Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHvad er Dolby Vision IQ og hvilke TV har det? - FlatpanelsDK

Hvad er Dolby Vision IQ og hvilke TV har det?

23 Jul 2024 | Rasmus Larsen |

Dolbys HDR-videoformatet er i senere år blevet udvidet med blandt andet Dolby Vision IQ. Hvad er det og hvilke TV-modeller understøtter IQ? Det kigger vi nærmere på her.

Dolby Vision er i sin grundform et HDR (High Dynamic Range) videoformat, der kan levere billeder med udvidet dynamik i lys (op til 10.000 nits) og farver (op til Rec.2020). Det er et nyt fundament under video efter årtier med SDR (Standard Dynamic Range) med begrænset dynamik i lys og farver.

I modsætning branchens licensfrie basisformat HDR10, der bruger samme PQ (Perceptual Quantizer) til at definere lyskurven (fra helt sort til kraftigt lys), tilføjer Dolby Vision dynamiske metadata for at optimere billedet scene-for-scene.

I 2016 publicerede Flatpanels en Dolby Vision FAQ, men formatet er sidenhen blevet udvidet. Dolby Vision fungerer nu med HLG (udover PQ) og har gaming-profil med op 4K144. Formatet har fået 3D 4K support og sågar integration med Filmmaker Mode. Og ja, Dolby Vision IQ, hvilket vi kommer til om lidt.


Sådan fungerer Dolby Vision

For at Dolby Vision fungerer, skal formatet understøttes i skærm og kildeenhed, hvilket i dag er en software-løsning. Derudover skal du have indhold i Dolby Vision-format såsom film, serier eller spil. Hvis du fører HDMI-kablet gennem en soundbar eller receiver, før signalet når TV'et, skal soundbaren eller receiveren også understøtte Dolby Vision (passthrough). Når alle enheder understøtter Dolby Vision, og du afspiller indhold i Dolby Vision-format, vil dit TV automatisk skifte til Dolby Vision-tilstand. Du kan typisk manuelt vælge mellem en lys og mørk Dolby Vision-tilstand tiltænkt henholdsvis oplyste og mørkelagte rum.

Hvad er Dolby Vision IQ?

I senere år er Dolby Vision-formatet blevet udvidet med en række nye tiltag. Dolby Vision IQ er ikke et nyt format, men en overbygning på Dolby Vision, som producenter kan vælge at understøtte. IQ introducerer automatik til Dolby Vision, men det er stadig valgfrit for brugeren at anvende denne automatik. Hvis dit TV understøtter IQ, kan du vælge en IQ-billedprofil eller aktivere IQ fra billedmenuen, når du ser Dolby Vision-indhold. Dolby Vision IQ dækker over:
  • Light Sense: Bruger Dolby Vision-metadata og TV'ets indbygget lyssensor til at optimere billedet til de aktuelle lysforhold i dit rum, for eksempel for at undgå at mørke scener bliver umulige at se i et oplyst rum.
  • Automatic Playback Optimization (APO): Metadata i signalet bruges til at identificere typen af indhold, så TV'ets indstillinger automatisk kan tilpasses.

Dolby Vision IQ

Dolby Vision IQ justerer altid ift. lysforholdene i rummet. Foto: Hisense / Dolby

Automatic Playback Optimization fungerer, hvis indholdet har Level 11 (L11) metadata indlejret. Ifølge Dolby kan L11-metadata være:
  • 0 ('Default'): En begrænset mængde billedbehandling er tilladt. '0' er det samme som standard Dolby Vision.
  • 1 ('Movies'): Minimerer billedbehandling og anbefales til film.
  • 2 ('Game'): Minimerer input-forsinkelse (latency) til gaming. Dette er en slags ALLM (auto-spiltilstand) for Dolby Vision.
  • 3 ('Sport'): Aktiverer motion-systemet i skærmen til brug med sport.
  • 4 ('User-Generation Content'): Aktiverer en række billedbehandlingsfunktioner (skarphed, bevægelse, støjreduktion osv.) for at kompensere for begrænsningerne i forbruger-klassificeret kameraudstyr.
Med andre ord vil Dolby Vision IQ, hvis det er aktiveret i dit TV, dynamisk optimere billedet til dine omgivelser (mørkt, lyst eller noget derimellem) og lejlighedsvis justere TV'ets billedindstillinger ift. typen af indhold. IQ kan også dynamisk justere hvidpunktet (farvetemperaturen) i dit TV's billede. Virker det? Flatpanels' erfaring er, at systemet gør, hvad Dolby siger, men match til omgivelserne er ikke altid perfekt. Ofte er TV'ets lyssensor ikke præcis nok eller også sidder den simpelthen det forkerte sted på TV'et til at registrere, hvad der rent faktisk sker i lokalet. Prøv selv Dolby Vision IQ for at vurdere om du finder det gavnligt.

IQ med Precision Detail?

En anden funktion blev tilføjet oven på Dolby Vision IQ i 2022. Dolby Vision IQ med Precision Detail var en ekstra valgfri funktion, der kunne aktiveres i billedindstillingerne. Det ser ud til, at Precision Detail sidenhen er blevet integreret i Dolby Vision IQ som en automatisk funktion. Precision Detail er designet til at løfte detaljer især i de mørkeste og lyseste områder af billedet. Det er ikke helt klart, hvad der præcist foregår i 'black box', hvilket Dolby Vision ofte kaldes i branchen, men det ser ud til delvist at bruge en form for dynamisk tone-mapping, altså justering af lyskurven i forhold til scenen i filmen.

Hvilke TV har Dolby Vision IQ?

De fleste TV-producenter understøtter i dag Dolby Vision, men Samsung står stadig udenfor, da de promoverer eget premium HDR10+ format som alternativ. Færre TV-modeller har Dolby Vision IQ. Listen nedenfor trækker data fra TV-databasen på Flatpanels. Den viser alle TV-modeller med Dolby Vision eller Dolby Vision IQ. Listen udvides og opdateres automatisk i takt med, at TV-databasen opdateres.
Dolby Vision:
TV-mærke:
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: 2025 Philips TV inkl. 4-lags OLED

18 Mar 2025 |

Eksklusivt første kig: Sonys imponerende next-gen RGB LED teknologi

13 Mar 2025 |

Eclipsa Audio kommer også til Google TV, LG TV, Android mv.

13 Feb 2025 |

Alle de nye OLED monitorer der lanceres i 2025 – opdateret

10 Feb 2025 |

Første indtryk af Panasonic Z95B: Nyt OLED-panel og design

05 Feb 2025 |