Streamingtjenester er rullet ind over landet. I denne guide giver vi dig et overblik over de bedste streamingtjenester, fordele og ulemper og priser. Se også overblikstabellen over billed og lydteknik og indhold på de forskellige tjenester.
Forhandlingerne omkring den nye filmaftale er undervejs. Filmbranchen er blevet beskyldt for grov tal-manipulation og Zentropa har politianmeldt teleudbyderne for hæleri. Sideløbende har politikerne demonstreret deres ofte manglende føling med omverdenen ved at foreslå helt andre afgifter. Men demokratiet har allerede talt.
YouSee lancerer i dag YouSee Play som kabel-tv 2.0 med adgang til tv-kanaler, film, tv-serier og funktioner såsom StartForfra. Vi har prøvet YouSee Play og her er vores oplevelser. Er dette kabel-tv 2.0?
Opdateres løbende. Tilbudsjagten er et simpelt koncept. Hver uge finder vi de bedste tilbud på fladskærms-tv og tilbehør i samarbejde med jer brugere. Alle tilbuddene samles her i Tilbudsjagten. Vær med!
Nu med mediebokse. Se vores liste over officielle anbefalinger af både TV og monitors. Listen opdateres løbende. Opdateret: 3. oktober 2014.
FlatpanelsHD
Her er du: Startside - Tests

Panasonic VT60 test - FlatpanelsDK

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Af Rasmus Larsen (@flatpanelsdk)
14 May 2013

Panasonic VT60 test

Med genintroduktionen af ZT-serien er VT60 ikke længere den absolutte topmodel fra Panasonic, men idet ZT60 er en limited edition-model, tillader vi os stadig at kalde VT60 for et flagskibs-tv. VT60 tilbyder Panasonics mest avancerede billedteknologi, herunder et nyt plasma-panel samt Panasonics Smart Viera-funktioner, der er blevet udvidet i 2013 og har fået et kraftigt ansigtsløft plus nye muligheder for at streame indhold imellem enheder.

Panasonics VT60 bygger på en stolt tradition og tidligere udgaver af tv’et har været betragtet som toppen af poppen indenfor plasma-tv, og endda tv generelt. Kan VT60 leve op til forventningerne? Eller måske endda overgå den legendariske Pioneer Kuro, som vores nye reference tv? Vi glæder os til at finde ud af det.

Vi tester 50” modellen af VT60. VT60 fås i 50, 55 og 65 tommer, kaldet TX-P50VT60Y, TX-P55VT60Y og TX-P65VT60Y.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.


Tommestørrelse: 50" widescreen
Opløsning: 1920x1080
Responstid: -
Kontrastforhold: -
Lysstyrke: -
Betragtningsvinkler (H/V): -
Panel type: Plasma-tv
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxWxD): 70.2cm x 120.3cm x 5.0cm (uden fod)
Vægt 31.5 kg
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI (kan konverteres gennem HDMI)
Lyd (type) (Audio ind/ud)
S-video
Komposit
Komponent
HDMI (3 indgange, 1 HDMI 1.4)
Udgange
Lyd (type) (1 udgang, hovedtelefoner)
S/PDIF (optisk)
Andet
DVB-T
DVB-T2
DVB-C
DVB-S2

Pris og forhandler:

50"55"65"


De første indtryk

Mange folk forbinder stadig plasma-tv med store, klodsede kasser, der fylder godt i stuen, men de dage er ovre. VT60 er ikke plasma-skærmen, som ændrer på dette faktum, men Panasonics har kæmpet for at gøre deres plasma-tv slankere og mere elegante, og det er VT60 seneste bevis på. VT60 er et yndigt tv.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


I de senere år har vi også set tv-producenterne rykke mod slankere og slankere rammer omkring billedpanelerne. Med VT60 tager Panasonic overraskende nok en anden tilgang. Rammen omkring skærmen er faktisk blevet bredere og er betydeligt bredere end på den billigere ST60 model. Panasonic har i stedet integreret en glasfront, der dækker både ramme og panel. Det medfører, at tv’et ser lidt bredere ud end det typiske tv.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Byggekvaliteten er ganske fornuftig og materialevalget er mere eksklusivt end på mange andre tv i denne prisklasse. Foden giver tilstrækkelig stabilitet til at bære det forholdsvis tunge tv, og har også en indbygget drejefunktion. Et kamera er placeret på toppen af tv’et. Det er skjult så længe det ikke bruges og kommer automatisk frem, når moster Olga ringer på Skype. Du skal imidlertid selv skubbe det ned igen.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Indgange er placeret på skærmens bagside og de fleste peger nedad eller til siden. Kun strømstikket peger bagud, men der er vedlagt et ”knækket strømstik” i kassen, så det tilføjer kun omkring 1½-2 centimeter i dybden. Noget som dog muligvis kommer som en overraskelse er, at VT60 kun har 3 HDMI-indgang. Det virker som en underlig beslutning fra Panasonics side – i hvert fald taget i betragtning af, at vi her taler om et high-end tv.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Gennem tiden har en del brugere klaget over summelyde fra deres plasma-tv; i visse tilfælde så markante, at de kan høres ved normalt tv-brug. VT60 frigiver stadig en let summende lyd fra bagsiden af kabinettet. Summelyden er lidt anderledes end hvad vi hørte på ST60, men stadig hørbar fra bagsiden og når vi stod lige ved siden af tv’et. Summelyden var dog ikke synderlig hørbar fra normal afstand til tv’et. Vi registrerede det kun i et helt lydløst rum.

Forud for testen

Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.

Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.

Funktionalitet

Fjernbetjeningen er uændret. Den er sågar mere eller mindre identisk med den fjernbetjening, som medfølger til den langt billigere ST60 model, bortset fra, at knapperne er hvide og bagbelyste. Der er ikke så meget nyt at tilføje her, ud over de sædvandlige klager. Den grimme, forvirrende plastikfjernbetjening har for mange unødvendige knapper og er ikke ligefrem en ideel løsning til at styre alle tv’ets avancerede Smart TV-funktioner, herunder indtastning af tekst. Følingen i hånden harmonerer bestemt ikke med det vi forventer os fra et high-end tv.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Panasonic har også vedlagt en mindre og mere enkel fjernbetjening, der kan tage hånd om hverdagens opgaver. Vores mistanke er dog, at de fleste mennesker allerede følger, at de har for mange fjernbetjeninger; ikke for få. Den mindre fjernbetjening er dog ikke en dårlig idé. For de brugere, som blot har behov for at skifte tv-kanaler, justere lyd og lejlighedsvis navigere rundt i skærmens menuer giver den fin mening. Panasonic har også indbygget en mikrofon, som kan reagere på stemmekommandoer samt en touchpad i midten. Fjernbetjeningen løser dog ikke det grundlæggende problem med at kontrollere et tv, der bliver stadig mere avanceret og spækket med funktionalitet.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Stemmekommandoerne er præ-defineret. Det betyder således også, at du kun kan give kommandoer, som er programmeret i tv’et – og det begrænser brugbarheden. Efter noget tid, hvor vi hverken havde held med at "åben apps", "åben Netflix", "start Netflix", "åben Netflix app", "sluk TV", måtte vi ty til hjælpefunktionen og se, hvad vi så kunne gøre. Tja, det hjalp ikke meget. I stedet for at gøre det nemt at åbne apps, kan man simpelthen sige ”rød knap” for at få tv’et til at reagere som hvis der blev trykket på den røde knap på fjernbetjeningen? Hold da op, det ikke er ikke ligefrem intuitivt. Andre kommandoer såsom ”lydstyrke op” forekommer os også som en gåde. Lydstyrken kan indstilles på en skala fra 1 til 100, så hvis du bare gentager kommandoen 30 gange, så er du ved at være der. Vi skal være fair og nævne, at man også kan sige ”lydstyrke 30” (men ingen ord før eller efter, da kommandoen så ikke genkendes), men selvom Panasonics stemmekommandosystem som sådan reagerer rimelig prompte, så lader der ikke til at være lagt specielt mange tanker i den praktiske brug af det og derfor føles implementeringen overflødig. For virkelig at gøre systemet brugbart, mener vi, at systemet i det mindste skulle kunne genkende normale sætningskonstruktioner i stedet for helt specifikke kommandoer og herudover i det mindste kunne åbne specifikke apps.

Panasonic VT60 test
Den nye Home Screen på Panasonics 2013 Smart Viera-modeller


Vi delte vores første erfaringer med den nye Smart Veira-platform og den nye My Home Screen i testen af ST60. Panasonic VT60 bruger samme platform, men den drives i dette tilfælde af en betydeligt hurtigere processor - og det kan mærkes. Navigationen rundt i menuerne er smidig og ubesværet og det hjælper med at hæve brugeroplevelsen. Så det er absolut positivt.

Vi har ikke været overbeviste af Panasonics tidligere forsøg på at gøre Smart TV-funktionalitet attraktivt. Smart Viera-platformen har hidtil virket som en eftertanke og ikke noget, som er bygget ind i kernen af tv’et. Man har haft en oplevelse af at selve tv-kanalerne og de dertilhørende funktioner har været én del af tv’et og Smart TV-delen har været en helt anden. Vi har savnet en mere holistisk tilgang til hvad et tv er i Smart TV-alderen. Kritikken er som sådan ikke rettet specifikt mod Panasonic, men mere den generelle tilgang til Smart TV hos tv-producenterne. FlatpanelsDK går som sådan meget ind for den grundlæggende tanke bag Smart TV: lad os bringe tv-skærme ind i internetalderen og alt hvad den måtte indeholde. Vi er store fortalere for det, men vi mangler stadig at se et helhjertet forsøg, der for alvor redefinerer, hvad et tv er og hvad et tv kan.

Panasonic VT60 test
App-butikken på Panasonics tv


Panasonic siger, at de har taget noget af kritikken til sig og totalt moderniseret Smart Viera-platformen med en ny ”My Home Screen”, hvorfra man ikke kun har adgang til tv-apps, herunder streaming-tjenester, men også tv-kanaler og meget andet. Det er en mere holistisk tilgang til sagerne, hvor My Home Screen føles som knudepunktet i stedet for en separat sektion.

På trods af den mere flydende og ubesværede navigering, er vi dog stadig ikke overbeviste. Der er stadig meget få apps tilgængelige og de fleste Smart Viera-funktioner er udviklet af Panasonics selv. Smart TV – eller i dette tilfælde Smart Viera – er et ordspil på ”smartphone”; smart som i en platform, hvor udviklere kan udvikle apps og hvor platformen naturligt kan udvikles til gavn for brugerne. Lige nu føles det bare ikke sådan. Det føles mere som de gamle dage før smartphones, hvor der med hver ny telefon blev tilføjet en række nye funktioner og de gamle blev efterladt til at visne. Panasonics nye Smart Viera-platform er nydelig og det er fint med adgang til diverse streamingtjenester, men det ændrer ikke noget fundamentalt for tv-markedet, og vi anbefaler stadig, at du køber dit tv baseret på billedkvaliteten i stedet for Smart TV-platformen. Derefter kan du så tilføje en lille billig Apple TV-boks, der gør alt hvad Smart Viera gør – og mere til – langt bedre og mere brugervenligt.

Panasonic tilbyder også en app kaldet Viera remote2 til Apples iOS-enheder eller Android (den nye version er ikke tilgængelig på WP eller Blackberry). App’en kan hjælpe med at styre tv’et og gør det nemmere at indtaste tekst på tv-skærmen. I de første versioner af app var knapperne fra fjernbetjeningen blot rykket over på smartphone/tablet-skærmen, men i den nye version har Panasonic faktisk nogle interessante funktioner indbygget. Panasonics har nu flyttet noget af brugerfladen over på berøringsskærmene, så man eksempelvis kan se hvilke tv-apps man har installeret på tv-skærmen og starte dem henne på tv-skærmen ved et tryk på berøringsskærmen. Det gør det nemt at starte f.eks. Netflix op uden at skulle igennem en masse menuer. Når det er sagt, så plages app’en dog stadig af de begrænsninger, som vi nævnte i ST60 testen. Når man vil søge efter f.eks. en film i Netflix-app’en skal man bruge piletasterne. Tastaturet i smartphone-app’en virker ikke. App’en kan heller ikke tænde for tv’et – kun slukke.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Gennem appen er det desuden muligt at skubbe billeder og video, som er lagret på iPhone eller iPad’en over på tv-skærmen, som det ses på billedet ovenfor.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Der er en anden funktion, som vi er ret begejstrede for: kalibreringssektionen. Det gør det dybest set muligt at kalibrere tv’et direkte fra berøringsskærmen på din smartphone eller tablet. Ikke bare justere lysstyrke og kontrast, men simpelthen foretage en rimelig avanceret kalibrering med interaktive grafer. Det er ikke engang muligt i tv’ets egne menuer. Vi tog et kig på funktionaliteten i denne artikel, men vi vil forsøge at se hvordan det virker i praksis i kalibreringsafsnittet.

VT60 tilbyder de samme DLNA-streamingmuligheder som tidligere fladskærms-tv fra Panasonic og det er også muligt at afspille mediefiler fra en USB-harddisk eller USB-nøgle. Som vi har været inde på før, så er understøttelsen af mediefiler dog begrænset gennem den indbyggede medieafspiller. Vi kørte VT60 igennem lidt forskellige tests og den ville ikke spise vores første 1080p avi-fil. Den kunne heller ikke lide vores .mkv container med en 1080p film i H.264 profil 4.1 (40 mbps fil). Vi var heldigere, når det kom til en .mkv med 720p video i H.264 profil 5.1. VT60 håndterede også undertekster korrekt, så de kan aktiveres og deaktiveres efter behag. En .mkv container med video kodet i VC1 blev også håndteret korrekt.

USB-optagelse har været tilgængelig i Panasonics danske tv i flere generationer nu, men med VT60 er det første gang, at vi får adgang til en twin-tuner fra Panasonic. Twin-tunere er som sådan ikke en ny opfindelse i tv-branchen, men de er bare sjældent integreret i tv-skærme, så det er spændende. Den dobbelte tv-tuner gør det muligt at optage to forskellige tv-programmer samtidig, ligesom det er muligt at optage én tv-kanal mens man ser en anden eller streame tv-kanaler til Apples iPhone eller iPad (via viera remote2 app’en). Før mulighederne åbnes, skal du tilslutte en ekstern USB-harddisk og formatere den, som tv’et foreslår.

I praksis er funktionaliteten temmelig ligetil. Du kan starte en optagelse ved at trykke på den røde knap på fjernbetjeningen eller tidsindstille fremtidige optagelser via tv-guiden. Du kan også sætte direkte tv-udsendelser på pause eller spole tilbage til det punkt, hvor du skiftede hen på tv-kanalen.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Twin-tuneren fungerer ganske overbevisende. Når man starter en optagelse får man en lille notits og man kan nu frit skifte til en anden tv-kanal eller starte endnu en optagelse. Hvis du forsøger at skifte tv-kanal mens to optagelser er i gang, så beder tv’et dig om at annullere en af dem.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Twin-tuneren kan også streame en tv-kanal til en iPhone eller iPad mens du ser en anden tv-kanal på tv-skærmen. Denne funktionalitet virkede imidlertid ikke for os, men vi har en mistanke om, at det er det erhvervsnetværk med firewall, som vi kørte på i forbindelse med testen. Vi har set funktionen i aktion flere gange og vi ved at den virker rimelig ligetil. Det er endda muligt at skifte tv-kanal på iPad/iPhone og styre lydstyrken. Endelig er det muligt at streame en tv-kanal til et andet tv i hjemmet via DLNA. Det behøver ikke nødvendigvis at være et Panasonic-tv, men tv’et skal have en nyere implementering af DLNA for at kunne tale sammen med VT60.

VT60 understøtter i øvrigt også hbb-tv, hvorfra man kan se et udvalg af DR NU via internettet. Klik blot på den røde knap på fjernbetjeningen, når du ser en tv-kanal fra DR.

Panasonic VT60 test
Panasonic VT60 test


Strømforbrug

Sammenlign strømforbrug på fladskærms-Tv og monitors i vores interaktive strømforbrugs-applet her.


Standby 0.0 W 0.0 W
SD+HD 174 W 183 W
3D 235 W (i Standard) 285 W (i THX 3D)


Efter kalibrering målte vi strømforbruget til 183 W på 50-tommer versionen af VT60. Det er nogenlunde på niveau med sidste års VT50. Strømforbruget ved 3D er steget en smule; sandsynligvis pga. den højere lystyrke i THX 3D-profilen.

Kalibrering af Panasonic VT60

Nedenfor kan du se en måling af farverne på VT60 i skærmens Standard-profil uden ændringer af indstillingerne, ud over at lyssensoren er slået fra.

Panasonic VT60 test


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

  • Standard-indstillingerne er ikke særlig imponerende og efter at have taget et kig i billedmenuen kan vi forstå hvorfor. Alle dynamiske “ekstrafunktioner” er aktiveret, hvilket synes at øge farveintensiteten til et ret ekstremt niveau. Det har ikke altid været sådan hos Panasonic, så vi betragter det som en glidebane de burde bevæge sig ud af igen. Men hey, så længe de andre billedprofiler kan rette problemerne, så er der håb.

    Vi ændrede nu skærmen til THX Cinema-profilen og tog en ny måling.

    Panasonic VT60 test


    THX Cinema-profilen er en enorm forbedring i forhold til Standard-profilen. Farverne er langt mere præcise og falder stort set i hak med standarderne, med blot meget små, forventelige afvigelser. Det er ikke så meget at sige her. THX-profilen fungerer som forventet og svarer til THX-profilerne på tidligere års modeller (hvilket naturligvis er pointen).

    Som sædvanlig har Panasonic også implementeret en THX Bright Room-profil. Vi tog en måling og den er meget lig THX Cinema-profilen, men blot med en højere lysstyrke, der er nået ved at ændre gamma-kurven en smule, så billedet er bedre optimeret til meget oplyste rum; f.eks. en oplyst stue. Du vil muligvis foretrække THX Bright Room til en stue, men det afhænger naturligvis en af dine forhold. THX Cinema anbefales til mindre oplyste rum.

    Vi gik videre og kalibrerede VT60 for at presse de sidste par procent ud af skærmen og for at forsøge mulighederne i Viera remote2 app’en.

    Panasonic VT60 test


    Vi oplevede ikke de helt store forbedringer efter kalibrering, hvilket heller ikke var forventet. Kalibreringsmulighederne i app’en er dog spændende. Man kan naturligvis argumentere for, at der ikke er det store behov for funktionen med en så god præ-kalibreret THX-profil, men ikke desto mindre er det befriende at se, at kalibrering kan gøres så meget mere brugervenligt ved at flytte brugerfladen til en berøringsskærm fremfor at sidde og fedte med piletasterne på en fjernbetjening.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Inde fra app’en kan man i øvrigt også indstille billedet separat for hver HDMI-indgang og justere IRE10 til IRE100 på gråskalen, så man kan opnå et helt perfekt resultat. Det kan man også direkte i tv’ets menuer, men det er lysår nemmere via app’en.

    En anden ny indstilling, som vi fandt i VT60 er "panel luminans setting", som kan styre lysstyrken på skærmen. Det er første gang vi ser det fra Panasonic og det er ganske nyttigt. Der er en lav, mellem og høj indstilling, hvor lav er standard. Hvis du skifter til høj, vil skærmen blive betydeligt mere lysstærk, hvilket er nyttig i f.eks. stuemiljøer.

    Nedenfor er vores kalibrerede indstillinger.


    Billedprofil: Professionel1
    Kontrast 60
    Lysstyrke 0
    Farve: 50
    Skarphed: 0
    Farvetemperatur: Varm
    Levende farver: Fra
    Color remaster Fra
    Lyssensor Fra
    Støjreduktion Fra
    MPEG-støjreduktion Fra
    Resolution remaster Fra
    Caption smoother Fra
    Brilliance enhancer Fra
    IFC (Intelligent Frame Creation) Fra
    Panel Luminance setting Se ovenfor
    Adaptive gamma control 0
    Black expander 0
    Gamma 2.2
    16:9 Overscan Fra
    R-Gain -2
    G-Gain -3
    B-Gain +4
    R-Cutoff 0
    G-Cutoff -1
    B-Cutoff +1


    Billedkvalitet på Panasonic VT60

    I dette afsnit gennemgås billedkvaliteten med de kalibrerede indstillinger.

    Panasonic VT60 bruger et anti-reflektsivt filter, der er udviklet specifikt til at reducere refleksioner i frontglasset. Filteret er integreret direkte i glasses og fungerer således også anderledes end på mange andre plasma-tv, herunder den billigere ST60, som vi kunne sammenligne direkte med under testen. Det forbedrede filter på VT60 er synligt bedre og hjælper VT60 med at opretholde intensiteten i farverne og kontrasten i selv udfordrende stueomgivelser. Refleksioner har været et problem på plasma-tv gennem tiden, hvilket i visse tilfælde har gjort dem uegnede til almindelig stuebrug, men VT60 er ikke i den gruppe. Vi synes bestemt ikke VT60 nødvendigvis er et dårligt valg til stuen.

    Farvegengivelsen er meget overbevisende, men dog ikke perfekt. Som altid, så har plasma-tv en del dithering/pixel-støj i de mørkeste farver, og det gælder også for VT60. Fra en afstand på 2 meter (vi tester 50” versionen), er det bestemt synlig, men vi ved også at folk har blandede holdninger til emnet og det er rigtig, at man sjældent bemærker det når først billedet er i bevægelse. Samlet set er farvegengivelsen dog super og vi klager blot fordi vi er perfektionister. For at være klare i spyttet, så fortjenester VT60 ros og farvegengivelsen er også et af de punkter, hvor VT60 formår at trække fra sin lillebror i ST60-serien.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Billedkvaliteten på tv-kanaler og DVD i den lave SD-opløsning er fremragende og har alle de samme egenskaber som sidste års VT50. Detaljegraden er høj og billederne har fantastisk kontrast pga. en meget dyb gengivelse af sort, der er med til at skabe dynamik i billederne. Mange entusiaster bliver nok også glade for at høre, at Panasonic endeligt lader til at have løst ”50 Hz problemet”, som i visse tilfælde fik video til at hakke.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    HD-billedkvaliteten er også fantastisk. Håndteringen af Blu-ray-film er eksemplarisk og HD-kanaler bliver gengivet med en sublim klarhed, selv i hurtige scener. VT60 formår at gengive synligt flere detaljer i hurtige scener end de bedste LED/LCD-tv, fordi de små billedelementer ikke bliver sløret i samme grad.

    På et helt generelt plan, så er der ikke så meget nyt at berette om for gengivelsen af bevægelse. Fosforslør forekommer stadig, men kun i meget begrænset omfang. Gengivelsen er således mere eller mindre på niveau med sidste års VT50 (ud over 50 Hz-problemet, som nu er løst) og detaljegraden er tæt på perfekt i action-scener. Vi bemærkede kun fosfor-sløret i vores sort/hvid-testscener og i nogle få spil, men aldrig i forbindelse med film.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Input lag blev målt til 24-30 ms i game mode uden de dynamiske billedsystemer aktiveret. Det er en klar forbedring i forhold til ST60-modellen og det vil nok glæde gamere. Målet er naturligvis 0 ms, men i området omkring 20-30 ms mærker de færreste en forskel.

    Alt i alt er VT60 et af de bedste tv til konsolspil, sport og generelt tempofyldte film.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Retention (midlertidig burn-in) har traditionelt været et problem på plasma-tv og som vi var inde på i vores test af ST60, så blussede problemet op igen efter 3D blev introduceret på plasma-tv; især på VT20. Vi oplevede dog ikke problemer med retention på VT60, hvilket er positivt. Selv i forbindelse med vores stresstest kunne vi ikke afsløre nogen kritiske problemer, og selvom vi godt kunne fremprovokere mild retention, så forsvandt det så snart vi skiftede til et andet billede. Vi ved dog også, at retention kan variere og ramme visse brugere hårdere, så vi håber, at VT60-købere vil hjælpe os med at skabe et fuldt overblik over sagerne i debattråden. Uanset hvad, så er det dog positivt, at vi ser en klar forbedring.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Nedenfor har vi målt sortniveau og kontrast.

    Sortniveau 0.00 cd/m2 0.00 cd/m2
    Lysstyrke 82 cd/m2 114 cd/m2
    Kontrastforhold - -
    Kontrastforhold +/- 50


    Da vi for nylig testede Panasonic ST60, fandt vi, at den leverede fantastisk gengivelse af sort; langt bedre end hvad vi turde håbe på fra et tv i mellemprisklassen. Det gjorde os naturligvis ivrige for at undersøge sagerne på VT60, der mere eller mindre skulle nå perfektion for at overgå ST60.

    Tja, hvad kan vi sige? En helt sort skærm på VT60 er ikke kulsort, men det er satme tæt på; så tæt på vi kan komme for at nå det ultimative mål. Vi havde mulighed for at sætte VT60 og ST60 op side-om-side, og det er muligt at der er en minimal forskel, men vi er ikke sikre. Det er som sådan også ligegyldigt for begge tv leverer et sortniveau, der er så dybt, at det er umuligt at spotte forbedringer i andet end teoretiske testmønstre. I forbindelse med film og spil er den sorte farve mere eller mindre perfekt.

    Sort kan dog fremstå en smule mindre intenst i dagtimerne pga. en smule fald i kontrast fra refleksioner – men ikke meget.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Shadow detail er også forbedret synligt i forhold til ST60. Vi foretog igen en direkte sammenligning, og VT60 formår at gengive de mørkeste farvenuancer med mindre pixelstøj og en smule større præcision. Forskellen er ikke enorm, men det siger nok mere om ST60 end det siger om VT60.

    Panasonic VT60 har ingen problemer med ujævn fordeling af lyset, hvilket nok ikke er så overraskende, da det ikke er et klassisk plasma-problem. Vi noterede heller ikke problemer med ”floating black”, hvor den sorte farve ”ryster”. VT60 klarer sig fornemt.

    3D-billedkvalitet på Panasonic VT60

    I denne test vil jeg undersøge 3D dybde, 3D billedkvalitet og 3D-crosstalk

    Panasonic VT60 bruger aktiv 3D-teknologi, som kræver dyre 3D-briller med batterier, der også har tendens til at flimre i dagtimerne. Det aktive 3D-system kan gengive et højere detaljeniveau i 3D sammenlignet med det passive 3D-system, som bruges i mange LCD/LED-modeller, men mange oplever også de flimrende 3D-briller som generende for oplevelsen. 2 par aktive 3D-briller medfølger.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Overordnet så er 3D-billedkvaliteten på VT60 rigtig fin, men ikke væsentligt bedre end hvad vi så på ST60. Panasonic har ikke taget de store skridt i de senere år, og vi var stadig i stand til at spotte 3D-crosstalk (dobbeltbilleder), hvis vi kiggede omhyggeligt efter. På visse tidspunkter oplevede vi desuden, at 3D-dybdeforholdet føltes en smule malplaceret, forstået på den måde, at forholdet mellem baggrund og forgrund virkede unaturligt. Det er ikke nyt, og vi har set det samme på tidligere 3D-tv fra Panasonic. Det lader til at være et problem med billedbehandlingen ved 3D.

    Panasonic VT60 test
    Panasonic VT60 test


    Når det er sagt, så skal vi dog også sige, at det er relativt små problemer og at 3D-billedkvaliteten mere eller mindre er i toppen indenfor tv. Vi er stadig ikke fan af de aktive 3D-briller, der kan være en smule hårde for øjnene, men der er ingen tvivl om, at Panasonics 3D plasma-tv leverer 3D-billedkvalitet, som er bedre end på LED/LCD-modellerne. VT60 er sandsynligvis det bedste 3D-tv vi endnu har set, men forvent ikke de store forbedringer på feltet, hvis du allerede ejer et Panasonic plasma-tv fra 2011 eller 2012.

    VT60 har i øvrigt også en THX 3D-profil, som faktisk formår at levere ganske fornuftig farvenøjagtighed. Den har en smule mere billedstøj end visse af de andre 3D-profiler, og det kan spottes fra omkring 2 meter, men fra en længere afstand er det ikke videre synligt.

    PC og mediecenter

    Hvis du ønsker 1:1 pixelmapping skal du sende en 1920x1080 opløsning fra dit mediecenter/PC og vælge "16:9"-skærmformatet. Du skal også deaktivere ”16:9 Overscan” i menuen.

    Betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne har gennem tiden ikke været et problem på plasma-tv. For nogle så siden kunne der opstå refleksioner inde i skærmen ved f.eks. hvid tekst på sort baggrund, men det sker ikke længere.

    Farverne forbliver levende og der opleves ikke tab i kontrast, når tv’et betragtes fra siden. Der er intet behov for billeder her; VT60 opfører sig som tidligere plasma-tv fra Panasonic og betragtningsvinklerne er noget nær perfekte.

    Lyden

    Højttalersystemet har mere punch og dybde end hvad vi fik fra den billigere ST60. Højttalerne er bestemt også mere kapable, med bedre bund i lyden og forholdsvis klar gengivelse af stemmer og dialog.

    Højttalersystemet kan naturligvis på ingen måde sammenlignes med et rigtig HiFi-system, og den tanke skal du nok forberede dig på. Hvis du vil have ordentlig lyd til at matche den fantastiske billedkvalitet, så er du stadig nødt til at tilslutte eksterne højttalere, men højttalersystemet er faktisk ganske hæderligt til sporadisk tv-brug og endda en omgang aftenfilm i ny og næ.

    Konklusion

    VT60 bruger Panasonics såkaldte Hexa-processor til at forbedre brugeroplevelsen og føje funktioner til Smart Viera-platformen. Da vi for nylig testede ST60 fandt vi, at Smart Viera-delen stadig var for begrænset og langsom. VT60 er mærkbart hurtigere og de ekstra twin tuner-funktioner er en meget kærkommen tilføjelse. Alligevel mener vi, at Smart Viera-platformen lader en del tilbage at ønske og vores anbefaling er stadig at overveje VT60 baseret på billedkvaliteten fremfor Smart Viera-mulighederne.

    Mange entusiaster har ventet spændt på Panasonics VT60 og efter vi senest testede ST60 var vi også ivrige for at se, hvad VT60 kunne byde på. Lad os starte med at sige, at VT60 ikke skuffer. Det er uden tvivl Panasonics bedste tv til dato, og det kommer med samme fantastiske gengivelse af sort som på ST60, samtidig med, at ydelsen hæves et niveau eller to på flere andre parametre. THX-profilerne er meget overbevisende og det forbedrede filter gør VT60 velegnet til lyse stuer. Vi bemærkede også, at shadow detail og pixelstøj var blevet forbedret i forhold til ST60. 2D-billedkvaliteten er således fantastisk og 3D-billedkvalitet er også god.

    Panasonic VT60 er dog ikke perfekt og kæmper stadig med pixelstøj i de mørkeste farver og så ville vi have ønsket, at den kunne levere en lidt højere lysstyrke i dagstimerne. Begge ting er dog i småtingsafdelingen. Samtidig bør vi sige, at forskellen imellem VT60 og ST60 er mindre end den har været på de to serier i foregående år, men det siger sandsynligvis mere om ST60 end det siger om VT60. I og med, at VT60 tager billedkvaliteten skridtet videre står Panasonic således også med et fantastisk på hånden og vi tildeler hermed VT60 vores Reference Award. Ikke siden Pioneer Kuro har vi tildelt et tv denne award, men VT60 er simpelthen et eminent tv – det fortjener stor ros.


    Tryk på awarden for at læse mere.


    Pris og forhandler:

    50"55"65"


    Fantastisk 2D-billedkvalitet Stadig pixelstøj Stuen
    ”50 Hz bug” løstSmart Viera stadig ikke overbevisende Hjemmebiograf
    Antirefleks-filteret Ikke kæmpe spring fra ST60
    Utroligt sortniveau Kun 3 HDMI-porte
    3D-billedkvalitet Flimrende 3D-briller
    Twin tuner-mulighederne


    Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online.

    Panasonic VT60 debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Panasonic VT60 debat





    Afstemning


    Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder




    Annoncer


    Populære
    artikler