Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonHar tv-branchen forstået, at flertallet af seerne er over 40 år? - FlatpanelsDK

Har tv-branchen forstået, at flertallet af seerne er over 40 år?

22 Nov 2023 | Per Fanefjord Laursen |

Det er på høje tid, at tv-selskaber og streamere gør sig klart, at befolkningens høje alder er en faktor. Sådan lyder det fra både danske og udenlandske analytikere.

Mediebrugerne – seere, abonnenter osv. – i USA og Europa er meget modne og snart rigtig gamle. Især i Europa, og især på traditionelt tv.

Evan Shapiro
 Evan Shapiro, medieanalytiker
- "Mediebranchens beslutningstagere bør erkende ændringerne i demografien, så de bedre kan identificere uudnyttede markeder. Yngre generationer er f.eks. mere tilbøjelige til at betale for tjenester, de ønsker, fordi de er vokset op med det," sagde medieanalytiker Evan Shapiro på 'THIS Series'-konferencen i Filmbyen Århus, hvor Flatpanels lyttede med. Evan Shapiro er kendt som en profileret foredragsholder, der analyserer og kortlægger den globale mediebranche og dens komplekse sammenhænge. Hans nyeste danske præsentation kredsede blandt andet om alder.

De fleste europæere er over 40 år

Det er en grundfaktor, at planetens befolkning er helt anderledes, end da de fleste af os voksede op, forklarede Shapiro. - "Over halvdelen af den europæiske befolkning er over 40 år. Det påvirker vaner og præferencer. Mediebrugere i USA er også gamle, men dog knap så gamle som europæerne. I USA er det over 50% der er under 40 år," sagde Shapiro, der bl.a. trækker på kilder som GWI (Global Media Intelligence) og Hub Research. Den danske tv-veteran Keld Reinicke greb samme tema, som Evan Shapiro, på THIS Series: At den gennemsnitlige seerprofil på de danske tv-kanaler – pænt sagt er meget moden.   - "Gennemsnitsalderen på alle kanaler er tårnhøj. De fleste tv-kanaler har en profil på mellem 60-65 år, og TV 2 Syd er på 74 år," sagde Keld Reinicke, dog uden at nævne en væsentlig faktor, nemlig Danmarks store demografiske forandringer.

Dallas Yellowstone

Venstre: Dallas (1978). Højre: Yellowstone (2023)

Selv avislæsere er yngre end kanalseere

På tv-fladen i Danmark er der sket et dramatisk skred, hvis man deler traditionelt tv og streaming op i to mediegrupper.  - "Der er ingen tvivl om, at befolkningen i Europa bliver ældre, hvilket naturligt trækker gennemsnitsalder op for en lang række mediekilder," siger analysechef Dennis Christensen, Danske Medier, til Flatpanels.  - "Traditionelt tv er på kort tid blevet det suverænt ældste medie – også markant ældre end f.eks. trykte aviser, radio, o.l. Profilen på traditionelt TV er blevet meget gammel, fordi meget af forbruget er rykket til streaming, som har en markant yngre profil – men stadig med et gennemsnit over 40 år."  

Tv-erfaringer adskiller os

Alder betyder noget, fordi der er stor forskel på tv-vaner langs generationslinjen. Livserfaring – hvordan man blev opdraget til at se tv – sætter sig fast og påvirker, hvordan man forbruger tv nu. - "For dem under 45 år er streamingkultur – binge-sening, abonnements-afmelding efter en serie-binge, streaming af indhold gratis – naturligt. Mens dem over 45 år opretholder mange af de vaner, de havde, da tv-udbuddet var lille og seernes indflydelse beskeden," sagde Evan Shapiro. 40% af seerne under 45 år siger, at 'bingeing' er deres foretrukne måde at se serier på. Forbrugere over 45 år er mest tilbøjelige til at lade deres seervaner følge programplanen, viser Shapiros data. 

Norden ligner USA

I USA foregår 60% af tv-seningen fortsat på lineære kanaler via kabel og via antenne, mens streaming udgør 40 %. - "Streaming vokser hvert år, og en dag overhaler streaming traditionelt tv. Med til billedet hører også, at knap 25% af amerikanerne slet ikke streamer deres tv," konstaterede han. Det gamle Europa er en smule bagud trenden, i Europa udgør traditionel tv-sening 70%, mens streaming er 30%. - "Europa er en smule efter USA, og det skyldes primært at den europæiske befolkning har en højere gennemsnitsalder end i USA. Men den højere andel på traditionelt tv er også drevet af det europæiske udbud af gratis, skattebetalte, public service-kanaler med nyheder, sport m.m. på tværs af landene." I Norden er befolkningen lige så gammel som de andre europæere, men de nordiske lande adskiller sig alligevel i det samlede europæiske billede.   - "Streaming gjorde tidligt sit indtog i Norden i forhold andre lande, og de nordiske vaner – fordeling mellem traditionel og streaming – ligner meget mere det nordamerikanske end det europæiske gennemsnit," afsluttede Evan Shapiro.  I Danmark var TV 2 Play netop lanceret i 2012, kort efter samme år ankom Netflix og HBO. Viaplay blev lanceret i 2007.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere fokusartikler

Status på UHD Blu-ray i 2024

26 Apr 2024 |

Første kig: Philips 2024 OLED TV og Ambilight Plus

29 Feb 2024 |

Første kig: Panasonics 2024 OLED TV (Z95A) med FireTV, 2. gen MLA

05 Feb 2024 |

Hvorfor 24fps ikke er nok til HDR-film

02 Feb 2024 |

Fremtidens skærme: Hvad vi så hos LG Display & Samsung Display

31 Jan 2024 |

Første kig: Sonys næste-generations miniLED LCD TV teknologi – opdateret

04 Jan 2024 |