TCL rykkede i 2022 op på andenpladsen på det globale TV-marked, ifølge analysefirmaet Omdia. Det globale salg af TV-skærme faldt 4,8%.
I sidste uge meddelte Samsung, at de i 2022 for 17. år i træk indtog førerpositionen på det globale TV-marked, baseret på Omdias markedsdata.
Top-5 fra Omdias rapport er nu afsløret af den koreanske avis Business Korea. Samsung lå i front målt på styksalg med en markedsandel på 19,6%, efterfulgt af TCL (11,7%), LG (11,69%), Hisense (10,5%) og Xiaomi (6,2%).
Det betyder, at 3 ud af de 5 største TV-mærker nu er kinesiske, mens de 2 andre er sydkoreanske. Sony indtog syvendepladsen målt på styksalg.
- "TCL's sejr over LG Electronics begyndte i tredje kvartal af 2022. TCL's markedsandel i tredje kvartal nåede op på 12,6 procent og overgik LG Electronics' (11,5 procent) for første gang. I fjerde kvartal var TCL (11,8 procent) på andenpladsen, Hisense (11,6 procent) på tredjepladsen og LG Electronics (11,0 procent) på fjerdepladsen. LG Electronics blev henvist til fjerdepladsen," skriver BusinessKorea.
Hvad angår omsætningskroner (i modsætning til styksalg), så holder LG sig dog stadig foran TCL. I 2022 trak Samsung den største TV-omsætning hjem (29,7%), efterfulgt af LG (16,7%) og TCL (9,4%). Det skyldes, at Samsung og LG sælger flere premium-modeller såsom OLED TV og miniLED LCD TV, end TCL gør.
Det globale TV-marked gik tilbage med 4,8% sidste år i forhold til 2021 pga. lavere efterspørgsel på særligt de store markeder såsom Nordamerika og Europa.
- Kilde: Business Korea