Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonFørste indtryk af Panasonic Z95B: Nyt OLED-panel og design - FlatpanelsDK

Første indtryk af Panasonic Z95B: Nyt OLED-panel og design

05 Feb 2025 | Rasmus Larsen |

Med Z95B introducerer Panasonic et opgraderet og redesignet flagskib inden for OLED TV. Her er Flatpanels' første indtryk.

Panasonic bevæger sig i år væk fra OLED med mikrolinser (MLA) til fordel for det nye 4-lags WOLED panel, som annonceret på CES-messen i janaur.

Panelet produceres stadig af LG Display og det repræsenterer en væsentlig opgradering af OLED på flere områder. For første gang vil Panasonic også tilbyde det bedste panel i 77 tommer. Ligesom sidste års MLA OLED, vil der kun eksistere én version af det nye 4-lags panel, hvilket i øvrigt også vil være at finde i LG G5, Philips OLED910 og Philips OLED950.

Så hvad kan vi forvente af Panasonic Z95B?


Panasonic Z95B første kig

Panasonic Z95B har det nye 4-lags WOLED-panel. Foto: Flatpanels

Det nye 4-lags panel

Da LG Display præsenterede det nye 4-lags panel – mod 3 lag tidligere – sagde de, at de der nu er to blå OLED lag sammen med særskilte lag for rød og grøn OLED. Den nye struktur i 4. generation af WOLED kaldes 'Primary RGB Tandem' af både LG Display og Panasonic. På papiret yder det 4000 nits højlys (3%, flash), 2100 nits farvelysstyrke, 20% øget energieffektivitet og et forbedret anti-refleksionsfilter. Læs også: Første kig på 2025 QD-OLED Disse tal for lysstyrke vedrører selve panelet og det er op til TV-producenten at justere i henhold til præcision, levetid osv. Panasonic selv har ikke ønsket at give specifikke tal for lysstyrke, men baseret på hvad vi så, står det klart, at vi kan se frem til et betydeligt løft i billedkvalitet i år.

Panasonic Z95B første kig

4-lags panelet har en helt ny arkitektur der giver bedre farver, lysstyrke og effektivitet. Foto: Flatpanels

Første kig på Z95B

Ved sin demonstration sammenlignede Panasonic sidste års Z95A side om side med Z95B. Det første vi bemærkede var, at ikke kun lysstyrken, men også farvemætningen, er betydeligt forbedret på Z95B. Mens panelproducenten LG Display taler om et løft fra 98,5% til 99,5% DCI-P3 farverum, står det klart, at forbedringerne er større end som så – nærmere 82-83% af Rec.2020 farverummet, hvilket nærmer sig QD-OLED. Det så man tydeligt på Z95B, idet særligt rød og grøn, og til en vis grad blå, blev gengivet med højere mætning – mere livagtigt. Det kræver dog HDR-indhold skabt i bredt farverum for at få glæde af dette. Der er stadig en ekstra hvid subpixel, der slår ind, når skærmen beder om allerhøjeste lysstyrke. Løftet i hvidt højlys var også synligt under demonstrationerne, hvilket gav små funklende elementer i billedet endnu mere glans, på bekostning af lidt farveægthed ved meget høj lysstyrke. Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt at panelets farvelysstyrke nu er 2100 nits mod kun 500 nits i OLED EX panelet, som for få år siden blev anset som værende det bedste på markedet.

Panasonic Z95B første kig

Venstre: Panasonic Z95A (MLA OLED). Højre: Panasonic Z95B (4-lags OLED). Foto: Flatpanels

Panasonic Z95B første kig

Venstre: Panasonic Z95A (MLA OLED). Højre: Panasonic Z95B (4-lags OLED). Foto: Flatpanels

Idet panelet ikke længere har mikrolinser (MLA), bemærkede vi, at Z95B's betragtningsvinkler var en smule smallere, mere i tråd med WOLED før MLA. Betydningen af dette er dog minimal for de fleste seere, da betragtningsvinklerne stadig er meget brede. Med de sidste to års MLA OLED paneler har du måske bemærket, at panelet havde en tendens at få en lidt gråligt tone, i stedet for helt sort, i et oplyst lokale. Det så ikke ud som på QD-OLED, der lider af et væsentligt forhøjet sortniveau i oplyste lokaler, men ikke desto mindre er den grålige effekt i panelets overflade væk på det nye 4-lags panelet. Endelig bemærkede vi, at det nye panel stadig har et meget effektivt antirefleksfilter. Overfladen er stadig blank, og vores forståelse er, at der er tale om det forbedrede 'Vanta Black'-filter, der blev kørt ind med MLA OLED, men optimeret til det nye 4-lags panel. Alt i alt efterlader Z95B et indtryk af en betydelig opgradering i rå billedkvalitet i forhold til sidste års Z95A, med farverne som den største umiddelbare forbedring. Hvad angår øvrig hardware, bekræftede Panasonic til Flatpanels, at Z95B har samme chipset som Z95A, hvilket er årsagen til, at der stadig kun er to HDMI 2.1 porte (plus to HDMI 2.0). TV'et understøtter op 144Hz og er præ-kalibreret på fabrikken inkl. True Game Mode til konsolspil. Panelet drives af Panasonics HCX Pro AI mk2 videoprocessor. Z95B er igen Calman Ready, hvis du vil kalibrere det til perfektion.

Et nyt design

Efter at have haft samme design på sit flagskibs-TV igennem flere år, introducerer Panasonic et nyt look i år. En af de mest iøjnefaldende detaljer er hvordan højttalerstoffet går hele vejen rundt om rammen. OLED-panelet stikker nu en smule ud over højttalere, og bagsiden er blevet strømlinet i stil med LG's G-serie. Det klæder skærmen godt i forhold til det tidligere lidt kaotiske design. Der er aftagelige covere, så man kan tilgå porte mv.

Panasonic Z95B første kig

Venstre: Panasonic Z95A (2024). Højre: Panasonic Z95B (2025). Foto: Flatpanels

Panasonic Z95B første kig

Panasonic Z95B. Foto: Flatpanels

Panasonic Z95B første kig

Panasonic Z95B. Foto: Flatpanels

Det nye design er mere energieffektivt, ifølge Panasonic, med en forbedret køleløsning kaldet ThermalFlow. Selskabet forklarer, at de har flyttet wooferen væk fra bunden, hvor den tidligere forhindrede varmespredning, til toppen for at frigøre plads og forbedre luftstrømmen henover bagsiden, hvilket angiveligt gør det muligt bedre at opretholde lysstyrken og forlænge levetiden. Et forbedret højttalersystem skulle levere et dobbelt så bredt lydbillede og bedre bas, men vi fik ikke lejlighed til at efterprøve disse påstande. Der er stadig loft- og sidevendte højttalere til Dolby Atmos. I 55 og 65 tommer har Z95B en drejefod. 77-tommeren har en rektangulær fod, der ikke kan dreje. Overordnet set er vi positive hvad angår designændringerne, særligt den mere strømlinede bagside. Vi ser frem til at modtage et testeksemplar af Z95B.

Panasonic Z95B – specifikationer

Flatpanels
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Første kig: 2025 Philips TV inkl. 4-lags OLED

18 Mar 2025 |

Eksklusivt første kig: Sonys imponerende next-gen RGB LED teknologi

13 Mar 2025 |

Eclipsa Audio kommer også til Google TV, LG TV, Android mv.

13 Feb 2025 |

Alle de nye OLED monitorer der lanceres i 2025

10 Feb 2025 |

Første indtryk af Panasonic Z95B: Nyt OLED-panel og design

05 Feb 2025 |