Test: ViewSonic VG2021m
INDHOLDSFORTEGNELSE Specifikationer - De første indtryk - Strømforbrug - Forud for testen - Billedkvalitet - Responstid og spil - Betragtningsvinkler - Konklusion Indledning
ViewSonic har introduceret markedet for en ny 20 tommer skærm kaldet VG2021m, som kommer med et utraditionelt panel. Siden man er begyndt at anvende de prisbillige TN paneler i 20-22 tommer skærme, har forbrugerne også set lidt andre tendenser på markedet. 22 tommer TN baserede skærme er pludselig meget billige, og opløsningen er ikke proportional højere, som man kunne forvente af en større skærm.
Opløsningen i 20 tommer skærmen har også i lang tid være 1600x1200, men med VG2021m er ViewSonic blandt de første til at lancere en 20 tommer med et 1440x1060 panel.
Den lavere opløsning kan sidestilles lidt med det alternativ en 19 tommer skærm i lang tid har været til en 17 tommer. Begge skærmetyper har samme opløsning, men grundet de større fysiske dimensioner, bliver billedet også lidt større på en 19 tommer – noget mange foretrækker. Derfor kan ViewSonic VG2021m måske også vise sig at være et spændende bud på en 20 tommer, som mange grafikkort stadig kan være med på – og så ligger den hos de fleste forhandlere til den beskedne pris af 2200-2400 kroner.
Til gengæld har man dog også valgt at droppe en DVI indgang – en mangel, som jeg er ret sikker på vi vil få at mærke senere i testen.
Specifikationer:
Panelstørrelse: 20" Opløsning: 1440x1050 Responstid: 8 ms Overdrive: Kontrastforhold: 500:1 Lysstyrke: 300 cd/m² Farveunderstøttelse: Op til 16.2 Millioner farver Farvespektregengivelse: 72 % af NTSC Signal processering: 6 bit per farve Betragtningsvinkler (H/V): 170°/155° (kontrasttab 5:1) Dotpitch: 0.292 mm Panelnummer (Type): TN Strømforbrug: 55 W Vægmontering: (VESA 75mm)
Størrelse (HxBxD): 45.8cm x 46.5cm x 20.5cm (med fod) Vægt 6,2 kg Justeringsmuligheder
· Tilt · Swivel · Højde · Pivot Indbyggede højttalere: (2x1.5W)
Indgange · VGA · DVI · Audio (type) · SCART · S-video · Komposit · Komponent · HDMI · Andet Medfølgende kabler · Strøm · VGA · DVI · Audio (phono) · USB upstream · S-VHS · HDMI Medfølgende software: -
Pixelgaranti: - Diverse: Quick Start Guide, Manual på CD
Pris og forhandler:De første indtryk
Med designet på VG2021m har man taget nogle af elementerne fra ViewSonics gamerserie, VX, og brugt på dem i en lidt anden udformning. Hvis du harr VX seriens udseende i baghovedet, så tænk på den yderligste grå kant, som omringer skærmens ramme. Denne grå ramme finder man også på VG2021m. Den kører fra venstre side, op over toppen, og ned ad højre side i lidt buede former.
Skærmens fod er ikke den mest stabile jeg har arbejdet med. Hele konstruktionen er for resten en smule svag, dog uden at føles som dårlig. Foden tilbyder heller ikke så mange ergonomiske indstillingsmuligheder og det er kun muligt at tilte skærmen.
Skærmens knapper er gemt ovre i højre side af rammen på nær tænd og sluk knappen, som er placeret midt i rammens bund.
Under panelet finder man indbyggede højttalere, som tilsluttes bag på skærmen, hvor man også tilslutter VGA og strøm. Selve højttalerne er jeg ikke begejstret for, men jeg er generelt ikke fan af indbyggede højttalere. De kan selvfølgelig fungere på et kontor eller til afspilning af små lyde, men jeg synes musik og film bør afspilles over rigtige højttalere.
OSD menuen har ViewSonic skiftet for nyligt og præsenteret brugeren for en lidt mere omfattende type. Den minder rent grafisk om ViewSonics tidligere skærmmenu, men som altid har denne også været ganske brugbar. Man har naturligvis mulighed for at indstille de mest almindelige ting, som kontrast, brightness, RGB farver. Derudover har man også mulighed for at vælge mellem farvetemperaturerne sRGB, 9300K, 6500K, 5400K, 5000K og User, hvor sidstnævnte naturligvis er de tre RGB farver, kontrolleret af brugeren.
Det eneste jeg fortsat savner, er nogle integrerede farveprofiler. Det har de fleste andre store producenter efterhånden og det er en ganske nyttig ting.Forud for testen
Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Nvidia Geforce 7900GTO.
Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.Farver, kontrastforhold og lysfordeling
Skærmen tilsluttes VGA og jeg gør mig de første indtryk. Jeg tager efter 40 minutter, hvor skærmen har varmet op, den første tekniske måling af skærmen ”out-of-box”.
Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor man vælger at udelade DVI indgangen i flere produkter. Det kan sikkert betyde en mindre besparelse på produktionsomkostningerne, men den kan modsat også løfte billedkvaliteten en hel del – specielt hvis skærmens andre komponenter ikke er i top.
Det er klart, at der stadig sidder mange brugere med et ældre grafikkort, men de grafikkort der i dag kan trække spil i 1440x1050, har også uden tvivl en DVI indgang.
Så en DVI indgang savner jeg bestemt. Med det sagt, så lad og tage et nyt udgangspunkt heri og kigge lidt på om det har noget at betyde for billedkvaliteten.
Lige fra boksen er indtrykket det samme som på mange andre skærmen. Lysstyrken er lidt for høj og ligesom på andre TN paneler mangler der præcision i farverne.
Derudover er billedet dog behageligt. Det er ikke ligesom at kigge på en traditionel 20 tommer med opløsningen 1600x1200, men det kan man heller ikke forvente. Det svarer lidt til en 19 tommer skærm, og det er jo ikke så værst endda.
Her er den første måling af skærmen:
For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:
Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).
Som du kan se på målingen, er resultatet i den gode ende for TN paneler, men igen også ret typisk. Farvetemperaturen og gamma’en er dog tæt på det ideelle, hvilket er positivt.
Brightness er for høj, men det anbefaler vi som standard også at sænke på de fleste skærme.
Før jeg snakker om den mere praktiske del af billedet, har jeg lige taget en måling efter indstilling af skærmen:
Jeg har først og fremmest sænket brightness. Det er ikke noget facit for brightness, men i testen har jeg sænket det med 4 ”store” streger i skærmens menu. Jeg siger store streger fordi ViewSonics menu ikke har tal på de forskellige indstillinger i menuen. I stedet har man sat det op med store og små streger – ligesom på en lineal.
Kontrast justerede jeg ikke på.
Farverne er lidt svære at få gode, hvis man ikke har prøvet at indstille ViewSonics skærme før. Det første man bør gøre er at sænke alle tre værdier. Når man går ind i RGB (red, green, blue) indstillingen er alle sat midt i. Man skal sænke alle tre til lige omkring en fjerdedel af hele baren. Herfra har jeg hævet blå en smule, sænket grøn en smule og hævet rød en smule. Det er ikke sikkert samme indstillinger gælder for dit eksemplar af skærmen, men forsøg gerne.
Gengivelsen af sort på skærmen, målte jeg ”out-of-box” til 0,5 cd/m2, hvilket er ret typisk for TN paneler. Efter indstilling – og efter at have sænket brightness – målte jeg sort til 0,3 cd/m2, hvilket er et fint resultat, som ikke alle skærme i denne prisklasse formår at vise.
Jeg har opstillet en tabel nedenunder:
Out-of-Box | Efter kalibrering | |
Sortniveau | 0,5 cd/m2 | 0,3 cd/m2 |
Brightness (lysstyrke) | 226 cd/m2 | 136 cd/m2 |
Kontrastforhold | 452:1 | 463:1 |
Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50
Bemærk også at målingerne for kontrastforholdet er ret tæt på specifikationen for skærmen. Det er sjældent man ser det, og samtidig leverer de fleste TN paneler faktisk en ydelse på nogenlunde højde med det som VG2021m leverer her. Man skal derfor også passe på med at hænge sig for meget i fabrikantens specifikationer og i stedet prøve at glemme dem og se det mere fra en praktisk vinkel.
I praksis er billedet ganske godt. Og selvom man ikke har mod på at indstille skærmen, så synes jeg den leverer et resultat, som ligger på højde med det resultat, som dyrere TN baserede skærme leverer, og det er jo positivt.
I praksis er der selvfølgelig billedmæssige forskelle på VG2021m og dyrere skærme med bedre paneler, men i forhold til andre TN paneler, er forskellene ikke store. Farverne gengives med en acceptabel præcision, og sort gengives ved 0,3 cd/m2, hvor det ideelle naturligvis er 0,0 cd/m2.
I praksis ses der lidt stregdannelser i flydende gradienter, ligesom på andre TN paneler og der skelnes ikke mellem alle nuancer. Det er mest tydeligt på de mørke nuancer, hvor de tætliggende nuanceforskelle ikke er til at se forskel på.
Dette aspekt har også noget at gøre med D-SUB (VGA) tilslutningen. Man mister en smule præcision og f.eks. to forskellige, men tætliggende farver, kan fremstå som én.
Jeg fandt også et par andre tilfælde, hvor man fornemmede D-SUB tilslutningen og jeg savner nu en DVI indgang for lidt bedre præcision. Jeg tror ikke det vil gøre en kæmpe forskel lige i dette tilfælde, men en stor nok forskel til, at jeg bestemt efterlyser en DVI indgang – om så ikke andet, så for at slippe for den konvertering af signalet der skal ske gennem et analogt kabel. Forskellen kan også sagtens være større end jeg så. Ældre eller billigere grafikkort har for det meste dårligere VGA udgange og det kan godt give et større udfald på signalet.
Homogeniteten af lyset på panelet er ikke perfekt. Du kan se et billede herunder. Det er lidt ærgerligt, men desværre en ret udbredt fejl på disse prisbillige skærme. Det er ikke kritisk, men bemærk toppen og bunden hvor lys slipper igennem.
Panelet havde ingen pixelfejl.
Responstid og spil
Responstiden er på papiret angivet til 8 ms, og jeg vil også mene ViewSonic VG2021m svarer meget godt til andre 8 ms skærme på markedet.
Den er hverken voldsom hurtig eller for langsom. Den klarer de fleste spil fint, men for den bedste ydelse synes jeg man skal vælge nogle deciderede gamerskærme, hvor Overdrive også er ved at blive en fast del af panelet. Det kan f.eks. være ViewSonics VX serie, som vi har rost meget i dette henseende.
VG2021m vil jeg mere betegne som passende til casual gaming, altså til brugeren, der spiller et spil i ny og næ. Den kan godt klare hurtige spil, men der kan dog ses slør med det trænede øje. Set i forhold til resten af produktet, synes jeg dog også det passer fint. ViewSonic selv kalder det for en multimedia skærm, og det passer vel meget godt, hvis man skal prøve at sige noget generelt. Skærmen har integreret højttalere og så er den meget gennemsnitlig på de andre punkter. Den sigter således ikke på ét bestemt område, og det gør den også passende til den brede gruppe af forbrugere.
Film og betragtningsvinkler
Filmgengivelsen på TN paneler er ofte noget der halter lidt og det er også tilfældet på VG2021m. Det er slet ikke kritisk, men et bedre panel klarer opgaven mere tilfredsstillende, blandt andet fordi TN panelerne har mere støj i billedet, hvilket skyldes den måde de sidste farver dannes. TN panelerne er jo, som du nok ved, 6-bit paneler, som viser 8-bit farver vha. en ditheringproces.
Hvis man seriøst overvejer en skærm til filmbrug, vil jeg anbefale en widescreen. De giver langt bedre udbytte ud af det synlige areal i spillefilm.
Jeg har taget nogle billeder af betragtningsvinklerne herunder:
Og nedefra, som TN panelerne har problemer med:
Betragtningsvinklerne ligger et sted mellem midten og toppen for betragtningsvinkler på TN paneler. Der kan dog stadig opnås en del forbedring på dette punkt – det er generelt for TN paneler.
Konklusion
ViewSonic kalder VG2021m for en multimedia skærm, og det er vel egentlig også hvad den er – en multimedia skærm. Den opfylder forskellige krav med blandt andet skærmens højttalere og et nogenlunde design.
Den leverer ikke virkelig overbevisende ydelse på nogen punkter, men leverer derimod en ret stabil gennemsnitlig ydelse over hele linjen.
Farvegengivelsen er f.eks. på højde med andre TN paneler, responstiden tillader, at man afvikler de fleste spil uden problemer og kontrasten er lige omkring gennemsnittet. Set i lyset af, at skærmen rent faktisk nærmer sig 2000 kroner, er denne 20 tommer faktisk ret fornuftig, hvis ens krav ikke er store.
Opløsningen set i forhold til størrelsen, passer nogenlunde med hvad man oplever med en 19 tommer
Jeg savner dog en DVI indgang og jeg synes det er synd, at ViewSonic har udeladt dette. For selvom skærmen ikke leverer dårlig ydelse, er jeg sikker på, at man kunne løfte flere aspekter ved at integrere denne. Hvis den så skulle koste 150-200 kroner mere i sidste ende, ændrer ikke på min vurdering af skærmen.
Set i perspektiv, så er det trade-off skærmen giver måske meget fornuftigt i forhold til brugeren med beskedne krav. Skærmen imponerer aldrig, så gameren, grafikeren eller entusiasten bliver nok ikke tilfreds, men den lidt mere svævende allround bruger, der værdsætter at få noget for pengene, kan købe sig et ret bredt produkt her.
Positiv | Negativ | Målgruppe |
Pris i forhold til størrelse | Imponerer ikke på nogen områder | Allround-brugeren |
Fair trade-off til prisen (allround brug) | Mangler DVI indgang | Kontoret |
---
Har du har konkrete spørgsmål, rettelser eller kommentarer henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=1981