På FPD International 2011 udstillingen i Japan viser producenterne fremtidens skærmteknologier frem, og vi kan få en fornemmelse for, hvad fremtidige gadgets vil byde på. I denne artikel tager vi blandt andet et kig på Samsungs 10,1" 2560x1600 skærm, AUO nye OLED-skærme, usynligt glas, gennemsigtige skærme, LGs nye 4,5” skærm med 329ppi pixeltæthed og meget mere.
Fremtidens skærmteknologier
På FPD International udstillingen har producenterne mulighed for at vise deres nyeste skærminnovation frem for kunder og nysgerrige.
De mest hemmelighedsfulde projekter vises ikke frem, men der er masser af andre interessante teknologier at finde. I denne artikel kigger vi på hvilke skærmteknologier Samsung, LG, Sharp, AU Optronics, Chimei Innolux og Toshiba har fremvist. Alle disse virksomheder producerer skærmpaneler; ikke kun til deres egne produkter, men også til de fleste af de gadgets, som du køber fra andre producenter.
AU Optronics
Taiwanske AU Optronics havde masser at byde på, blandt andet deres nye OLED-skærme, der skal tage kampen op med Samsungs Super AMOLED+ skærme allerede fra 2012. En af de nye OLED-skærme er et 32-tommer OLED-TV med Full HD-opløsning og 0,01 ms responstid.

AUOs 32-tommer OLED-TV prototype
Panelet er kun 3 millimeter tykt og kan prale med ekstremt højt kontrastforhold. AUO fortæller ikke, hvorvidt skærmen benytter RGB (rød, grøn, blå) pixels eller hvide OLEDs med farvefiltre.

AUOs 32-tommer OLED-TV prototype
AUO udstiller også deres 4,3-tommer OLED-panel med ægte RGB pixels og en pixeltæthed på 257ppi. AUO sender sågar en stikpille af sted mod Samsungs PenTile pixelstruktur (findes i Galaxy Nexus og Galaxy Note) ved at sige, at deres panel tilbyder "overlegen billedkvalitet". AUO håber på at kunne producere 15.000 månedlige substrater (som hver kan skæres ud i mindre skærme) på deres 3.5. generation OLED-fabrik i andet halvår af 2012.

AUOs 4” bøjelige OLED prototype
Herudover fremviser AUO en 6-tommer gennemsigtige OLED-skærm med en gennemsigtighed på over 35 procent samt en 4-tommer bøjelig OLED-skærm, som kun er 0,3 mm tyk (ses ovenfor). AUO havde også medbragt 4,46-tommer LCD-paneler med 330ppi pixeltæthed, hvilket er en tand højere end på iPhone 4 og 4S.

AUOs 6.1” gennemsigtig OLED-skærm, billede af Tech-On Nikkei
AUO planlægger desuden at lancere 65-tommer gennemsigtige skærme samt 6-tommer e-Paper skærme med 800x600 pixels. Det unikke ved disse e-Paper skærme er, at den kan rulles sammen. De er blot 0,127 millimeter tykke og AUO mener, at man i fremtiden kan bruge disse skærme i elektroniske aviser.

AUOs 6” sammenrullelig e-paper, billede af Tech-On Nikkei
Endelig fremviser AUO et 46-tommer "scanning retarder" 3DTV, der kombinerer en aktiv 3D-teknologi med Full HD 3D-opløsning, med passive polariserede 3D-briller. Den aktive 3D-teknologi er inkorporeret i panelet i stedet for 3D-brillerne, hvilket betyder, at man blot kan bruge de billige 3D-briller fra biografen til at få 3D-oplevelser i højeste HD-opløsning.
Usynligt glas
Nippon Electric Glass fremviser en ganske interessant form for "usynligt glas". Den nye type af glas kan reducere refleksioner, hvis det bruges i eksempelvis skærme.

Nippons usynlige glas ses til højre, mens normalt glas ses til
Nippon placerer en speciel type film på forsiden og bagsiden af glasset, hvilket øger gennemsigtigheden til 99,5 procent. Typisk glas har en gennemsigtighed på 92 procent.
Samsung SMD
Samsung havde medbragt en gammel kending med deres 10,1-tommer LCD-panel med imponerende 2560x1600 pixelopløsning. Skærmen blev også udstillet tilbage i maj 2011 og bygger på Samsungs PLS-skærmeteknologi med IPS-lignende egenskaber, såsom brede betragtningsvinkler.

Samsungs 10.1” LCD-panel med 2560x1600 opløsning og PenTile pixelstruktur, billede af Tech-On Nikkei
Panelet er dog baseret på en PenTile RGBW pixelstruktur, hvilket vi bestemt ikke er fans af. Lær mere om, hvordan en PenTile skærm fungerer i vores Samsung Galaxy Nexus artikel her.
Samsung demonstrerede også, hvordan gennemsigtige LCD-skærme kan bruges i eksempelvis køleskabe, som døre. Det ser bestemt interessant ud.

Samsungs 46” gennemsigtige LCD-skærme integreret i køleskabe, billede af Tech-On Nikkei
Endelig fremviste Samsung deres nye 3D-briller, som kan oplades trådløst.

Samsung’s wirelessly-charged 3D glasses, picture by Tech-On Nikkei
3D-brillerne benytter en magnetisk resonans strøm-teknologi, udviklet i samarbejde med australske Silhoette. Når 3D-brillen placeres på cylinderen på billedet nedenfor, bliver glassene opladet automatisk.

Samsung 3D-briller kan oplades trådløst, billeder af Tech-On Nikkei
LG.Display
LG havde medbragt en række nye skærme, herunder deres nye OLED-paneler på 4,3-tommer, som har en høj pixeltæthed på 217 ppi. De udstillede også 55-tommer LCD-paneler med ekstremt slanke rammer, hvilket kan ses herunder.

LGs 55-tommer TV med ekstremt slanke rammer
Herudover fremviste LG deres nye AH-IPS LCD-skærme med ekstrem høj opløsning, herunder et 4,5-tommer LCD-paneler med en pixeltæthed på 329ppi, hvilket er klar til vores fremtidige gadgets.
Chimei Innolux
Chimei Innolux er en taiwansk (kinesisk) skærmproducent, som har oplevet markant vækst gennem de seneste par år. På FPD-udstillingen introducerede Chimei Innolux deres første OLED-paneler døbt TrueOLED. TrueOLED varianten er baseret på hvide OLEDs med farvefiltre. Chimei Innolux havde medbragt 3-tommer og 3,5-tommers OLED-paneler designet til håndholdte enheder såsom smartphones.

CMIs TrueOLED skærme
CMI havde også medbragt andre imponerende skærme. Blandt andet en 46-tommer LCD-skærm med en opløsning på 4Kx2K (3840x2160 pixels). CMI går endda så langt som til at sige, at de kan masseproducere skærmene "hvis dette ønskes". Skærmen baseret på IPS-teknologi og bagbelyst LED. CMI lover et kontraktforhold på 1000:1, 176/176 graders betragtningsvinkler og 190 W strømforbrug.

CMIs 46-tommer 4K LCD-panel, billede af Tech-On Nikkei
Der blev også udstillet andre IPS-paneler med høj opløsning, herunder et 4,5-tommer 720p HD-panel, samt 7-tommer, 8-tommer og 10,1-tommer IPS LCD-paneler. Endelig havde CMI medbragt et brillefri 56-tommer 3DTV.
Toshiba
Vi har allerede talt om Toshiba og deres 6,1-tommer LCD-panel med 2560x1600 pixels (hvilket svarer til 498ppi), og det havde Toshiba også medbragt på FPD-udstillingen.

Toshibas 6.1” 498ppi LCD-panel
Under navnet "Soloudina" har Toshiba udviklet en IPS-lignende panelteknologi. LG.Display var den første til at masseproducere IPS-panelerne, og IPS har siden været brugt i for eksempel iPhone 4 og iPads.

Toshibas 4.3 og 7-tommer Soloudina LCD paneler
Sharp
Sharp medbragte deres 85-tommer 8Kx4K (7680x4320) Tv endnu en gang. Vi har allerede set dette, og det er en af de mest imponerende præsentationer i nyere tid.

Sharps 85” 8Kx4K TV er helt utroligt imponerende
Med Sharps præsentation afrunder vi denne artikel med et lille kig ind i fremtidens skærmteknologi. De fleste af skærmene er endnu prototyper, men FPD-udstillingen er generelt et bindeled mellem producenter og købere, og derfor spår den om, hvad vi kan forvente på markedet indenfor 1-3 år. Vi krydser specielt fingre for TV med 4K-opløsning og flere OLED-paneler.
- Kilde: Producenterne, Tech-On Nikkei