LG vil fra første halvdel 2017 etablere en ny produktionsmetode til OLED, som gør selskabet i stand til at ”printe” store OLED-paneler til tv-skærme. Det kan øge formaterne og bringe priserne ned. Det skriver ETNews.
Større og billigere OLED-tv
LG producerer i dag OLED-skærme vha. en metode, hvor det organiske materiale deponeres i vakuum. Fra næste år vil LG begynde at etablere en ”inkjet print” produktionshal, som kan gøre OLED-skærme billigere og større.
Der er tale om en såkaldt pilotproduktion, som primært bruges til test før man skalerer op til masseproduktion. De første produktionsmaskiner vil arbejde med 8. generations substrater, hvilket muliggør effektiv produktion af 55 og 65” OLED-tv. Man vil senere overgå til 10. generations substrater, som effektivt kan producere 70- 90” OLED-tv - måske endnu større.

Med inkjet print kan man deponere det organiske materiale meget effektivt stort set uden spild. Foruden at nedbringe faste produktionsomkostninger, kan det også øge udbyttegraden, så færre OLED-skærme må kasseres.
Koreanske Samsung og kinesiske TCL viser også interesse i at etablere printproduktion af skærme. TCL har tidligere annonceret, at de er ved at bygge verdens mest avancerede LCD-fabrik, som også skal bruges til at køre OLED ind.
Om vi vil se resultatet af bestræbelserne i 2017 eller først senere, bekræftes ikke. LG præsenterer nye OLED-tv for 2017 i januar på CES-messen i Las Vegas.
- Kilde: EtNews