Dengang med udgangspunkt i Projectivy Launcher.
Det er blevet værre siden. Foruden reklamer i top-karrusellen og reklamer for indhold, maskeret som "anbefalinger", har Google TV nu også videoreklamer i fuld skærm i Danmark, som skubber dine helt apps ud af billedet.
Nye Google TV launchers i 2026
Siden vi publicerede vores guide sidste år har adskillige udviklere og læsere kontaktet os med tips til andre launchers med alternative bud på brugerflader eller funktioner såsom widgets.
Ligesom Projectivy Launcher kan de nemt installeres via Google Play-butikken på din TV-skærm eller medieboks med Android TV eller Google TV. Det omfatter TV-skærme fra TCL, Philips, Sony og Sharp samt bokse som Google TV Streamer, Chromecast med Google TV, Nvidia Shield, Nokia og Strong.
Her er nogle af de launchere, vi har nået at kigge på. Hvilken bruger du og hvad er dine erfaringer?
Alternative Google TV launchere
Monet Launcher
Lanceret i maj 2026 med en brugerflade, der automatisk matcher farvepaletten på app-ikoner til den valgte baggrundsskærm. Launceren er udviklet af Klevico og bygget på Material You-designsproget fra Google, så den stadig ligner Android. Der er mulighed for at ændre layout og tilføje widgets. Der er også brugerprofiler. Udvikleren fremhæver, at der ingen reklamer eller sponsoreret indhold er, ej heller datatracking eller krav om konto.
Pris: Gratis, men premium-funktioner koster 39 kroner.
AT4K Launcher
Lanceret i januar 2026 med henblik på at få Android TV og Google TV til at ligne brugerfladen på Apple TV uden reklamer og andre distraktioner. Det vil sige fremhævet indhold øverst fra de apps, du selv placerer på 'top shelf', pakket ind i et simpelt og appellerende design. Appen føles rimelig responsiv og kører fint. Den har også widgets. Launcheren er udviklet af Cute Little Apps.
Pris: Gratis, men premium-funktioner koster 39 kroner.
Kyu Launcher
Lanceret i maj 2026 med udgangspunkt i Roku-brugerfladen, men uden reklamer, når du installerer den på dit Android TV eller Google TV. Du har en menu til venstre, og indhold- eller app-ikoner til højre sammen med genveje til at skifte eksempelvis HDMI-indgang. Der er muligheder for at tilpasse brugerfladen efter behag.
Pris: Gratis, men premium-funktioner koster 35 kroner.
Couchy Launcher
Lanceret i august 2026 som en gratis, open-source launcher. Denne launcher er ikke at finde i Google Play-butikken så den skal i stedet installeres via en .apk fil til download. Det kræver lidt ekstra indsats, men der medfølger en trin-for-trin guide. Her loves en simpel brugerflade, som igen minder en del om Apple TV, men med mulighed for at tilpasse. Couchy er uden reklamer, sponsoreret indhold, tracking og konto, siger udvikleren. Der kan vælges mellem 18 sprog, men endnu ikke dansk.
Pris: Gratis
FLauncher
Lanceret i juni 2021 som en gratis, open-source launcher med fokus på at give sideloadede apps et liv på Android TV og Google TV, der som udgangspunkt skjuler sideloadede apps i sin brugerflade, side-om side med de velkendte streaming-apps. Det er en meget simpel brugerflade uden dikkedarer, men heller ikke så poleret. Launcheren er dog ikke blevet opdateret siden april 2023, så selvom den fungerer, er det muligt at udløbsdatoen nærmer sig.
Pris: Gratis |
Flatpanels