Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEt nærmere kig på Sony's 2016-modelprogram - FlatpanelsDK

Et nærmere kig på Sony's 2016-modelprogram

03 Feb 2016 | Tommy Lindegaard |

Sony inviterede i dag den nordiske presse på besøg for at se nyhederne for 2016. Her gik de mere i dybden med visse detaljer for deres 2016-program, hvor der er fokus på bl.a. 4K, HDR, Android TV og trådløs lyd.

Sony i 2016

Sony præsenterede deres nyheder for 2016 i hovedtræk på CES-messen sidste måned. I dag havde de inviteret pressen til Ballerup på hovedkontoret for at komme lidt nærmere på produkterne til det nordiske marked.

Sony XD93


Sony startede arrangementet med at snakke ganske kortvarigt om Android TV, måske dels for ikke at rive op i sårene, men også fordi de ikke er ene om at bruge Android TV som platform på tv-skærme. Både Sony og Philips bruger Android TV og mange flere kommer til i 2016. Hver især tilbyder visse særskilte apps, der er "side-loadet" og unikke for hver deres brand, men i store træk ser Android TV ens ud på de forskellige producenters skærme.

Én ekslusiv Sony-funktion, som blev fremhævet, er ”Content bar”. Det er sådan set bare en bundmenu, men den har en række gode funktioner, foruden genveje til tv-kanaler og apps. Har man en set-top-boks, Blu-ray-afspiller eller en anden tilsluttet enhed, kan de tilgås hurtigt igennem den menu. Som noget nyt kan man på 2016-modellerne tilslutte en IR-blaster, så man ikke behøver at bruge andre fjernbetjeninger end Sony’s egen til at styre alle de tilsluttede enheder.

På den måde behøver man kun én fjernbetjening og alle ens "favoritter" kan findes i en og samme menu. Sony kunne ikke bekræfte præcis hvilke tv-modeller der får IR-blasteren med i pakken, ud over XD85, XD93 og XD94. Før ”content baren” fungerer med IR-blasteren kræves desuden - og desværre - en opdatering. Opdateringen vil ifølge Sony komme til sommer, men som bekendt, så blev opdateringer forsinket flere gange sidste år.

Det var ikke muligt at få alene-tid til at lege med Android-menuerne, men undervejs i demonstrationerne fremstod navigering rundt i menuerne som flydende og hurtig, så selvom Sony ikke ønsker at sige for meget, ligenede det en tydelig forbedring i forhold til sidste år modeller.

Android TV er en succes for Sony

Android TV har det sidste års tid fået kritik for manglende apps og småfejl, der påvirker brugeroplevelsen, men for Sony har det været en succes at skifte til Android TV som styresystem.

I Danmark tjener Sony nu flere kroner per solgte tv-skærme. Samtidig kan man notere sig, at de danske kunder køber større tv-skærme og dyrere modeller fra Sony i forhold til resten af markedet.

Vi fik ikke konkrete svar på hvorfor, men det er interessant, at Android TV har fået folk til at sende flere penge efter skærme i den høj ende af skalaen. Sony noterede i øvrigt, at de sælger mange 4K-skærme og at nordiske marked som helhed har taget væsentligt bedre imod 4K-teknologien end resten af Europa.

Ingen ekstra fjernbetjening til tv-skærmene
Sony leverer i år sine tv-skærme kun med en fjernbetjening, som har en fin, nubret gummioverflade, hvilket ses på flere og flere fjernbetjeninger efterhånden.

Den nye fjernbetjening føles lækker at holde og bagsiden er imiteret plastiklæder. Alt i alt er det en forbedring i forhold til de seneste års fjernbetjeninger, selvom den funktionelt dog ikke er markant anderledes.

Sidste års "One-flick"-fjernbetjening vil ikke kunne benyttes til dette års modeller og der vil ikke blive solgt nogen ekstra fjernbetjening.

Sony 2016 fjernbetjening


Sony XD85 - 4K "value-for-money"

Sony's nye XD85 erstatter sidste års populære X85C-model og holder sig i hovedtræk til de samme dyder.

Den er blevet tyndere og måler kun 11,2 mm i toppen af skærmen, der er det tyndeste punkt. Det er en smule tykkere end sidste års designmodel X90C, der med sin ultra-slanke profile målte sølle 4,9mm, men XD85 er jo også lillebroderen.

Det pudsige er dog, at Sony’s nye vægophæng kan bringe X85 og XD93 tættere på væggen, så de måler blot 37 millimeters i totaldybde, mod sidste års X90C's totaldybde på 40mm.

Sony XD85


XD85 kommer i øvrigt også med sølv-ramme. I denne variant hedder tv’et 65XD8577 for en 65” version, mod 65XD8505 for varianten med sort ramme. Sony siger, at sølv-versionen ligeledes sendes i handlen i foråret. Den har stadig en krom-kant i midten af rammen.

Alle Sony’s nye tv-skærme med Android TV har front og side-rammer i metallegering. Metallegeringen er dog så tynd, at det i ved første øjekast kan forveksles med plastik. Bagsiderne er stadig plastik.

Sony 2016 kabelstyring


Sony 2016 vægmontering


Fødderne har i år fået nyt design. Hvor de sidste år var udformet som metal-stænger, bruger Sony i år en solid metal-frontplade, hvor bagdelen er hul så den kan bruges til at samle og skjule diverse kabler og føre dem bagud, så de ikke roder i stuen.

Sony viste demonstrationer af XD85-skærmen, hvor HDR (high dynamic range) var slået hhv. til og fra. Det var tydeligt at se, at HDR-indholdet og skærmen fremviste et større farvespektrum og at der kom mere lysstyrke i dele af billedet med HDR.

XD85’erne var under demonstrationen begge sat op i Cinema-profilen, som også er den vi normalt tager udgangspunkt i, når vi anmelder, men det var dog tydeligt, at nogle af de mørkeste toner forsvandt og blev lidt slørede. Skærmene var ikke kalibrerede, så det er der nok råd for.

Sony XD85 4K vs. 4K HDR


Sony XD94 - toppen af poppen

Dette års topmodel hedder XD94 og den får samme fod-type som XD85. Den byder også på samme indbyggede kabelskjulere. Portene på siden af rammen, som hurtigt kan tilgås, kan også skjules.

Det vil sige, at når man betragter skærmen fra siden, ser man ikke USB eller HDMI-portene. Hulrummet er stort nok til at man kan sætte en stor USB-nøgle deri og uden problemer dække denne ved at sætte plastik-coveret henover. Det burde måske give sig selv, men alt er muligt i denne branche...

Sony XD94


XD93 er en af topmodellerne og ift. mellemsegments-modeller, såsom XD85 er strømforbruget noget højere. Mens XD85 er målt til et årligt forbrug på ca. 165 kWh i 65 tommer, tikker XD93 in på 232 kWh i 65”.

Det skyldes det faktum, at XD94 har et mere avanceret bagbelysningssystem samt Sony’s “X-tended Dynamic Range Pro”-teknologi. Den giver et stort løft til HDR-billedkvaliteten, men er altså også en smule dyrere på strømregningen. Det kan købere af en tv-skærm i denne prisklasse nok godt sluge. For du skal forberede dig på, at tv’et nok ikke kommer under de 15.000 kroner.

Sony ville ikke oplyse de endelige danske priser, da de stadig ligger i forhandlinger med butikkerne, men de sagde, at XD93 vil være sammenlignelig prismæssigt med sidste års X90C. Sidste års 55X9005C kostede 27.999 kroner i vejledende udsalgspris - så er prisniveauet ligesom sat.

Sony XD93 til højre, X90c til venstre


Sony bekræftede, at XD94 og XD93 modellerne møder kriterierne for “UHD Premium”, hvad angår både farvespektrum, lysstyrke og andre krav. De to topmodeller kan således begge gengive højlys i HDR-billeder med over 1000 nits lysstyrke, som er et af kravene til LCD-skærme i “UHD Premium”.

Sony har dog valgt ikke at støtte op om “UHD Premium”-logoet og i stedet bruge deres eget “4K HDR”-logo, som også vil være at finde på andre produkter end tv-skærme.

Sony bagbelyst LED


En af grundene til at XD94 og XD93 er lidt tykkere end de andre nye tv-skærme fra Sony og visse af konkurrenternes tv-modeller, er at ifølge dem selv bruger bagbelyst LED i deres såkaldte “Slim Backlight Drive”-konstruktion. Det gøres for bedre at kunne kontrollere lyset, hvilket er nødvendigt for at gengive høj kontrast og HDR. Kun XD94 har dog fuld zone-kontrol af lyset.

REC709 vs REC2020


X1-billedchippen er forbedret

For begge topmodeller gælder det, at X1-billedchippen er videreudviklet og har fået forbedret billedalgoritmerne, så 4K opskalering er endnu bedre end sidste år, proklamerer Sony.

Sony fortalte, at en område, hvor der nyder godt af dette er HD-til-4K opskalering. Hvis man ønsker det, kan opskaleringen fra HD samtidig dreje lidt på skarphedshjulet og justere andre ting. Den nye X1-chip kan "opskalere" normalt SDR (standard dynamic range) til "tæt på HDR" (high dynamic range), siger Sony.

Alle de nye 4K-modeller understøtter HDR, men kun XD93 og XR94 kan udsende nok lysstyrke i zoner af billedet til at vise HDR-indhold, som det er tiltænkt.

Sony 4K HDR


Sony 4K HDR


Sony holder kortene tæt til kroppen

Sony fastholder desuden deres meget vage udmelding om, at de vil frigive en UHD Blu-ray-afspiller i deres regnskabsår 2016.

Deres regnskabsår er forskud, så det vil sige, at den kan komme allerede i maj 2016, hvis vi er heldige, men ligesåvel i ved udgangen af februar 2017. Nærmere vil Sony ikke komme datoen på nuværende tidspunkt, men flere konkurrenter vil nok lægge pres på, når de frigiver deres første afspillere i foråret og den tidlige sommerperiode.

Sony vill ikke dele konkret information om Marshmallow, aka Android TV version 6.0. De er dog klare i spyttet, når de bekræfter, at 6.0 også kommer til 2015-modellerne, foruden 2016-modellerne naturligvis.

De vigtige opdateringer, som skulle have været inkluderet i version 5.0, kommer i øvrigt før 6.0 frigives. Altså den manglende HDD-optagelsesfunktionalitet og PIP/PAP-funktionerne.

XD85 og XD93 kommer i handlen i slutningen af marts. De billigere tv-skærme kommer midt i løbet af marts. Mere konkret kan Sony ikke blive endnu.

Sony havde heller ikke noget at tilføje, hvad angår PlayStation og 4K-afspilning. Sony’s PlayStation-afdeling har vel og mærke intet at gøre med tv-afdelingen, som var på talerstolen i dag.

Sony har ikke glemt trådløs lyd

Sony lancerer i 2016 nye soundbars, som snakker sammen med deres nye trådløse ZR5 og ZR7 højtalere.

Sony NT5 og CT790 er 2.1 soundbars med tilhørende trådløs subwoofer. her kan man via multi-link lave 5.1 surround ved at kombinere flere trådløse højttalere. Soundbaren tager automatisk center, højre og venstre kanalerne, hvor to ZR5 eller ZR7 højttalere kan fungere som baghøjtalere.

Sony NT5 soundbar


Sony forventer, at deres soundbars kan sendes på det danske marked i maj. Den mest kraftfulde og dyreste NT5 kommer til at koste 6.600 kroner, mens den lidt mindre kraftige CT790 forventes at koste 4.200 kroner. Vi fik en kort demonstration, hvor vi så filmklip og lyttede til musik og baseret på hvad vi hørte lød det til at prisskiltene godt kan retfærdiggøres. Vi skal naturligvis bruge mere tid før vi kan konkludere noget.

Sony CT790 soundbar


Sony lancerer også to 5.1 soundbars, der skal hedde henholdvis RT3 og RT5. Til disse kan man ligeledes tilslutte de trådløse højtalere, men det er dog ikke muligt at skabe en 7.1 surround-opsætning. Idéen er i stedet at man kan forbinde dem via multi-link og bruge de trådløse højtalere i køkken eller et andet rum af huset, hvor man ønsker at lytte til musik.

Sony ZR5 trådløs højttaler


ZR5 har HDMI-port, så man kan tilslutte højttaleren til tv-skærmen. Har man to, kan man således få stereo via trådløs forbindelse. Man behøver kun tilslutte en enkelt højttaler med kabel til tv’et. På nuværende tidspunkt kan man dog ikke få mere end stereo og Sony vil ikke love noget hvad angår trådløse subwoofers, så man potentielt kan opbygge 5.1 surround.

Sony lancerer også storebroren ZR7 har DTS, Dolby Digital og Hi-Res Audio, samt lidt flere tilslutninger og vægmontering integreret. Vi fik en kort demonstration at højttalerne, og de lød fint, men da vi ikke havde nogen direkte konkurrenter at samlytte med, vil jeg ikke drage konklusioner. Lyden var dog neutral og uden overdreven bass, hvilket er positivt, da lyden så ikke farves unødigt.

Sony ZR7 front


Sidste års modeller, X99 og X88, kan stadig tilsluttes multi-room som eksempelvis køkkenhøjtalere, men da de ikke har den nødvendige hardware, kan de ikke tilsluttes til tv’et eller bruges som baghøjttalere i en trådløs surround-opsætning.

Hvad er status på 4K live-tv?

Sony leverer mange 4K-kameraer til filmindustrien, såvel som live-tv industrien. BBC fra England og NHK fra Japan er pt. i gang med at teste 4K HDR-broadcast, så man kan få kvalitets live-tv, men der er ingen fastlagt plan for, hvornår man kan forvente at se 4K live-tv hjemme i stuen.

Canal+ kigger med fra sidelinjen og følger udviklingen hos BBC og NHK, men der er lang vej endnu. Sony ønskede ikke at komme med noget bud på hvornår eksempelvis fodbold-VM eller Superbowl vil blive sendt i 4K HDR.

Der hvor Sony ser 4K HDR blive aktuelt i nærmeste fremtid er særligt sport, men også naturprogrammer og tv-skærme. Der har været forskellige forsøg med bl.a. fodbold og Moto GP fra BBC, som blev sendt som test til udvalgte personer henover sommeren.

Så mens streamingtjenester såsom Netflix og Amazon enten er startet eller starter om få måneder med at levere HDR-materiale, så er der lidt længere udsigter for live-tv, som har nogle andre udfordringer da signalet skal sendes ud ud i nettet med det samme.

Det var alt, hvad Sony havde at fortælle i dag. Vi publicerer senere et fuldt overblik over 2016-modellerne.

Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev

Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.

Flere nyheder

Apple Home & AirPlay support for første gang i 2024 Philips OLED TV

25 Apr 2024 |

1 million har oprettet login på DRTV

25 Apr 2024 |

Første 480Hz OLED panel til high-end gaming nu i masseproduktion

25 Apr 2024 |

Nye EU-regler tvinger producenten til at reparere efter garantien

24 Apr 2024 |

Sonys gratis-kanaler med reklamer klar på LG TV i Danmark

24 Apr 2024 |

Max-rabatkunder beholder 4K lidt længere

24 Apr 2024 |