Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonOversigt: Sony 2023 TV - FlatpanelsDK

Oversigt: Sony 2023 TV

30 Mar 2023 | Flatpanels |

Sony lancerer deres første 77-tommer QD-OLED TV mens det billigere A80L OLED kommer i op til 83-tommer. Flagskibet A95L får Pentonic 1000 chip, zone-styring når ned i 85-serien og der er ingen nye 8K-modeller. Her er oversigten over Sonys 2023-modeller.

Modeloversigterne skabes nu baseret på data i TV-databasen. Det vil sige, at oversigten automatisk opdateres i takt med, at TV-databasen opdateres. Du kan sammenligne modelserier ved at klikke på . Du kan desuden klikke videre til produktsiden i TV-databasen for at læse mere om det pågældende TV. For at sammenligne TV fra forskellige producenter, gå da til TV-databasens hovedside.
A95L afløser sidste års A95K som Sonys andengenerations QD-OLED. Serien kommer i 55, 65 og 77-tommer med det mere lysstærke 2023 QD-OLED panel, der samtidig er mere energieffektivt. Det bliver den eneste 2023-model fra Sony med MediaTek Pentonic 1000 chip og derfor også den eneste model med understøttelse af Dolby Vision i 4K 120Hz. Det er Samsung Display, der producerer QD-OLED, som adskiller sig fra LG Displays WOLED ved, at der bruges blå OLED med 'quantum dots' til at konvertere det blå lys til rød og grøn. Det giver i praksis mere mættede farver, særligt ved høje lysstyrker.
Sony 2023 A95L QD-OLED
2023 Sony A95L QD-OLED. Foto: Sony
Annonce:
Omvendt lancerer Sony ikke nogen OLED-modeller med MLA-teknologi (Micro Lens Array) i 2023, hvilket er LG Displays svar på QD-OLED. Sonys anden nye OLED-model er A80L, der afløser sidste års A80K som en mere prisvenlig model uden den mest avancerede OLED-panelteknologi. A80L kommer i 55, 65, 77 og – for første gang i 80-serien – 83 tommer. Læs også: Første kig: Sonys 2023 QD-OLED & OLED TV: A95L (55-77") og A80L (55-83") De to OLED-modeller udstyres med 'Cognitive Processor XR', der er Sonys seneste videoprocessor. I 2023 får den 'XR Clear Image' til at rense billedet på forskellige måder, afhængigt af signalet. Systemet tager højde for opløsning, enkodning, bitrate og andre parametre med henblik på at anvende adaptiv støjreduktion og super-opløsning, forklarede Sony. Træder man ned i LCD-modellerne, så bliver Sonys mest avancerede LCD TV i 2023 X95L (kaldet X93L i USA i mindre størrelser). Den erstatter sidste års X95K og Sony forklarer, at den har forbedret miniLED zonestyring med op til 30% højere lysstyrke og 20% flere zoner. Der er ingen ny 8K-model i 2023, hvilket betyder, at sidste års Z9K videreføres. Det i sig selv vidner om tilstanden på markedet for 8K TV. X90L, der erstatter X90K, er er Sonys billigere premium LCD TV. Sony siger, at den har op til 60% flere lyszoner og op til 30% højere lysstyrke. X90L kommer også for første gang i 98-tommer med 4K-opløsning (og håndtag på bagsiden!). Sony har tidligere solgt et 98-tommer 8K LCD TV, som kostede over 600.000 kroner. 98-tommer X90L starter i Danmark på 75.000 kroner. En anden nyhed er, at zonestyring rykker ned i X85L i mellemklassen. Det erstatter sidste års X85K.

Sony X85L

Modsat tidligere 85-serier har X85L zone-styret LED. Fødderne kan hæves så en soundbar passer under. Foto: Sony

A80L og alle 2023 LCD-modeller får samme MediaTek chip som sidste års modeller, oplyser Sony. Alle modellerne kører Google TV, som er den nye brugerflade, der erstatter Android TV. De har desuden streamingtjenesten Bravia Core, der serverer film i op til 80 Mbps bitrate, hvilket mere eller mindre matcher UHD Blu-ray på videodelen, plus 'IMAX Enhanced' billedformat. Ved køb af A95L, A80L, X95L eller X90L får købere 10 kreditpoint til at leje premierefilm på Bravia Core og 24 måneders adgang til ældre bibliotekstitler. Køb af billigere modeller giver 5 kreditpoint og 12 måneders adgang til bibliotekets titler. Bravia Core får også Dolby Atmos-lyd i år. Der er dog en "men": Sony har stadig ikke udstyret sine TV-modeller med Gigabit LAN-port, så for at få den maksimale 80 Mbps bitrate (kræver 115 Mbps forbindelse) skal du bruge WiFi eller en USB Ethernet-adapter til TV'et. Google TV har altid indbygget Chromecast, og giver adgang til alle de populære apps til videostreaming såsom Amazon Prime Video, Apple TV+, HBO Max, Disney+ og Netflix. Der er indbygget mikrofon i alle 2023-modeller undtagen X75WL til brug med stemmesøgning. Derudover understøttes Apple AirPlay 2 og HomeKit. Hvad angår HDMI 2.1, så tilbyder Sony stadig kun to porte med HDMI 2.1-båndbredde til 4K120 sammen med spilkonsoller og PC'er. eARC-porten er en af de to. Der understøttes desuden VRR og ALLM, men ikke QMS. Og som nævnt tidligere, å understøtter A95L for første gang Dolby Vision i 4K 120Hz over HDMI 2.1 – med Xbox Series X, vel at mærke. Skærmene har Sonys 'Perfect for PlayStation 5'-funktioner, hvilket konkret betyder HDR-kalibrering (Auto HDR Tone Mapping) der matcher spillet (skal være kompatibelt) samt automatisk skift til spil-profil (Auto Genre Picture Mode) – også kendt som HGIG og ALLM i HDMI 2.1-terminologi. En nyhed i 2023 er 'Game Menu', som giver brugeren nem adgang til spilindstillinger såsom VRR, skærmstørrelse, Crosshair, blandt andre. Ydermere tilføjes et Eco Dashboard, som viser, hvordan TV-indstillinger, herunder billedindstillinger, påvirker strømforbruget. Disse indstillingsmuligheder fandtes allerede i Sony TV, men samles nu ét sted med nogle nyttige visualiseringer. Kun A95L-modellen får en nye Multi-View billed-i-billede funktion.

Sony Game Menu

Sonys nye Game Menu i 2023-modellerne. Foto: Flatpanels

Sony Eco Dashboard

Det nye Eco Dashboard i 2023 Sony TV. Foto: Flatpanels

Igen i år har Sonys OLED-modeller højttalere indlejret i selve OLED-panelet, hvilket betyder, at der er aktuatorer bagved, der bruger panelet som en usynlig højttalermembran. Det giver bl.a. stemmegengivelse, der lyder som om, at stemmer kommer fra personerne i billedet. Sony kalder det 'Acoustic Surface Audio'. Der er stadig 'Acoustic Center Sync'-integration med udvalgte Sony soundbarer. Det gør det muligt at bruge et kompatibelt Sony TV til at forbedre centerkanalen, samtidig med, at lyden kommer fra en kompatibel Sony soundbar. A95L og 83-tommer A80L har desuden højttalerterminaler, såfremt brugerne ønsker at integrere dem i et mere klassisk receiver-baseret system. Sony understøtter tre HDR-formater: HDR10, HLG og Dolby Vision. I lighed med LG støtter Sony ikke op om Samsung/Panasonics HDR10+ format. Derudover er nogle af modellerne IMAX Enhanced-certificerede – ikke et videoformat, men et marketingfremstød, som dækker over en dedikeret billed-profil i menuen. Sony sælger særskilt et kamera (Bravia Cam), der kan åbne for yderligere funktioner såsom automatisk volumenkontrol og videochat, foruden mulighed for at styre TV'et med fagter. Kameraet kan også bruges til at tjekke, om der rent faktisk er seere i sofaen; hvis ikke, slukkes det. Nogle af disse funktioner kræver firmwareopdatering.
Sony 2023 X90L LCD TV
Sony X90L kommer i størrelser op til 98-tommer. Her er 75-tommer udgaven. Foto: Sony
Annonce:
Af andre funktioner kan nævnes Calman Ready til manuel eller automatisk billedkalibrering, XR Backlight Master Drive for bedre styring af miniLED i X95L, XR Motion Clarity til forbedret bevægelsesgengivelse og X-Wide Angle (i X95L, X93L) med bredere betragtningsvinkler. Tjek specifikationerne nedenfor for at se, hvilke modeller der tilbyder hvad. A95L er Sonys første TV med WiFi 6 og Bluetooth 5.2. De øvrige modeller har indbygget WiFi 5 (ac-standard) og Bluetooth 4.2. Flere modeller har også twin-tuner. Alle modeller er i stand til at dekode AV1-video, men der er endnu ingen understøttelse af H.266 / VVC (Versatile Video Coding), bekræfter Sony. De nye skærme fra Sony kommer på markedet i foråret og sommeren, afhængigt af modelserie. Igen i år bruges samme modelbetegnelse i Europa og USA. 'L' angiver 2023-generation: AL/XL = 2023, AK/ZK/XK = 2022, AJ/ZJ/XJ = 2021, AH/XH/ZH = 2020, AG/XG/ZG = 2019, AF/XF = 2018, A/XE = 2017, XD = 2016, XC = 2015, XB = 2014, XA = 2013. Oversigten vil løbende blive opdateret for at afspejle eventuelle ændringer eller nye modeller præsenteret af Sony. Når TV-modellerne bliver tilgængelige i butikkerne bliver modelnavnet og formatet til et klikbart link til prissammenligning/forhandlere.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Oversigt

Sammenlign

Vælg op til 5 TV fra listen (vandret scroll på små skærme) ved at trykke på . Fjern TV fra sammenligningen ved at trykke på 'x' eller tryk på 'Nulstil' for at fjerne alle TV.


Sammenlign med TV fra andre producenter: Gå til hele TV-databasen


Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere overbliksartikler

Oversigt: LG 2024 TV-skærme

03 Apr 2024 |

Oversigt: Samsung 2024 TV-skærme

28 Mar 2024 |

Oversigt: Panasonic 2023 TV

24 Jul 2023 |