Nordisk Film har netop haft premiere på filmstudiets nye 360-graders LED-scene. Den nye teknologi betyder, at skuespillere, scenografi og rekvisitter kan optages i en virtuel, men meget levende realistisk ”dekoration”.
LED-scenen, der er etableret i Nordisk Films gamle scene 4, afløser for evigt de gamle greenscreen-teknologier. Nu kan instruktører og producenter via et klik ændre den virtuelle baggrund – dekoration – til en ørkenscene, en forblæst isflage, åbent tropisk hav eller København anno 1850.
Se flere eksempler i videoen nederst.

Shortcut LED Stage hos Nordisk Film i Valby
Det er VFX- og postproduktionsselskabet Nordisk Film Shortcut, der er ejet af Nordisk Film, som står bag Shortcut LED Stage.
I nærmeste fremtid skal scene 4 benyttes under optagelserne til den næste Afdeling Q-film, Den grænseløse, og til Ole Bornedals længe ventede Nattevagten – dæmoner går i arv.
Også andre projekter viser interesse, men Nordisk Film Shortcut kan dog ikke på nuværende tidspunkt oplyse hvilke.
- "Siden vi i foråret annoncerede byggeriet af Shortcut LED Stage, har vi oplevet stor interesse fra indholdsproducenter fra både Norden og Europa, der nu ser mod København," siger CEO i Nordisk Film Shortcut, Rikke Crosby.

Shortcut LED Stage kan skabe realistiske virtuelle baggrunde, hvilket kan spare tid og penge

En af verdens mest avancerede LED-scener
Det nye studie har kun stået færdigt til fremvisning i to uger. Rikke Crosby oplyser til Flatpanels, som i dag besøgte Nordisk Film, at også Hollywoodselskaber, der aktuelt har en stærk dollar i ryggen, har besøgt Valby for at se produktionsmulighederne.
Producenter kan hente besparelser på alle slags rejser, dekorationer – og opbevaring af dekorationer – og ikke mindst tidsforbrug. Måske særligt, når der er tale om længere tv-serier i mange afsnit med mange locations. Langt mindre transport er samtidig en klimagevinst.
- "Nu kan man optage skuespillere, scenografi og rekvisitter op mod realistiske virtuelle baggrunde – alt fra fremmede planeter og fantasy-verdener til optagelser under vandet, endeløse ørkener og pulserende storbyer fra den anden side af jorden – og man kan på én dag optage scener, der udspiller sig mange forskellige steder og i forskellige lande," siger Martin Madsen, Head of VFX and VP i Nordisk Film Shortcut, til Flatplanels, og uddyber:
- "Den avancerede LED-teknologi og fulde 360°-lyssætning betyder, at producenter kan få komplicerede scenarier fuldstændigt naturtro med perfekte refleksioner og naturalistisk lyssætning."

Shortcut LED Stage set udefra
Shortcut LED Stage er på forkant af studieteknologien i Europa og er en af verdens mest avancerede LED-scener. Den er opbygget af LED-paneler, hvor de små lysdioder skaber lys og farver direkte – uden brug af LCD-panel.
Nordisk Film Shortcut vil ikke oplyse prisen på det nye LED studie, men der er tale om et ”pænt tocifret millionbeløb”.
Fakta om Shortcut LED Stage
YouTubes videoafspiller kan ikke fremvises pga. dine valg i cookie-boksen.
Verdens første fulde 360° LED-scene.
16 meter i diameter og højde på næsten seks meter. Vægge og loft er beklædt med LED-paneler, og der kan lægges helt eller delvist LED-gulv.
Skærmene lyser op til 6.000 nits, hvilket skaber et detaljeret lysspektrum.
Transportmidler på op til 15 meter kan være på Shortcut LED Stage.
100 procent grøn energi: Nordisk Films ejer Egmont har investeret i et dansk solcelleanlæg, som fra 2023 bl.a. dækker det strømforbrug, der er i Shortcut LED Stage, hvilket er en fordel for produktioner, som går efter at minimere deres CO2-regnskab.
Konstrueret i samarbejde med Creative Technology, der er en del af NEP Live Events, som er en førende virksomhed inden for AV-teknologi. Creative Technology og NEP Group har bygget nogle af de største LED-scener verden over. |
Flatpanels - Foto & video: Nordisk Film