Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonGoogle I/O: En opdatering på Android TV & en Nexus Player-afløser - FlatpanelsDK

Google I/O: En opdatering på Android TV & en Nexus Player-afløser

09 May 2018 | Rasmus Larsen |

På Google I/O 2018 konferencen gav selskabet en opdatering på Android TV, der i næste version bl.a. får en strømlinet opsætning og bedre ydelse. Google annoncerede også en afløser til Nexus Player – men den er kun til udviklere.

Android P på dit TV

Android TV fik ikke scenetid ved keynoten, men Google havde alligevel lidt nyt at fortælle efterfølgende. Den næste store opdatering kommer med Android P senere på året, men vi bør i denne forbindelse understrege, at stort set ingen Android TV-enheder er blevet opdateret med den forrige Android O (eller Oreo) version. Denne byder på en helt ny brugerflade, hvorfor producenterne har været tøvende med at opdatere.

Android P på TV vil byde på en hurtigere og strømlinet opsætningsproces, som automatisk identificerer en smartphone i nærheden via bluetooth, hvorefter den tilbyder, at tv’et kan opsættes via en app eller browser.

Se også: Videodemo: Google Assistant i LGs 2018 TV

En ny funktion til opdagelse af apps giver brugere mulighed for at installere apps på tv-skærmen, som også bruges på smartphone – hvis de findes til Android TV. Det bliver sågar muligt at overføre login-oplysninger til tv-skærmen. Dette vil dog formentlig kræve, at app-udbyderen – eksempelvis Netflix – spiller med på idéen. Det har udbyderne ikke været meget for på andre platforme, men måske Google kan overtale dem. Hvis du allerede har et Android TV tilknyttet din konto, så kan den nye enhed også automatisk hente de apps, som du tidligere har installeret.



Android P vil byde på forbedringer på ydelsen, særligt ved svage hardwarekonfigurationer, lyder det. Det har vi hørt før, men måske Google har knækket koden denne gang. Endelig vil Google skubbe indstillingsmenuer op øverst på indstillingslisten for at hjælpe brugere med at opsætte funktioner, som ikke blev klaret under opsætning. Det kunne f.eks. være Google Assistant, når det udrulles på dansk.

Google vil fremover fokusere på at udbrede Android TV til nye typer enheder såsom JBL-soundbaren, der blev præsenteret dagen før I/O-konferencen samt set-top-bokse fra tv-udbydere. Canal Digital og Stofa bygger begge tv-boks baseret på styresystemet. Android TV halter efter på udbredelse i forhold til Apple TV, Fire TV og Roku, men Google siger, at man oplever vækst. Der er nu 100 partnere på tværs af tv-skærme, set-top-boks og andre enheder.

- “Vi fordobler vores aktive brugerbase hvert år,” lød det fra Sascha Prueter, chef for Android TV, overfor Variety.

Google fortæller også, at der nu er 3600 apps og spil tilgængelige på Android TV. Selvom kvaliteten ikke kan måles i kvantiteten, så er det markant færre end på Amazon Fire TV, Apple TV og Roku. Den seneste opdatering lød på henholdsvis 7000, 8000 og 5000 apps, men det var sidste år. Der er også kun ganske få danske apps til Android TV. I skrivende stund tæller listen Blockbuster, Viaplay og YouSee.


Google Android TV dongle


En Android TV-stick

På I/O 2018 annoncerede Google en lille HDMI-dongle med det fulde Android TV-styresystem. Den afløser den udgåede Nexus Player, men denne gang er enheden udelukkende tilgænglig for udviklere under navnet ADT-2.

Den lille HDMI-dongle blev lækket i april i godkendelsespapirer og det er, så vidt vi er opmærksomme, den blot anden enhed, som kører det fulde Android TV.styresystem på en lille dongle – eller stick, om man vil.

Google ADT-2 kommer præinstalleret med Android P og opdateres senere til nye versioner. Den understøtter både 4K-opløsning og HDR. Det gør Googles Chromecast Ultra som bekendt også, men forskellen er, at Chromecast er en simpel modtager, hvorimod ADT-2 kører et fuldt styresystem. Måske dette er første skridt mod at kunne tilbyde noget lignende til forbrugere – måske ikke – men Google forsøger i hvert fald at signalere, at de stadig er fast indstillet på at få Android TV-projektet op i gear.

- Kilde: Google, Variety, Android Central

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Nu i 4K/HDR: The Departed, Trainspotting, Den grænseløse, Farven lilla, Ran

03 May 2024 |

TV 2 Play hæver priserne

03 May 2024 |

Første enhed med Google TV's nye 'magiske' knap afsløret

03 May 2024 |

Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i maj

02 May 2024 |

Snart kan du også spille PlayStation 1, Sega og Atari spil på Apple TV

02 May 2024 |

'Drengen og hejren' er Studio Ghiblis første 4K HDR udgivelse

02 May 2024 |